OK24 er på plads: Så meget stiger din løn om en måned
© Foto: Mads Jensen/Ritzau Scanpix
Med forliget i kommunerne er alle akademiske overenskomster på plads. Allerede om en måned kommer den største lønforhøjelse.
Markante lønstigninger var efter en periode med historisk høje prisstigninger den vigtigste prioritet for akademikerne under OK24, der med onsdagens forlig i kommunerne nu er nået i mål.
Den samlede lønramme landede på 8,8 procent, og to resultater er i den forbindelse værd at hæfte sig ved:
Den største lønforhøjelse kommer allerede om en måned, når overenskomsten træder i kraft den 1. april.
Derudover har fagforeningerne helt usædvanligt forpligtet de offentlige arbejdsgivere på en ekstra forhandling senere i perioden, hvis de private lønninger stikker af.
Akademikerbladet har regnet på, hvad aftalen betyder i kroner og ører for en række stillinger.
Staten
Her stiger lønnen den 1. april med 5,89 procent, når reguleringsordningen tælles med.
Når alle lønstigninger er fuldt indfaset den 1. nov. 2025 er den samlede lønstigning 7,4 procent. Hertil kommer, at pensionsbidraget stiger med 0,97 procentpoint.
Sidstnævnte kan i praksis veksles til løn, da parterne også har aftalt, at al pension over 15 procent. kan udbetales som løn.
Regionerne
Ansatte i regionerne får den 1. april en lønstigning på 4,0 procent. Det er ikke helt så meget som i staten, fordi reguleringsordningen først udmøntes i regionerne den 1. oktober med 1,76 procent.
Samlet er det forventningen, at den procentvise lønstigning er på 6,53 procent i overenskomstperioden.
Hertil kommer, at pensionsbidragsprocenten forhøjes med 1,99 procentpoint til i alt 20,57 procent, ligesom det er aftalt at hæve den særlige feriegodtgørelse med 0,54 procentpoint.
Ligesom i staten kan pension over 15 procent udbetales som løn.
Kommunerne
Kommunalt ansatte får i 2024 en lønstigning på 5,74 procent, hvoraf den første stigning på 4 procent kommer den 1. april. Den sidste del kommer den 1. november.
I alt lyder lønstigningen per 1. november 2025 på 6,51 procent. Hertil kommer et løft i pensionen på 2,22 procentpoint til i alt 21 procent, mens den særlige feriegodtgørelse forhøjes med 0,53 procentpoint.
Til akademikere, der arbejder med miljø- og naturbeskyttelse, er der desuden aftalt et tillæg på 13.500 kroner årligt.
Reallønstab på 1 procent
Samlet set er det trods store lønstigninger ikke lykkedes at udligne reallønstabet som følge af perioden med inflation.
Ifølge Danmarks Statistiks standardberegnede løn- og forbrugerindeks var reallønstabet i staten fra 3. kvartal 2020 til 3. kvartal 2023 på 7,2 procent. Og selvom rammen på 8,8 procent er højere, bliver forskellen udhulet af, at inflationen forventes at ligge på 2-3 procent de næste to år.
Ifølge Sydbanks beregninger for DR betyder resultatet fra OK24, at reallønstabet vil være på én procent, når den samlede ramme på 8,8 procent er udmøntet i slutningen af 2025.