Bog-mafiaen og den eurocentriske faglitteratur

Mon ikke mange studerende, som jeg, har fået studierelevante bøger i julegave? Jeg har fået en god del af næste semesters pensum med hjem fra juleferie, og efterhånden som de kommer på plads på reolen, er der noget der undrer mig. Blandt mine efterhånden mange studiebøger og kompendier er der overraskende mange forfattere med efternavne à la Jespersen, Jørgensen eller Andersen. Er jeg den eneste, der undrer sig over mængden af pensum, der er skrevet af en forsker fra mit eget universitet eller bare af en dansk forsker? 

Som studerende på en primært engelsksproget samfundsvidenskabelig uddannelse har det i snart 3 år undret mig, hvorfor vi i så høj grad bliver præsenteret for dansk litteratur oversat til engelsk. Det virker ærlig talt en smule indspist, at man som underviser på et universitet vælger at pille sig selv og sine nære kolleger i navlen i stedet for at kigge ud over de danske og vestlige grænser og lade sig selv og de studerende inspirere af al den forskning, der bliver publiceret rundt omkring i verden. 

I en globaliseret verden, hvor vi som studerende skal kunne gebærde os i en international kontekst, virker det fx kontraproduktivt at sidde og fedte rundt med en oversættelse af en lokal professors grundbog i makroøkonomi, der, by the way, er så dårligt oversat, at selv et par af mine engelsksprogede medstuderende havde svært ved at fange meningen. Hvorfor ikke bruge noget af al den allerede eksisterende og velskrevne engelsksprogede litteratur, der er derude? Mon der er gået mafia i publikationsbranchen?

Det er selvfølgelig nærliggende for en underviser at tage udgangspunkt i egen forskning i undervisningen, og det er også at foretrække at have undervisere, der er motiverede, og som har pensum på rygraden, men jeg synes desværre, at det ofte bliver på bekostning af det større billede. Ud af et pædagogikpensum på omkring 1.100 sider kunne jeg sidste semester ikke finde én eneste publikation skrevet af en forsker uden for den vestlige verden. Det mest eksotiske efternavn, jeg fandt ved en hurtig gennemskimning, var Choudry, og hun var fra Canada. Kun omkring 50 sider omhandlede specifikt en ikke vestlig kontekst - og disse var stadigvæk skrevet af vestlige forskere. 

Dette skal ikke nødvendigvis ses som en kritik af mine, i øvrigt meget kompetente, undervisere i pædagogik, men kan det ikke blive for kontekstnært? Jeg synes generelt, at det er et problem, at vi som studerende i så høj grad præsenteres for vestlig og lokal dansk forskning. Vi indskoles i en snæver videnskabsteoretisk ramme optegnet af vores egne underviseres forskningsinteresser og ontologiske overbevisninger. Med denne indsnævring synes jeg, at vi mister muligheden for at tænke ud af boksen og sætte den danske kontekst i perspektiv. Har vi intet at lære udefra? Begreber som ”orientalisme, ”eurocentrisme” og ”post kolonial teori” er jeg kun blevet eksponeret for takket være et kort studieophold på Lunds universitet i Sverige sidste år. Her var der et eksplicit fokus på at beskrive de mange alternative måder, en kanon kunne se ud på. Vi blev derfor eksponeret for en langt bredere vifte af teoretikere, som jeg var overrasket over aldrig at have hørt om før. Næste år tror jeg, ønskelisten kommer til at inkluderer Freire, Said, Escobar og Bhabha – bare for at få tingene sat i perspektiv.