Spring menu over
Dansk Magisterforening

Corona er tilbage på fuldt tryk: Sådan forholder du dig til det på arbejdet

Halvdelen af den danske befolkning har været nedlagt med corona i løbet af de seneste måneder. Det har måske givet lidt tvivl om, hvordan man omgås sine kollegaer, hvis man selv bliver smittet. © Illustration: Dall-E 3

Del artikel:

Akademikerbladet hjælper dig på vej i en tid, hvor en tur forbi testcentret på vej til arbejde ikke længere er en del af hverdagen.

Hvis du har en fornemmelse af, at der har været ekstra meget sygdom på dit arbejde på det seneste, så rammer du nok ikke helt ved siden af. 

For et par uger siden vurderede Jens Lundgren, der er professor i infektionssygdomme ved Rigshospitalet at 20-30 procent af befolkningen var ramt af sygdom. Det sagde han til TV 2.

Og i sidste uge vurderede Statens Serum Institut, at omkring halvdelen af befolkningen har haft corona de seneste måneder.

Men hvordan er det nu lige, at det fungerer med corona og arbejde anno 2024? 

Det forsøger vi med hjælp fra Sundhedsstyrelsen at gøre dig lidt mindre usikker på i de følgende linjer. 

Bliv hjemme ved symptomer 

Du er vågnet op med symptomer på corona. Hvad gør du? 

Sundhedsstyrelsen anbefaler altid, at du bliver hjemme, indtil du bliver rask, når du oplever symptomer på corona eller andre smitsomme sygdomme såsom influenza. På den måde undgår du at smitte kollegaerne ved kaffeautomaten. 

 

Corona er blevet en del af hverdagen, og anvisningerne er ikke længere så kontante, hvis du bliver ramt.

Det betyder også, at du bør undgå tæt og langvarig kontakt med andre i fritiden, og at du skal have et særligt fokus på ikke at være sammen med ældre og kronisk syge. 

Ifølge Sundhedsstyrelsen behøver du dog ikke at isolere dig fuldstændig i dit hjem. 

Skal man stadig have en test? 

Tiden, hvor symptomer på corona automatisk betød, at du skulle testes, er forbi. 

Medmindre du er i øget risiko for at få et alvorlig sygdomsforløb med covid-19, kan du roligt droppe testen, hvis du har symptomer. 

En læge kan dog anbefale det, hvis du for eksempel er over 65 år eller gravid, hvis du samtidig har kroniske sygdomme eller ikke har været vaccineret i mere end et halvt år.  

Hvis du føler dig syg og tror, du måske har højere risiko for alvorlig sygdom, så er det en god idé at tage en PCR-test eller en hurtigtest, der blandt andet kan købes på apotekerne. 

Hvis testen er positiv, skal du hurtigst muligt ringe til din læge. Din læge vurderer, om du skal have behandling mod covid-19. 

Kilde: Sundhedsstyrelsens ’Generelle råd til at forebygge smitte’ fra november 2023