USA-ekspert: Sådan sorterer jeg i kilderne, når jeg følger med i Trumps hektiske sager

Som forsker i amerikansk kultur og politik har jeg dækket flere præsidentbesøg i medierne de sidste 20 år og har oplevet, hvordan forskere, der kommenterer i offentligheden, i stigende grad tiltrækker sig polariseret opmærksomhed fra befolkningen. 

Da George Bush besøgte Danmark i 2005, modtog jeg for eksempel et spøjst brev i mit dueslag (skrevet på farvet karton og med bibelcitater og glansbilleder). Men allerede da Trump blev valgt i 2016, var tonen mærkbart skærpet, også i Danmark. 

Nu fik jeg skældud per e-mail og chikaneopkald i privaten, fordi jeg havde udtalt mig om Melania Trump på live-tv. Jeg har fået hemmeligt nummer og skjult adresse og takker nej til interview til radio og fjernsyn for ikke at tiltrække mig aggressiv opmærksomhed.

Min forskning er også blevet påvirket direkte. Jeg blev opfordret til at bidrage med en forskningsartikel til et amerikansk tidsskrift dette forår, men redaktøren måtte aflyse det, godt en måned efter at Trump blev indsat som præsident. Redaktørens arbejdsplads måtte nedlægge afdelinger, initiativer og konkrete stillinger, der pludselig var kommet under angreb fra regeringen for at være "DEI" (diversity, equity, and inclusion) og derfor truede universitetets statsstøtte.

Min artikel handlede om både køn og handicap og brugte ord som repræsentation af minoriteter i uddannelsessammenhæng og var pludselig en konkret risiko. 

Mine amerikanske kolleger oplever ikke bare et atmosfæreskift, men en helt anden virkelighed i deres ansættelsessikkerhed nu. Oplevelsen har også været kuldslående for mig. Jeg bekymrer mig nu om, hvorvidt der i mine e-mailkorrespondancer er formuleringer eller meninger (om udsatte minoriteter eller om Trump), som kan blive brugt mod akademiske kolleger i USA, når klapjagten går ind.

Jeg skal i hvert fald ikke rejse til USA igen i mange år.

Nyhedsstrømmen er blevet til en tsunami

Jeg følger naturligvis stadig med tæt i, hvad der foregår i landet, selv om det er blevet mere udfordrende. Siden Trump blev genindsat, er USA’s nyhedsstrøm blevet en tsunami. Det er svært at holde næsen oven vande, hvis man skal holde overblikket og samtidig gå dybden for at forstå alle de informationer, der dagligt vælter ind.

Udviklingen i USA viser at det er det svært at få viden udenfor de informationsbobler folk fanges i sammen med ens-tænkende medborgere. USA's egne medier har skabt og lider, ligesom befolkningen, under øget polarisering. At se nyheder fra Fox News, CNN eller MSNBC er en nedslående oplevelse. Nyhedsudsendelser er i mange tilfælde blevet til menings-underholdning og mister troværdighed som objektive kilder.

Nyhedsagenturer og offentligt finansierede medier, der er mindre afhængige af clickbait og partisk appel, eller som markedsfører sig som uafhængige (NPR, PBS News, Associated Press, Ground News), opfattes ikke længere som neutrale eller moderate af dem, der står ude på fløjene. I en postfaktuel atmosfære mødes al viden med skepsis og mistro.

Man skal også være bevidst om national bias i dækningen fra hjemlige medier. JD Vances besøg i Grønland dækkes anderledes og fylder af gode grunde mere i danske medier end i amerikanske, hvor opfattelsen af, hvad det betød, ser anderledes ud.

Mine 3 behov ved nyhedskilder om USA

Både Trump og diverse nyhedsmedier og -algoritmer profiterer, når hurtige skiftende, dramatiske indslag driver engagement og ratings.

Det gør det svært at forholde sig kritisk og vurdere, hvornår udtalelser fra Det Hvide Hus reelt truer verdenssikkerheden, hvornår det er en prøveballon for at se hvad man kan slippe afsted med, og hvornår det er decideret shit posting, der skal hidse folk op, indtil den næste news cycle flytter fokus til det nyeste drama.

