Se listen: I disse brancher tjener du mest – eller mindst
Den højeste løn får du som akademiker i medicinalbranchen, viser DM's seneste løntal. © Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix.
Én branche skiller sig markant ud, når det gælder listen over de bedst lønnede brancher for medlemmer af DM. Forskellen i mellem top og bund er på mere end 30.000 kr.
Der er ingen vej uden om det: Privatansatte DM’eres lønninger er vidt forskellige, alt efter hvilken branche de arbejder i, og hvad de beskæftiger sig med.
Årets lønstatistik for privatansatte DM’ere viser således, at det i høj grad kan betale sig at satse på en karriere inden for medicinalindustrien. Her er bruttolønnen i gennemsnit 75.722 kroner om måneden, den højeste i alle brancher.
DM’ere ansat i forlagsbranchen befinder sig i den anden ende af skalaen. De tjener i gennemsnit 44.773 kroner, inklusiv en eventuelt arbejdsgiverbetalt pension.
Forskellen mellem DM’ere i medicinalbranchen og i forlagsbranchen er altså over 30.000 kr. i gennemsnit.
At medicinalvirksomheder generelt er bedre til at tjene penge end forlag, er givetvis ikke hele forklaringen på forskellen i lønninger. Det afslører en anden liste, hvor DM’erne i stedet inddeles efter deres arbejdsområde.
Arbejder man for eksempel med forskning, softwareudvikling eller industriproduktion ligger gennemsnitslønnen over 67.000 kroner om måneden, mens DM’er beskæftiget med kommunikation, sprog, marketing og PR får 46.000-47.000 kroner.
Alle løntal i listerne inkluderer pension og er indhentet i maj 2024, men fremregnet til november 2024.
Tjek din løn
Brug DM's lønberegner til at finde ud af, hvor du ligger lønmæssigt i forhold til andre, der laver det samme som dig.