Spring menu over
Dansk Magisterforening

Ny rektor: ”Professionshøjskolernes krise er også en samfundskrise"

Anne Vang Rasmussen

"Min første og største opgave bliver at tiltrække flere studerende til professionsuddannelserne. Derfor skal vi sikre, at KP både er et godt sted at være og lære," siger Anne Vang. © foto: KP

Del artikel:

Anne Vang skal lede landets største professionshøjskole igennem uddannelseslukninger og trecifrede millionbesparelser.

Hun er kun akkurat lige fyldt 40 år i oktober.

Ikke desto mindre er det en rektor med erfaring fra både topledelse og kommunal toppolitik, der ved årsskiftet sætter sig i førersædet på landets største professionshøjskole KP.

Fra 2009-2013 var Anne Vang socialdemokratisk Børne- og Ungeborgmester i Københavns Kommune.

I de sidste otte år har Anne Vang som direktør for børn- og ungeforvaltningen i Ballerup Kommune været aftager af de medarbejdere, hun kalder for ’de vigtigste personer i hele verden’.

Nu bliver hun selv ansvarlig for at uddanne dygtige pædagoger, skolelærere, socialrådgivere og sundhedsplejersker.

”Når man arbejder med børn og unge i en kommune, ved man alt om, hvor vigtigt det er, at der både er tilstrækkeligt med uddannede til at varetage vores velfærdsopgaver – og at de er tilstrækkeligt dygtige. Min første og største opgave bliver at tiltrække flere studerende til professionsuddannelserne. Derfor skal vi sikre, at KP både er et godt sted at være og lære,” siger Anne Vang.

Det er uhyre vigtigt, at KP i mig får en rektor, der har lyst til at diskutere både dannelse og uddannelsespolitik

Anne Vang, per 1. januar 2024 ny rektor på KP

Vores krise er en samfundskrise

Økonomisk set er 2024 et svært tidspunkt at overtage tøjlerne på efter Stefan Herman, der var rektor for først professionshøjskolen Metropol og siden 2018 for KP i sammenlagt 15 år.

I august indstillede bestyrelsen tre uddannelser til lukning og to til neddimensionering.

Indstillingen kommer i kølvandet på et voldsomt fald i antallet af studerende.

Faldet betyder, at KP frem mod 2027 skal spare cirka 100 millioner kroner. Det er endnu uafklaret, om presset på finanserne også vil medføre fyringer.

Den opgave, det bliver at forene høje faglige ambitioner med en svær økonomisk virkelighed, skræmmer ikke Anne Vang.

”Det er den opgave, kommunerne også står med hver dag, så det er ikke nyt for mig. Men jeg er også nødt til at pege på, at der er en sammenhæng mellem politikernes vilje til at finansiere  professionsuddannelsernes krise, og hvor meget kvalitet man kan få. Hvis der ikke i sidste ende kommer et tilstrækkeligt antal dygtige studerende ud fra professionshøjskolerne, så bliver det også en samfundskrise. Derfor skal jeg fortsætte dialogen med vores landspolitikere om, hvor meget kvalitet man kan få for pengene,” siger hun.

Meget andet end tykke bøger

Når hun lander på KP, skal den 40-årige cand.scient.pol. som det første ud og tale med både studerende og ansatte.

”Jeg skal videreføre et godt samarbejde på ledelsesniveau. Og så vil jeg have fokus på, at vi taler vores uddannelser op, så unge, der skal vælge fremtid og studie, ikke er i tvivl om, at de på KP både vælger en meningsfuld opgave, en uddannelse med masser af beskæftigelse i vente – og nogle rigtigt fede studieår, som indeholder meget andet end tykke bøger,” siger Anne Vang.

Når hun ikke går på arbejde, er hun ’rigtig meget en mor, der småløber rundt og læser Bamse Bjørn for en treårig og en etårig hjemme i Ballerup.’

Selv om hun ikke har set så meget til sin bogklub på det seneste, kaster hun sig over skønlitteraturen når der er tid. Pt. er hun i gang med den historiske roman Tyll af den tyske forfatter Daniel Kehlmann.

Vidste du ...?

Anne Vang Rasmussen

Født den 26. oktober 1983. Bosat i Ballerup, gift og har to børn 

2015: MBA fra Niels Brock/Middlesex University
2009: Cand.scient.pol. fra Københavns Universitet

Arbejdsliv

2015-i dag: Direktør i Ballerup Kommune med ansvar for børne- og kulturområdet
2013-2015: Direktør på Niels Brock
2009-2013: Børne- og Ungdomsborgmester i Københavns Kommune
2005-2009: Politisk ordfører for Socialdemokratiet i Københavns Borgerrepræsentation

Kilde: Københavns Professionshøjskole