Emilia flyttede fra København for at åbne museum i Thy: ”Unik mulighed for en kunsthistoriker”

Emilia Nykjær Isaksson er ikke flyttet til Thy for at gå ned i tempo. Tværtimod.

Hun er i gang med at færdiggøre åbningsudstillingen i det genopførte pakhus i Doverodde Købmandsgård, hvor Statens Museum for Kunst (SMK) til august åbner den nye del af museet SMK Thy, der ligger 400 km fra København. Der er håndværkere, der skal ledes, stilladser, der spærrer adgangsveje, og en åbningsfest, der skal planlægges ned i mindste detalje.

“Det er en kæmpe opgave. Men det føles helt rigtigt,” siger hun.

Emilia Nykjær Isaksson er kunsthistoriker og har arbejdet på SMK i København, siden hun blev færdiguddannet for ti år siden. Det var et arbejdsliv, hvor cykelturen gik gennem Københavns fyldte cykelstier i myldretiden, og hvor der kunne gå 10 minutter fra, at hun stillede cyklen foran museet, til at hun sad ved sin kontorplads – så stor er bygningen, der både rummer store sær- og samlingsudstillinger, kæmpe publikumsarealer, et auditorie, scene, cafe og hundredvis af kollegaer.

I dag sætter Emilia sig i sin Volkswagen Passat uden for sit hus ved kysten og kører gennem Nationalpark Thy, inden hun lander ved det genopførte pakhus fra 1850’erne på Doverodde Købmandsgård i Sydthy, der nu huser SMK Thy.

“I København cyklede jeg gennem tæt trafik og forurening for at nå på arbejde. Nu kører jeg gennem et kuperet og varieret landskab. Jeg savner cykelturen, men køreturen giver mig noget andet i form af ro, perspektiv og tid til at tage de snakke, der før foregik hen over kaffemaskinen med mine kollegaer.”

På SMK Thy er Emilia den eneste formidlingsinspektør. Hun er også daglig leder, en stilling, der kun eksisterer, fordi museet har valgt at placere en højt profileret kunstinstitution langt væk fra hovedstadens magtcentrum.

“Jeg tror ikke, jeg var flyttet, hvis det ikke var for det her arbejde,” siger hun.

“Men det har hele tiden ligget i kortene. Projektet har været i gang, siden jeg startede som nyuddannet, og jeg har været med hele vejen. Meget af tiden har jeg pendlet fra København mindst en gang om måneden, indtil jeg endelig flyttede herover i maj i år.”

Store forsinkelser

Der har været god tid til at overveje flytningen til den anden del af landet, for det har taget næsten ti år med flere forsinkelser undervejs, når SMK Thy åbner i august.

Geo- og byggetekniske undersøgelser viste i første omgang, at det 170 år gamle pakhus, som Thisted Kommune stillede til rådighed, var i så dårlig stand, at det måtte undergå en nænsom nedtagning og genopføres fra bunden. Hertil kom godkendelse af en ny lokalplan, en pandemi, varemangel og prisstigninger på både materialer og arbejdskraft. Alle omstændigheder, der førte til forsinkelser. Men nu kan museet endelig åbne 29. august.

”Det har på mange måder været et spændende eventyr, hvor vi som institution har skullet finde benene et nyt sted. Vi har brugt årene på at lære lokalområdet at kende, vi har etableret gode samarbejder med kunst- og kulturaktører, foreninger, erhvervsdrivende, dagtilbud, uddannelsesinstitutioner og gode kræfter i Thisted Kommune,” siger Emilia Nykjær Isaksson.

SMK Thy er resultatet af en politisk beslutning og en række store fondsdonationer, og for Emilia betyder det konkret, at der er opstået et akademisk specialiseret job et sted, der ikke fandtes før.

