Når ferie er hårdt arbejde

Alle eksperter fortæller os, at ferierne, og særligt sommerferien, er afgørende for vores velbefindende på arbejdsmarkedet. Det moderne menneske har brug for at koble hovedet fra og sætte Outlook på standby.

Men for os, der har små børn, bliver ferien et studie i nedsmeltninger og fallerede skovture. I ved… Desperate forældre, der sidder på forsædet af bilen og råber ”SKRU NEEEEED!! NU HAR I BARE AT HYGGE JER!! VI ER PÅ FERIE!!!”.

Det er ikke decideret afslappende, og det efterlader meget lidt plads til at finde den ro, som ferien har til formål at skabe. Og så virker to timer i et excelark ALENE på en rolig arbejdsplads pludselig som et utopisk paradis.

Sommerferien skal nok blive hyggelig. Næste år.

Min mand og jeg har børn på tre og seks år, og vi tænkte inden årets sommerferie, at det måske ville være den første lange friperiode, hvor vi rent faktisk ville nyde at være sammen som familie hele tiden, uden de store følelsesmæssige udsving.

I går, på vores allersidste feriedag, måtte vi så kigge på hinanden og samstemmende sige ”måske næste år”.

Det er skam ikke fordi, at vi ikke har givet det et forsøg. Da vi hentede børnene 6. juli, slog vi armene ud og jublede: ”børn, nu har vi sommerferie i tre en halv uge, juhuuuu”. Og dagen efter rejste vi med resten af Danmark til Spaniens solkyst, hvor en lækker pool stod klar til at tage imod de solcremeindsmurte børnekroppe.

Kunsten blev, på hele den ni dage lange tur, at skabe en illusion for børnene om, at mor og far var totalt i overskud, og at vi havde det lige så fedt som dem. Det havde vi bare ikke.

To børn i en pool betyder konstant overvågning – og jeg nåede samlet set at ligge 21 minutter i en solstol med en bog på de ni dages solferie.

Resten af tiden stod på ”moooor, jeg er tørstig”, leg med små Gurli Gris-figurer, konstant aktivering, morgenvækning før klokken 7 og ikke mindst madlavning og opvartning. Det lyder måske ikke så slemt, men det føltes meget lidt som ferie. Særligt fordi de lyse sommeraftener gjorde børnene ude af stand til at sove før klokken 22 (tro mig, vi prøvede hårdt), så forældretid og voksenhygge var en by i Rusland. Og det var ikke der, vi var taget på ferie.

Resten af ferieperioden var vi i Danmark, og som I ved, var det ikke ligefrem drømmevejr, så alle vores forestillinger om strandture og picnics blev erstattet af en nærmest konstant forespørgsel, om vi ville spille Matador Junior igen. Og igen. Og Igen. Og så var den ferie ligesom gået.

Hvis du sidder som læser af det her og tænker, at det lyder fuldstændigt overdrevet og forskruet, at en gennemsnitlig, dansk børnefamilie ikke kan finde ud af at bruge ferien sammen uden at blive sindssyg, så forstår jeg dig godt.

Vi har for pokker hverken ti børn, trillinger eller sygdom at forholde os til. Alligevel formåede det aldrig at gå op i en højere enhed, og vores ferie kom aldrig til at føles som ferie for andre end vores børn.

Spot en småbørnsforældre på arbejdspladsen

Kan du slet ikke sætte dig ind min ferieaversion, så er der stor sandsynlighed for, at det enten er længe siden, at du selv har haft små børn, eller at du bare er et bedre menneske end mig.

Hvis du har lyst til at studere fænomenet nærmere, så tag et kig på din nærmeste kollega med små børn, der netop er kommet tilbage fra ferie. Sæt dig helt tæt på vedkommende, og læg så mærke til tre små ting:

- Din kollega har aldrig set så træt ud før. Kan poser under øjnene virkelig udvikle sig så hurtigt? Ja, det sker.
- Din kollega har aldrig taget så stor en tår af deres varme kaffe før. Så fortjent.
- Din kollega arbejder i et vanvittigt effektivt tempo, fordi vedkommende vitterligt aldrig er kommet ned i gear, som du selv er.

Det allerbedste, du kan gøre i dag, er, at lade din kollega få lidt velfortjent ro og lade være med at vifte dine glamourøse feriebilleder foran vedkommende. Din kollega har ikke ondt af sig selv.

Men det sætter en lille kniv af uretfærdighed midt i hjertet, når du så tydeligt beviser, at ferie også kan være vidunderligt. At måltider kan indtages over flere timer. At en tur på stranden kan bruges på langsomme svømmetag i bølgerne, uden uro over, om der er nogen, der er ved at drukne. At køreture i bjergene kan byde på ”wooooow” i stedet for ”hjulene på bussen drejer rundt, rundt, rundt”.

Bare rolig – jeg hader ikke mine børn

Mine to drenge er krudtugler af Guds nåde, og der er altid gang i dem - også når de keder sig. Faktisk mest, når de keder sig. De er søde, sjove og kærlige – men de er også frække, højlydte og besværlige.

En stille og rolig tur på restaurant er umuligt. En stille og rolig tur i supermarkedet er umuligt. En stille og rolig tur på legepladsen er… ja, umulig. Alt foregår i højeste pitch, og mine ører har flere gange føltes som om, at de var ved at falde af. Eller var tæt på at eksplodere.

Men vigtigst af alt. Så har børnene haft en fantastisk ferie. Og heldigvis har de ikke mærket hverken min eller min mands stressniveau, der flere gange dagligt har stået og blinket mørkerødt.

Og måske er det ikke så slemt at mærke, at man er glad for sin hverdag og de mange dagligdagspligter, der følger med. For ikke at tale om muligheden for at arbejde hjemmefra i komplet stilhed. Jeg græder næsten af glæde ved tanken. Det bliver min ferie i år.

Velkommen tilbage fra sommerferie. Velkommen tilbage til virkeligheden. Den er vidunderlig.