To tredjedele af Nanna og Christians kolleger skal fyres inden fem år. Måske er de selv blandt dem

På Sigurdsgade i København ligger en af Københavns Professionshøjskoles (KP) matrikler. Her bliver fremtidens jordemødre, fysioterapeuter og laboranter blandt mange andre uddannet.

Går man gennem glassvingdøren i betonbygningen, drejer til venstre og bevæger sig ned i bunden, når man Gryden: Ingeborg Suhr, som er den afdeling, hvor uddannelsen ernæring og sundhed holder til.

Uddannelsens faciliteter består af et stort elevkøkken, hvor de studerende får mulighed for at praktisere teorierne. På denne våde tirsdag i november er en gruppe studerende fra linjen fødevarer og ledelse i gang med at afveje glutenfri pizzadej.

Står det til ledelsen på KP, vil de studerende blive betydeligt færre i fremtiden. Ledelsen meddelte i august, at antallet af studerende skal reduceres fra 241 til 80 på ernæring og sundhed, mens to ud af tre linjer på uddannelsen skal lukkes. Den plan er siden ændret til en enkelt linje, som stadig venter på at blive godkendt i Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Klart står det dog, at der skal være markant færre ansatte på ernæring og sundhed.

”Det er ikke særlig rart at få at vide, at sandsynligheden for, at man har sit job de næste fem år, er lille. Det er voldsomt,” siger Nanna Molnit Ørum, lektor på fødevarer og ledelse-linjen, der dog ikke var specielt overrasket, når man følger med i optagelsestallene.

I 2019 havde ernærings- og sundhedsuddannelsen 835 ansøgere og optog 238 studerende. I 2023 var tallet nede på 302 ansøgere, mens 102 studerende blev optaget.

Christian Stenbak Larsen, lektor i madens kultursociologi og DM-tillidsrepræsentant, siger, at han skal sige farvel til to tredjedele af sine kolleger, hvis uddannelsen skal gå fra 241 studiepladser til 80. I dag er de 30 ansatte, og han skal dermed sige farvel til 20 kolleger, hvis planen holder.

Uvished får folk til at søge væk

Omfanget finder han og kollegerne ud af i midten af december, mens de første ansatte opsiges inden sommerferien 2024.

Det betyder, at der kommer til at gå et lille år fra den første udmelding om besparelser, til at de første bliver opsagt. Mange måneder, hvor kollegerne kan kigge på hinanden i pauserummet og blot gætte på, hvem der ikke skal være der i fremtiden.

”Det fylder meget på arbejdspladsen. Allerede før sommer snuste folk til jobmarkedet, for vi vidste jo godt, at det ville komme. Nu er der oftere samtaler om exitstrategier, og der bliver sendt jobopslag rundt blandt kollegerne,” siger Nanna Molnit Ørum og frygter for det kollegaskab, hun efterlades med, hvis hun er blandt de heldige, der ikke bliver fyret.

Christian Stenbak Larsen fortæller, at de fleste havde en fornemmelse af, at der ville komme nedskæringer. Det kom dog stadig som et chok, da de fik meddelelsen i august. Selvom der siden er gået mere hverdag i den, oplever han, at det fylder i baghovedet.

”Det er hårdt at være i. Vi er for eksempel seks-syv ansatte, der har en samfundsfaglig baggrund, men der er måske kun brug for et par af os. Hvem mon de vælger? Det er jo ubehageligt at tænke på,” siger han.

For de fleste ansatte på ernæring og sundhed er fyringsrunder ligefrem blevet en hverdagsting. De har tidligere været igennem fyringer i 2021 og 2023, hvor de har sagt farvel til elleve kolleger.

Der er dog stadig en frygt for, hvad det gør ved arbejdsmiljøet, at de skal gå og vente et år på at få en afklaring om fremtiden.

”Folk tager det meget forskelligt. Nogle holder snuden i sporet og fokuserer på deres arbejde, men for andre er det en stressfaktor, og de bliver urolige, for det ligger hele tiden i baghovedet,” fortæller han.