“Der er  flere fagligheder, man ikke traditionelt forbinder med de mere tyndt befolkede egne. Men jeg ser det ske mere og mere: nyuddannede kunsthistorikere, der flytter ud for at få erfaring og tage ansvar på mindre museer. l. Og SMK Thy er også en del af den bevægelse,” siger hun.

Det er forhåbentlig en udvikling, der vil fortsætte, bemærker hun.

“Men det bliver ikke nødvendigvis med specialiserede afdelinger, som vi har det på SMK i København. På mindre museer arbejdes der som regel mere tværgående, og man er nede i detaljen på et større område.”

På fornavn med hunden

Emilias rolle har ændret sig markant.

“Det var trygt at være én blandt mange specialister i Sølvgade i København. Herovre er jeg mere alene, men det betyder også, at jeg får lov til at bruge alle mine redskaber i værktøjskassen – akademisk såvel som relationelt. Og fordi vi arbejder med nye fagligheder og et andet publikum, udvikler mit arbejde sig hele tiden.”

Emilia er stadig i daglig kontakt med SMK’s mange kuratorer, konservatorer og kommunikationsfolk, men nu foregår det i højere grad over mail og på Teams.

Og så betyder hendes nye rolle også en række nye opgaver. Det kræver, at hun både er tovholder, specialist, projektleder og ansigt udadtil.

“Jeg ér nok ensbetydende med museet for mange af de lokale,” siger hun.

I Doverodde bor der under 300 mennesker. Og når en institution som SMK rykker ind, ændrer det noget i lokalsamfundet. Emilia bruger derfor en del af sin arbejdstid på det, hun kalder “nabopleje”. Hun er både på fornavn med mange af thyboerne – men også med deres hunde.

“At være et museum her i Doverodde handler også om at være nabo. Vi skriver breve til beboerne, siger tak for tålmodigheden med byggerodet og inviterer til åbning. Vi bliver mødt med en helt utrolig gæstfrihed. Så vi prøver at gengælde det,” siger hun.

Anderledes formidling

Emilia Nykjær Isaksson forklarer, at SMK Thy ikke bare er en 1:1-genskabelse af SMK et nyt sted. Geografien er afgørende for hendes arbejde med, hvordan museet møder publikum.

“Det kræver en anden formidling og en anden måde at byde velkommen på her på SMK Thy. Vi arbejder meget bevidst med at begynde med begyndelsen i vores formidling af kunsten,” siger hun.

Samtidig har Emilia fået nye samarbejdspartnere: naturvejledere, friluftskoordinatorer, lokale foreninger. De er med til at udvikle undervisningsforløb, aktiviteter og arrangementer, der bringer kunsten i spil i landskabet og hverdagen.

“Det gør noget ved min måde at se på værkerne. Når jeg samarbejder med en naturvejleder, får jeg øje på noget andet. Det er enormt givende,” siger hun.

Emilia bor nu med sin familie tæt ved kysten. Hverdagen er fuld af arbejde, men også af åbne vidder og national naturpark.

“Det er ikke fortællingen om, at livet tæt på naturen har givet mig et roligere arbejdsliv. Men det betyder meget, at have fjord, skov og eng på den anden side vinduesglasset. Jeg kommer hurtigere ned i gear, når jeg har fri, og det er lettere at finde fodfæste,” siger hun.

Det er ikke nogen romantisk provinsdrøm, hun lever. Men det er et arbejdsliv, hvor hun føler sig både inspireret og udfordret.

“Det er skønt, at jeg har fået mulighed for ikke kun at lave fagspecialiseret arbejde. Jeg kan godt lide, at jeg skal kunne trække på flere forskellige sider af mig selv. Jeg kan mærke, at det her sted både får min faglighed og mine menneskelige evner i spil på en ny måde.”

“Der er stadig mange, der har den opfattelse, at man som akademiker skal være i byen for at kunne bruge sin uddannelse. Men jeg ser flere og flere, der tør tage springet ud af byerne. Her er masser at bygge op – og masser af plads til at gøre det på sin egen måde.”