Jeg har derfor tre typer af kilder i kikkerten, når jeg leder efter kilder til at holde mig ajour med situationen og klimaet i USA:

1. Kilder, der giver troværdigt overblik og sætter mig dybere ind i specialiserede områder, når behovet og overskuddet er til at nørde igennem.
   
   Vi har ikke alle tid og mentalt overskud til at gå i dybden med alt, men af og til kan det modarbejde den snigende fakta-skepsis og mistillid til eksperter, vi også ser i Danmark.
   
   Eksempel: Planet America fra ABC News på Youtube.
   
   
2. Kilder, der kan holde en objektiv distance til emnet og undersøge forskellige synspunkter nuanceret uden at blive suget ind af den hektiske og ekstreme politiske diskurs fra regeringen.
   
   Det er godt at få flere vinkler på hvad den politiske logik og filosofi er blandt andre aktører for eksempel i kongressen og på, hvordan ”almindelige amerikaneres” holdninger påvirkes af den hverdag de oplever.
   
   Eksempel: The Rest Is Politics UK.
   
   
3. Kilder, der kan tage dampen af den tilspidsede diskurs og grounde samtalen i noget medmenneskeligt eller bare lette stemningen.
   
   For nyligt er de fleste nok selv blevet mindet om, hvordan krisesituationer og en fælles fjende kan skabe fornyet sammenhold. Men utryghed skaber også grobund for misinformation og afstumpethed overfor andre mennesker.
   
   Mere faktuel information kan ikke fjerne problemet og genskabe tilliden, men humanisering, empati, sammenhængskraft.
   
   Eksempel: Josh Johnson på Youtube. 

Jeg orienterer mig mest i ikke-amerikanske og ikke-danske kilder. Jeg foretrækker den distance, det giver mig til værternes politiske baghistorie.

Det kan også være mentalt udfordrende at holde blikket på, hvad situationen i USA kan betyde for Danmark, så når jeg orienterer mig mod engelsksprogede medier, er det lige dele faglige hensyn og disssociation.

Humor som en strategi til indsigt uden fortvivlelse

Det er uimodståeligt at forsøge at forstå mekanismerne, men samtidig har man pludselig brugt en time på at hæve sit blodtryk, uden at det løser noget. Hvis mere viden ikke er en terapeutisk mulighed, er en anden strategi, når man skal forholde sig til nyhedstsunamien, ofte humor. 

Komikeren Charles Licciardello er et skønt eksempel på, hvad neurodivergent hyperfokus kan udrette. Han er vært på magasinprogrammet Planet America, der udkommer to gange om ugen med veloplagte og velinformerede kommenterer på aktuelle situationer i amerikansk politik. Men derudover laver han en særlig udgave med op til fire timers fordybelse i ”all the stuff that's too nerdy for TV”, inklusive pensumliste med anbefalede bøger for dem, der ikke fik nok.

Som forsker har jeg den dybeste respekt for folk, der sætter sig så dybt ind i emner, læser selv de obskure kilder og forholder sig kritisk til både dem og til egne bias og er undersøgende til flere mulige fortolkninger. Det er modsætningen til jagten på soundbites og clicks.

Brændstoffet til satiren er ofte indignation og den ”sjove” vinkle er derfor ikke nødvendigvis den bedste mentalhygiejne. Derfor er min anbefaling til en satirisk kilde, som faktisk sænker temperaturen på den politiske diskurs, sætter farten ned og genintroducerer den medmenneskelige vinkel på amerikanernes aktuelle situation, Josh Johnsons stand-up, som han laver i generøse mængder sideløbende med at bidrage til indslag for The Daily Show.

Hans humor tager udgangspunkt i hverdagssituationer og de udfordringer og almindelige mennesker oplever og kobler dem til storpolitik.  Det er humor, der ofte appellerer til gensidig forståelse og empati som starten på at reparere et polariseret samfund ved at genopbygge tillid og sammenhængskraft.

Som han siger: Man kan enten arbejde på at hele sit nærsamfund ved at række ud og hjælpe naboer, eller også kan man arbejde på at blive milliardær. Begge projekter er knoklearbejde, men det ene er trods alt statistisk mere sandsynligt at opnå, og det anden får alle til at hade en.