Asta-Maja har skrevet et kærlighedsbrev til KUA

”Bare rolig, I skal nok få et job”. 

Sådan lød det fra ledelsen allerede den første dag, jeg satte mine ben på KUA (Københavns Universitets Søndre Campus), da jeg startede på kandidaten i moderne kultur. Mine medstuderende og jeg blev forsikret om, at vi nok skulle få et arbejde på den anden side. Men det blev understreget, at det nok ville tage os lidt længere tid end vores kolleger fra for eksempel statskundskab, fordi humanister ofte selv skal skabe deres job.

Siden har jeg hørt det et utal af gange. Forsikringen om, at vores uddannelse altså har relevans på jobmarkedet, var også udgangsreplikken til specialeceremonien for få måneder siden, der satte punktum for min tid som studerende.

Jeg undrede mig over det, for selvom jeg selvfølgelig tænker over, hvordan det mon skal gå med det fremtidige arbejdsliv, har jeg sjældent tvivlet på den humanistiske faglighed, jeg har fået med i bagagen fra KUA.

Som at savne en eks

I ugerne efter jeg blev færdig, gik jeg med en knugende fornemmelse i maven, som jeg i starten troede netop skyldtes frygten for det truende arbejdsmarked, der var blevet talt så meget om. Men da jeg mærkede efter, gik det op for mig, at tristheden skyldes, at jeg faktisk bare savner KUA virkelig meget.

Savnet minder mig på en måde om at savne en ekskæreste. Det hårde er oftest ikke at have mistet kontakten til personen som sådan, men mere den afgrundsdybe erkendelse af at en tid er forbi og aldrig kommer tilbage. For det er jo ikke KUA’s brutalistiske arkitektur med store marmorflader og gigantiske vinduer, jeg vil have tilbage.

Det er følelsen af fagligt fællesskab og forståelse, som jeg ikke ved, hvor jeg skal gå hen for at finde nu. Derfor besluttede jeg mig for at skrive en åben kærlighedserklæring til KUA – til alt det jeg savner i min hverdag som nyuddannet humanist!

Tid til fordybelse

Noget af det jeg savner mest her i tiden efter, er det 'safe space' for kritisk tænkning, jeg føler, KUA har været for mig. Det er et sted, hvor jeg har kunne fordybe mig, tænke stort og drømme om en anden verden uden konstant at skulle svare på ”hvor pengene så skal komme fra”.

Ikke fordi KUA er virkelighedsfjernt, sådan som stedet ofte bliver skudt i skoene, men fordi virkeligheden faktisk bliver taget seriøst og sat under kritisk lup. Jeg savner KUA, fordi det har været et sted, hvor jeg har gået i skole for at få viden. Et sted hvor jeg har været til forelæsninger - ikke fordi jeg regnede med at få et arbejde ud af det - men, tro det eller ej, fordi det var så spændende, at jeg ikke kunne lade være.

Jeg savner at læse de samme tekster flere gange af den simple årsag, at de bare er virkelig gode, og jeg savner at have tid til den fordybelse, det kræver for at få greb om svære emner. Jeg savner mine forelæseres evner til at formidle deres forskning på en måde, der gav genklang i mit liv både som studerende, men også bare som menneske i en ofte hård og uforudsigelig verden.

Det er derfor, at min tid på KUA har været så speciel. Fordi jeg har følt mig set og ikke konstant skulle være i forsvarsposition. Dét har givet mig plads til at udvikle mig som akademiker og som menneske.

Elitært og verdensfjernt

Åbent at knus-savne KUA, er måske en dårlig idé. For som studieledelsens forsikringer om fremtidige jobs vidner om, er humaniorabashing både almindeligt og internaliseret.

Kritikken af KUA og stedets humanistiske uddannelser, som er blevet fremført af politikere på både højre- og venstrefløj, har i mange år lydt på at stedet skulle være verdensfjernt og elitært, og at uddannelserne er irrelevante for resten af samfundet. Det er ikke nogen hemmelighed, at universitetet som institution er et elitært sted, hvor man ofte har bedre forudsætninger for at komme ind, hvis ens forældre også har en lang uddannelse. Og jeg forstår fuldt ud hvis KUA’s marmormure, og de kulturelle koder de gemmer på, kan virke truende og intimiderende.

Det skal vi aldrig stoppe med at sige højt. Desværre bliver det nok ikke et mindre elitært sted af, at man fjerner det sjette SU-år eller helt omlægger SU’en på kandidaten til et lån, sådan som de selvsamme KUA-kritikere ofte foreslår.

Befolket af kvinder

Samtidig kan jeg ikke se, hvorfor de humanistiske uddannelser og KUA, skulle være mere elitære eller verdensfjerne end andre af de lange videregående uddannelser, som sjældnere nævnes. På mange måder er kritikken af KUA på overfladen en kritik af eliten, der bruger argumenter om produktivitet og ledige studerende.

Men det er noget andet, der kommer til syne, hvis man kradser lidt i overfladen af argumenterne. For eksempel synes jeg, det er bemærkelsesværdigt, at det er uddannelser, der i høj grad er befolket af kvinder, der klandres for at bidrage for lidt til statskassen.

Man kunne få den tanke, at retorikken og latterliggørelsen af humaniora hænger sammen med, at der - i overvejende grad - kommer flest kvinder ind på uddannelserne. Som humaniorastuderende har jeg ofte følt, at min uddannelse er blevet gjort til et symbol på andre ting, politikere ikke kan lide - for eksempel identitetspolitik eller feminiserede uddannelser.

På gensyn

Min oplevelse er, at der på min uddannelse har været en dyb og kritisk refleksion over tingenes tilstand, som man ikke burde kunne stemple med hverken køn eller politisk ståsted. Det er netop denne evne til at gå i dybden med komplekse problemstillinger, som nok betyder, at jeg med mine eksamenspapirer i hånden, ikke bekymrer mig så meget over, hvordan jeg skal finde et arbejde. Jeg føler mig nemlig styrket i min faglighed. Det, der gør mig nervøs, er til gengæld, hvor jeg nu skal gå hen med min kritiske tænkning og mine fremtidsvisioner.

Jeg vil slutte kærlighedserklæringen af på klassisk vis: Kære KUA, det er ikke din skyld at vores veje skilles. Det er bare mig, der skal videre. Jeg håber ikke, du i fremtiden vil lade de andres kritik ændre dig, for du er en virkelig vigtig institution, der giver folk plads til at tænke kritisk og evnen til at stille spørgsmålstegn ved det, andre erklærer for eviggyldige sandheder.

På gensyn - jeg kommer til at savne dig!