Spring menu over
Dansk Magisterforening

3 gode råd: Sådan hjælper du studerende med funktionsnedsættelse

Andelen af studerende med en funktionsnedsættelse er steget på alle videregående uddannelser: I 2010 var andelen 3 procent, og i 2020 var den steget til 11 procent, viser rapport fra Undervisnings- og Forskningsministeriet.   © Foto: Dalhoff Casper/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix.

Guide
Del artikel:

Professionsbacheloruddannelserne har den højeste andel studerende med funktionsnedsættelse, samtidigt efterspørger undervisere viden om, hvordan de bedst støtter de studerende. Det giver forfatter til ny bog om studiestøtte tre råd til. 

På professionsbacheloruddannelserne er 15 procent af de studerende registreret med en funktionsnedsættelse. Det er den største andel på de videregående uddannelser, viser rapport fra 2020. 

Det betyder, at efterspørgslen på specialpædagogisk støtte (SPS) er høj. Alligevel har området været et ret ubeskrevet blad, men det prøver en ny grundbog at råde bod på. 

“Vi tænkte, at nu er tiden moden til en bog om studiestøtte” siger Rune Kappel, der er en af forfatterne bag ‘Studiestøtte - En grundbog og afsnitsleder på Rådgivnings- og støttecentret på Aarhus Universitet. 

Bogen trækker på erfaringer og data fra centeret og indeholder viden og teorier til dem, der yder SPS. 

Selvom SPS ikke er undervisernes ansvar, oplever Rune Kappel, at de i højere grad henvender sig for at få sparring til, hvordan de bedre kan støtte studerende med funktionsnedsættelser. 

“Mange studerende fortæller deres undervisere, at de har en funktionsnedsættelse. Det er positivt, at det ikke er et tabu, men underviserne er hverken uddannede i eller forpligtede til at gøre noget særligt i den situation”, forklarer han og uddyber, at klare forventninger til underviserens rolle kan skabe tryghed for både studerende og underviser. 

Der er brug for mere viden om, hvordan studiestøtte udøves i praksis, siger Rune Kappel.

Her er Rune Kappels tre råd til et trygt undervisningsrum:

1. Sørg for respektfulde rammer

Rune Kappel oplever, at flere undervisere føler, at de står i et dilemma om, at mange studerende vil trives bedre i mere klare rammer for undervisningen - samtidigt er der en stor forventning om, at der tages hensyn til mange individuelle behov. Her kan underviserne være bekymrede for en konflikt, hvis ikke disse behov imødekommes. 

“Klare rammer er læringsledelse, og hvis de præsenteres respektfuldt og professionelt, bidrager de til et trygt læringsmiljø”, forklarer han. 

En klar ramme kan være at åbne op for, at man gerne tager en saglig diskussion på tomandshånd, hvis en studerende føler sig stødt over en tekst.

Kort om studiestøtte (SPS)

SPS står for SpecialPædagogisk Støtte og har til formål at hjælpe studerende med funktionsnedsættelser, så de kan fuldføre deres uddannelse.

Det kan være hjælp til strukturering af pensumlæsning, læse-skriveteknologi til ordblinde, personlig assistance til kørestolsbrugere eller en-til-en udviklingssamtaler. 

2. Hold rigtig mange pauser!

Hyppige pauser er godt for alle, men særligt vigtigt for studerende med en funktionsnedsættelse, fordi mange funktionsnedsættelser indebærer vanskeligheder med at holde koncentrationen.

Pauserne har også den funktion, at de er relationsskabende, fordi de giver plads til, at de studerende kan fortælle underviseren, hvad man bøvler med eller drøfte noget fagligt på tomandshånd. 

Derfor er det vigtigt, at underviseren italesætter, at der holdes pauser, og at de studerende er velkomne til at komme og snakke. 

“Man stiller sig til rådighed for de sårbare studerende, samtidigt beskytter man resten af sin undervisning".

3. Hav en reaktiv plan i baghånden

Rune Kappels sidste råd er at lave en reaktiv plan til, hvis en situation eskalerer i undervisningen. 

Det kan virke voldsomt, men bare det at have planen er med til at skabe tryghed for dig som underviser, forklarer han. 

Gå sammen med dit team og ledelse og snak om, hvilke situationer, der kunne kunne have brug for en sådan plan og snak om, hvad I vil gøre. Et godt råd er at tænke i, hvordan man kan isolere situationen:

“Det betyder ikke, at den situation er rar, hvis den kommer. Men det betyder, at du er bedre klædt på til det, og at konflikten kommer til at berøre færrest”