Det har også skærpet konkurrencen mellem de ansatte, dog uden at det er blevet et problem. For eksempel var der kampvalg, da der skulle vælges en ny person til uddannelsesudvalget, selv om det ikke er normalt.

”Men personen i uddannelsesudvalget har en vis beskyttelse i forhold til fyringer, så der var pludselig en håndfuld kandidater til posten,” siger han og tilføjer, at det kollegiale fællesskab er stærkt og ofte noget, hans kolleger fremhæver.

Ros til processen, men …

Selvom der går lang tid fra beskeden om fyringerne, til de faktisk finder sted, sætter Nanne Molnit Ørum og Christian Stenbak Larsen pris på ledelsens åbenhed.

"Det er positivt, at KP og den lokale ledelse er åbne om det, og vi derfor ikke føler, at det kommer som en tyv om natten,” siger Christian Stenbak Larsen.

”Når vi kommer til de egentlige opsigelser, vil der være mange spørgsmål, blandt andet om de tilbyder fratrædelsesordninger og fastholdelsestillæg, som de har sagt, at de vil,” siger han.

Det har han ikke de bedste erfaringer med fra de to tidligere fyringsrunder, hvor han oplevede, at ledelsen havde svært ved at tilbyde de fyrede medarbejdere nye stillinger i KP. Den samme oplevelse har Nanna Molnit Ørum.

”Der er generelt en ufleksibilitet i Københavns Professionshøjskole. Under tidligere fyringer har vi for eksempel set, at de lover at gøre alt for at omplacere ansatte, men det er bare ikke det, jeg har set i virkeligheden. Jeg føler ikke, hvis jeg bliver fyret, at jeg skal forvente at blive omplaceret,” siger hun.

Det er dog ikke et billede, som Randi Brinckmann, dekan på det sundhedsfaglige fakultet på KP, kan genkende.

”Jeg er ærgerlig over, hvis de sidder med en opfattelse af, at det ikke er noget, vi gør os umage med. Det synes jeg, vi har gjort i andre processer, hvor der er medarbejdere, der er omplaceret. Selvfølgelig kan alle ikke blive omplaceret, for det kræver også de nødvendige kompetencer,” siger hun.

Hun er glad for de ansattes oplevelse af åbenheden, selvom ledelsen godt er klar over den risiko, det har for arbejdsmiljøet. Muligheden for at omplacere spiller netop ind i den åbne og langstrakte proces, fortæller hun.

”Det er en af grundene til, at vi melder ud så tidligt, så vi har mulighed for at tilbyde andre stillinger internt,” siger hun.

Frygt for fremtiden

Nanna Molnit Ørum frygter, hvad de mange fyringsrunder og omskiftninger får af konsekvenser for arbejdsmiljøet og uddannelseskvaliteten. Hvad er det for en arbejdsplads, man er efterladt med, hvis man ikke bliver fyret? spørger hun.

”Det giver alt andet lige en dårligere kvalitet af undervisningen og arbejdspladsen,” siger hun. Den pointe er Christian Stenbak Larsen enig i.

”En ærlig analyse må jo være, at det er lettere at opnå kvalitet og en faglig forskellighed med 30 undervisere end med 10 eller 12,” siger han.

På den anden side har han et lille håb ved, at uddannelsen nu tilpasses virkeligheden, selvom det gør ondt.

”Jeg har svært ved at se, hvordan det bliver bedre i fremtiden, men man kan selvfølgelig håbe, at vi får en skarpere uddannelsesprofil, som kan tiltrække lidt flere studerende. Så kunne man håbe, at vi bliver lidt større igen,” siger han.

I ledelsen håber de nu, at tilpasningen giver en ro om uddannelsen, så de ikke skal spare igen om nogle år. De er lige nu i dialog med ministeriet om, hvorvidt det skal være 80 eller 120 studiepladser. Selv håber Randi Brinckmann på så få som muligt.

”Vi prøver at skabe en uddannelse, som er så solid som muligt, så vi ikke igen om to år skal tilpasse. Kigger vi på antallet af ansøgere, så tegner de tal ikke til, at man skal oprette så mange studiepladser som muligt,” siger hun.