DM's forperson talte grimt om medarbejdere og opførte sig ”grænseløst” - nu tager hun orlov
Forperson Camilla Gregersen er gået på selvbetalt orlov, fordi der er væsentlige udfordringer med samarbejdet mellem det politiske niveau og sekretariatet i DM. © Foto: Nicolai Lorenzen/Ritzau Scanpix.
Der har i længere tid været alvorlige problemer med arbejdsmiljøet i DM's sekretariat. Forperson Camilla Gregersen er gået på orlov i håb om, at det kan være en del af løsningen.
Grænseløs adfærd, mangel på respekt for medarbejdernes faglighed og ultrakorte deadlines. Det er nogle af de arbejdsmiljøproblemer, som har præget dele af DM’s sekretariat i en længere periode.
Ifølge flere kilder knytter problemerne sig især til DM’s forperson, Camilla Gregersen.
For halvandet år siden blev der udarbejdet en arbejdspladsvurdering (APV), som var møntet på at kortlægge udfordringerne i samarbejdet mellem fagforeningens politiske ledelse og medarbejderne i sekretariatet.
Den førte til en række møder mellem ledelsen og tillidsvalgte og et forløb med en ekstern konsulent, der skulle hjælpe med at komme problemerne til livs.
Men det har ikke virket efter hensigten.
I en APV foretaget dette forår står det klart, at der stadig er væsentlige udfordringer med samarbejdet mellem det politiske niveau og sekretariatet, fortæller flere kilder. Det har ikke været muligt for Akademikerbladet at se APV'en.
Det har resulteret i, at forperson Camilla Gregersen har valgt at tage selvbetalt orlov. Det blev de ansatte hos DM informeret om i en mail fra direktør Lau Svendsen-Tune tirsdag den 11. juni.
Dagen efter offentliggjorde Camilla Gregersen sin beslutning i et opslag på LinkedIn.
”Denne situation er ikke særlig sjov at stå i, men det er meget værre ikke at tale om problemerne og handle på dem,” skriver hun og fortsætter:
”Vi skal i fagbevægelsen gøre det, som vi beder andre arbejdspladser om. Jeg vil i min orlovsperiode opsøge rådgivning for at blive klogere på, hvordan jeg kan forbedre mit lederskab, ligesom vi vil se på andre arbejdsmiljøfremmende tiltag.”
Grænseløs adfærd
Marianne Brynfeldt, der er medarbejdernes arbejdsmiljørepræsentant, har deltaget i møderne og processen, som havde til formål at løse udfordringerne.
”Det er ikke lykkedes, må man konstatere,” siger hun.
”Utilfredsheden er buldret igennem igen i den seneste APV. Nu gider man ikke snakke om de samme ting igen, og derfor er det måske også godt, at forpersonen tager på orlov og på den måde skaber arbejdsro.”
Arbejdsforholdene har i nogle tilfælde har været så grelle, at ansatte er blevet sygemeldt eller har opsagt deres arbejde, fortæller hun.
Utilfredsheden er buldret igennem igen i den seneste APV. Nu gider man ikke snakke om de samme ting igenArbejdsmiljørepræsentant Marianne Brynfeldt
På baggrund af APV’en fra 2022 og møder med medarbejderne indsnævrede Marianne Brynfeldt og de ansatte problemerne til en række konkrete ”bulletpoints”.
”En af dem er det, man kan kalde en bestillerkultur. Forpersonen gik uden om kommandovejene og gav ultrakorte deadlines til de ansatte om at løse opgaver,” siger Marianne Brynfeldt.
”Næste dag kunne man så opleve, at det arbejde, man havde lavet, allerede var forældet, og at forpersonen ønskede sig noget helt andet.”
Et andet bulletpoint er forpersonens negative anvendelse af sin magtposition og en ”grænseløs adfærd”.
”Hvis en medarbejder legitimt sagde nej til en opgave, gik hun videre til den næste medarbejder, indtil nogen sagde ja, og talte grimt om dem, som havde afvist at tage den pågældende opgave på sig,” siger Marianne Brynfeldt.
Der var også uklarhed om forretningsgangen og ansvarsfordelingen mellem forpersonen og de ansatte.
”Og når der ikke er styr på det, så bliver rigtig meget af magten centreret om forpersonen.”
Min tilgang har været, at dialog og stort fokus på problemet kunne løse det. Det har vist sig ikke at være tilstrækkeligtArbejdsmiljørepræsentant Marianne Brynfeldt
Marianne Brynfeldt er ærgerlig over, at det ikke er lykkedes at løse problemerne.
”Det er nemt at være bagklog og tænke, at man skulle have gjort noget andet og handlet anderledes og tidligere. Min tilgang har været, at dialog og stort fokus på problemet kunne løse det. Det har vist sig ikke at være tilstrækkeligt,” siger hun.
”Men jeg tror, det er en rigtig fornuftig og nyttig beslutning, Camilla Gregersen har truffet. Det giver en pause for medarbejderne, som har oplevet de her problemer. Nu er der ro til at arbejde med problemerne i den arbejdsgruppe som er blevet nedsat med deltagere fra forretningsudvalget.”
Ikke godt nok
Direktør Lau Svendsen-Tune mener også, at det er den rigtige beslutning, forpersonen har truffet.
”Resultatet af APV'en er ikke tilfredsstillende, og vi er i en proces for at rette op på manglerne. I den proces har Camilla vurderet, at hun vil give plads. Hun er meget indstillet på at finde en løsning,” siger han.
