Afviser kritik: Ansvaret for lektorbedømmelser ligger på arbejdspladsen

Professionshøjskolerne skal blive bedre til at sikre gode og ensartede arbejdsbetingelser til de medarbejdere, der skal vejlede adjunkter og bedømme dem i deres lektorkvalificeringsforløb.

Sådan siger Lisbeth Lunde Frederiksen, der er leder af indsatsen for vejledning og mentorskab på VIA’s forskningscenter for pædagogik og dannelse. Hun har desuden i en årrække være en del af koordinationsgruppen for lektorbedømmelsesformand på professionshøjskoler og erhvervsakademier.

Udtalelsen falder i et svar på den kritik, som adjunkt Lena Hohwü fra sygeplejerskeuddannelsen i Aarhus fremsatte i en artikel i Akademikerbladet i starten af oktober.

I artiklen beskrev Hohwü sit lektorkvalificeringsforløb som et ’lotteri’. Hun forklarede blandt andet, at hun efter en negativ lektorbedømmelse ikke kunne få et klart svar på, hvordan hun skulle demonstrere sine kompetencer indenfor forskning og udvikling, hvis hun skulle lave en ny lektoranmodning.

Hendes beskrivelse af forløbet blev bakket op af DM’s tillidsrepræsentant på Sygeplejerskeuddannelsen Gorm Bennedsen.

Stor forskel på institutionerne

Et lektorkvalificeringsforløb er på ingen måde et lotteri, siger Lisbeth Lunde Frederiksen, for der sidder tre stærke fagpersoner i et lektorbedømmelsesudvalg.

Dog erkender hun, at der kan være stor forskel på, hvor godt institutionerne klæder deres lektorbedømmere på.

”Ofte er det fagligt dygtige undervisere, der bliver udpeget til udvalgene. Men det betyder ikke, at de systematisk reflekterer over den didaktiske praksis, og institutionerne giver ikke altid de bedste betingelser for, at de kan få den indsigt”, forklarer hun.

Det er institutionernes opgave løbende at kvalificere både medbedømmere og adjunktvejledere.

”Koordinationsgruppen for lektorbedømmelsesformænd indkalder for eksempel alle lektorformænd til 1-2 møder årligt, hvor ministeriet ofte er med til det ene. Mødet har til formål at lægge et ensartet niveau og nå frem til en fælles forståelse af opgaven. Men møderne foregår i deltagernes fritid og udgifterne til deltagelse bliver ikke betalt. Derfor dukker langt fra alle op,” siger hun.

Institutionerne burde betragte de møder som en obligatorisk arbejdsopgave og lønne lektorerne derefter. Især de nye lektorformænd bør altid deltage, mener Lisbeth Lunde Frederiksen, der gerne så, at alle lektorbedømmerne også fik lignende møder.

Direktør: standardisering er svært

Ifølge tal fra Professionshøjskolernes Censorsekretariat, der også inkluderer Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX), har 1131 adjunkter været igennem en lektorbedømmelse på en af landets professionshøjskoler siden 2018.

Af de 1131 adjunkter blev 145 – knap 13 procent- negativt bedømt. Tallene vidner om, at opgaven generelt bliver taget seriøst, og at den også bliver løst godt.

Det vurderer Sami Stephan Boutaiba, der er direktør for pædagogik og ledelse på professionshøjskolen Absalon.

”Men den enkelte institution har naturligvis en forpligtelse til at genbesøge sin egen praksis med jævne mellemrum”, siger Sami Stephan Boutaiba.

Det er ikke så enkelt at standardisere området, for der er vidt forskellige adjunktforløb, mener han.
”Det er ret individuelt, hvad vores adjunkter har brug for undervejs i en lektoranmodningsproces, og hvordan de i praksis arbejder ind i det særlige DNA, der kendetegner en professionshøjskole. På Absalon har vi for eksempel etableret en ’skriveanmodningsværksted’, hvor adjunkterne kan mødes. Men det er begrænset, hvor meget det bliver brugt. Nogle har systematisk samlet viden ind undervejs i adjunkturet, andre skal starte helt fra bunden”, forklarer Absalons direktør.

Kollegiale dialoger vigtige

Det er ikke kun medbedømmerne, der kunne have gavn af en vis ensartethed omkring lektorbedømmelserne. Kravene til, at en adjunkt skal have deltaget i op til fire udviklingsopgaver på fire år giver også udfordringer, forklarer VIA’s forskningsleder Lisbeth Lunde Frederiksen.

”Det er ikke så stort et problem for adjunkter på erhvervsakademierne at indgå i udviklingsopgaver, der er erhvervs- og professionsrettede. På andre uddannelser ligger det ikke lige for. Og det er ikke alle uddannelsesledere, der er opmærksomme på, hvor voldsomt et krav det er at opfylde, når en adjunkt samtidig starter sin undervisning op”, siger hun.

Ifølge Lisbeth Lunde Frederiksen kan det give mening at reducere i antallet af udviklingsopgaver. Det er professionshøjskoledirektør Sami Stephan Boutaiba fra Absalon til gengæld knap så begejstret for.

 ”Det er svært at sige, hvor mange udviklingsopgaver, der skal være, men de er udtryk for et vist ambitionsniveau og bidrager til at kvalificere adjunktens kompetencer i en professionsrettet uddannelseskontekst, som jo er anderledes end den universitetsbaggrund, mange har. Derfor er de vigtige,” siger Sami Stephan Boutaiba.

Det er hans indtryk, at de faglige diskussioner kører levende og systematisk i vejledernetværket på Absalon.

”Og det er nok vigtigere end at forsøge at lave ensartede retningslinjer, der går på tværs af institutionerne”, siger Sami Stephan Boutaiba.