Sia blev kåret til Danmarks nye ledertalent - nu vil hun udbrede empatisk ledelse
Sia Seidler Berro vandt tv-programmet ’Cheferne’. Nu vil hun udbrede empatisk ledelse, hvor der skabes tillid og sammenhold mellem ledelse og ansatte.
I slutningen af februar måned blev 35-årige Sia Seidler Berro kåret til Danmarks nye ledertalent. Det skete i DR-programmet ’Cheferne’.
Her skulle 12 kompetente kandidater igennem et intenst udskilningsforløb, hvor vinderen til sidst stod med muligheden for at vælge drømmejobbet hos en af tre erhvervsledere.
Sia endte med at vinde programmet og har på den baggrund netop landet et job som projektleder hos Dansk Industris afdeling for global udvikling og bæredygtighed.
Akademikerbladet har fanget hende til en snak om, hvorfor hun deltog i programmet, hvad hun havde med i bagagen fra sin kandidatuddannelse på Roskilde Universitet, og hvad der kendetegner hendes tilgang til ledelse og mennesker?
Hvad havde du med fra din uddannelse, som kan facilitere ledelse på en god måde?
”Jamen, der er nok særligt to ting. Som akademiker lærer man at forstå og analysere bagvedliggende parametre og at se tingene i en større sammenhæng. Det er bare virkelig vigtigt i ledelse, både når det kommer til de store strategiske linjer og i forhold til at sætte en retning længere ud i fremtiden, hvor skal vi hen?
Det andet handler om det personlige lederskab. Jeg er jo RUC’er, og der har jeg helt klart fået noget med fra min uddannelse. Særligt i forhold til gruppearbejdet.
Som akademiker lærer man (..) at se tingene i en større sammenhængSia Seier Berro
Når man laver så meget gruppearbejde i alle sine opgaver, som jeg har gjort gennem hele min uddannelse, så får man virkelig også noget med sig i forhold til at lære og arbejde med meget forskellige typer af mennesker, der har forskellige kompetencer og forskellige behov - og hvordan man får sat alle godt i spil.”
Hvorfor valgte du at deltage i DR programmet cheferne?
”Jeg står et sted i mit arbejdsliv, hvor jeg godt gad at udvikle mig mere og gerne vil arbejde mere med ledelse, fordi det er megaspændende og vildt fedt at kunne bidrage til at løfte en fælles dagsorden.
Jeg har ikke en klassisk ledelseserfaring, men jeg har beskæftiget mig med ledelse på alle mulige punkter igennem hele mit arbejdsliv – i virkeligheden siden min ungdom.
Så derfor blev jeg meget nysgerrig, da DR kontaktede mig. Og så tog det ene lidt det andet.”
Hvad kendetegner din tilgang til ledelse og mennesker?
”Grundlæggende lytter jeg enormt meget, og jeg stiller også mange spørgsmål, fordi jeg generelt er nysgerrig på mennesker. Altså hvad der driver dem, hvad de motiveres af, og hvad de bidrager med.
Ledelse er noget, vi gør sammen med hinandenSia Seidler Berro
Det allervigtigste for mig er helt klart at skabe tillid og sammenhold. Ledelse er noget, vi gør sammen med hinanden, og hvor vi alle sammen skaber plads til folk.
Derudover - hvilket blev tydeligere for mig i løbet af programmet – skal folk vide, at de har plads og rammer til at udfolde sig. Tydeligheden i ledelse er megaafgørende.”
Hvorfor tror du, at du vandt programmet?
”Jeg har i det store hele formået at være mig selv hele vejen igennem og ikke ladet mig påvirke så meget af, at det var et tv-program og en konkurrence. Det fik jeg egentlig parkeret ret hurtigt, og det gjorde, at jeg stod på fastere grund.
En anden årsag er, at jeg formåede at samarbejde med de andre på en tryg og motiverende måde hele vejen igennem. Både som teamleder, men også som teammedlem.”
Hvad har det betydet for dig personligt at vinde programmet?
”Det har virkelig overrasket mig, at jeg er blevet kontaktet af alle mulige mennesker. Faktisk især kvinder kvinder, som har skrevet, at de kan spejle sig selv enormt meget i mig og i den måde, jeg leder på. Det er jeg rigtig glad for.
Det er rigtigt, rigtigt opløftende, at den empatiske ledelsesstil, jeg bærer frem, også bliver anerkendt for noget, der kan levere resultater. Det gør mig stolt, at jeg kan inspirere andre.”
Hvordan arbejder du med ledelse i dag hos det DI?
”Jeg har valgt Dansk Industri, fordi jeg 1:1 har kigget på, hvor det giver mest mening for mig at kunne bidrage. Det har været en sindssygt grundig og meget inkluderende proces med mange snakke frem og tilbage. Og nu er jeg havnet i afdelingen for global udvikling og bæredygtighed som projektleder.
Det er stadig projektledelse, som jeg også har erfaring med fra tidligere. Der er selvfølgelig forskel på de rammer, som du arbejder under i et tv-program, og hvad der så giver mening i den virkelige verden på en rigtig arbejdsplads. Men jeg er havnet et sted, hvor jeg synes, det er et rigtig godt at starte.
På sigt kunne jeg godt tænke mig at arbejde med personaleledelse. Vi skal løbende drøfte, hvordan den del kan få lov til at folde sig mere ud. Men lige nu giver det rigtig meget mening for mig at arbejde med projektledelse med min baggrund, erfaring og kompetencer.”
Hvem er Sia Seidler Berro?
35 år
Vinder af DR-programmet ’Cheferne’.
Nyansat projektleder i Dansk Industri.
Kandidat fra Roskilde Universitet i internationale udviklingsstudier og kulturstudier. Og desuden kandidat fra Malmö Universitet i freds- og konfliktstudier.
Har tidligere arbejdet i Amnesty International med engagement af frivillige.
Senest har hun været ansat i Ungdomsbureauet og arbejdet med at engagere unge i udviklingsarbejde.