”Hun har en aktie i den konkrete situation, og derfor vil hun også have professionel hjælp ind, så hun kan finde ud af, hvad hun kan gøre anderledes,” siger Lau Svendsen-Tune.
”På vores side skal vi så også sørge for, at den arbejdsproces, vi har, munder ud i feedback til hende.”
Har I gjort nok for at afhjælpe problemet?
”Jeg synes, vi har gjort meget og gjort det målrettet. Vi har forsøgt at handle på tingene hele vejen, siden vi for halvandet år siden fik den første APV som var målrettet problemet. Vi fik lavet en undersøgelse af Epinion for at have et solidt grundlag at handle ud fra. Vi hyrede en ekstern konsulent og interviewede medarbejderne og satte ind organisatorisk og procedurelt. Vi må erkende, at vi ikke har fået nok ud af det, selvom der også har været ting, som har virket.”
Resultatet af APVen er ikke tilfredsstillende, og vi er i en proces for at rette op på manglerneDirektør Lau Svendsen-Tune
Hvad er det, der nu skal ændres?
”Der er noget i relationerne, som ikke fungerer optimalt og kan gøres bedre. Vi skal blive så konkrete som muligt og spidse på, hvornår noget bliver oplevet uhensigtsmæssigt. Hvad der i sidste ende ligger til grund for udfordringerne. Den første undersøgelse var meget generel.”
Hvilke konkrete problematiske situationer har der været?
”Jeg vil ikke gå ind i det i en sag som denne.”
Er der udfordringer med Camilla Gregersen specifikt?
”Det fremgår også i forlængelse af APV’en og arbejdet med den, at samarbejdet med Camilla ikke er godt nok. Det er også det, vi hører fra de tillidsvalgte. Det er mennesker i relationer. Derfor vil vi også se på de sager, der kan være omkring Camilla. Hvordan vi kan håndtere dem, så de ikke giver anledning til konflikter. Det vil jeg have mulighed for at vende med arbejdsgruppen.”
Har du bemærket den slags konkrete situationer?
”Jeg har været her i to år, der har selvfølgelig været sager, men jeg vil ikke gå ind i enkelte eksempler. Vi skal gå ind i det i arbejdsgruppen. Det er mennesker og de relationer, de har med hinanden. Derfor vil Camilla også have sparring på sit lederskab.”
Lau Svendsen-Tune kan hverken be- eller afkræfte, at sygemeldinger eller opsigelser skulle være forbundet med Camilla Gregersens ledelse.
”Der kan være mange grunde til, at man skifter job, og jeg ved ikke, hvorfor folk gør det. Så det kan jeg ikke kommentere,” skriver han i en mail.
100 procent uacceptabelt
Camilla Gregersen har ikke ønsket at stille op til interview. Det sker i respekt for orloven, forklarer hun og henviser i stedet til næstformand i DM, Sune Bach, der bliver fungerende forperson.
”Det er Camilla, der har taget beslutningen, og jeg støtter hende i den. Det er selvfølgelig 100 procent uacceptabelt, at vi har en APV, der viser, at der er et dårligt arbejdsmiljø,” siger Sune Bach.
”Når den viser en udfordring i samarbejdet mellem den politiske ledelse og medarbejderne, så er Camilla en del af det problem, i og med at hun som forperson er en meget central del af det politiske niveau. Noget skal blive bedre.”
Hvor lang tid har I i hovedbestyrelsen kendt til problemet?
”Det korte svar er halvanden uge, siden vi fik den seneste APV. Vi var opmærksomme på udfordringerne før, men jeg troede egentlig, at den handleplan, der blev udarbejdet dengang, havde ført til en forbedring. Men det, har vi konstateret, har så ikke været tilfældet.”
Jeg troede egentlig, at den handleplan, der blev udarbejdet dengang, havde ført til en forbedringSune Bach, fungerende forperson i DM
Hvordan kunne det komme så vidt, som det er tilfældet?
”I bakspejlet skulle vi have reageret kraftigere, da den første undersøgelse kom. Nogle konkrete ting skulle gøres, og de er blevet gjort. Så har jeg da tænkt, at det forhåbentlig var blevet bedre. Det var tydeligvis forkert.”
Hvad vil du gøre for at sikre, at arbejdsmiljøet bliver forbedret?
”Jeg har forskellige ideer. Vi skal have mere klare retningslinjer. Men vi er kun halvanden uge henne. Jeg vil gerne først lytte til, hvad de tillidsvalgte har at sige, før jeg begynder at komme med forslag. Jeg har tidligere som tillidsrepræsentant siddet på den anden side af bordet, så jeg mener, at det er helt centralt at lytte til, hvad de siger.”
Camilla Gregersen oplyser på LinkedIn, at hendes orlov i første omgang varer til efter sommerferien.
Efter artiklens udgivelse har fungerende forperson Sune Bach ønsket at uddybe sine udtalelser.
”I DM har vi højt kvalificerede og engagerede medarbejder. Dem lytter vi til når de gennem deres tillidsvalgte kommer og fortæller om udfordringer – det gør de jo fordi de også er glade for væsentlige dele af deres arbejde. Vi betragter det derfor som positivt, når de kommer med den kritik, som de gør her, for det kan være svært, når samarbejdsrelationen er presset," skriver Sune Bach i en mail.
"Jeg håber, at vi sammen kan få rettet op på problemerne og det oplever jeg også at de tillidsvalgte spiller åbent ind i. Så jeg ser frem til at tage fat på udfordringerne i den nedsatte arbejdsgruppe,” slutter han.