Kamma kæmper for, at det også skal tages alvorligt, når akademikere slæber på tunge ting

Der var simpelthen for mange opgaver, hvor hun skulle flytte rundt på tunge ting. Så samlingsinspektør Susanne Krogh Jensen overtalte sin chef til at betale for et certifikat til gaffeltruck.

”Jeg blev træt af at gå og vente på vores tekniske afdeling. Der var simpelthen for få mennesker, der kunne køre den. Så kan jeg selv flytte pallerne, når jeg skal bruge dem,” siger hun.

Susanne Krogh Jensen er ph.d. og samlingsinspektør på Danmarks Tekniske Museum. Det er hendes ansvar at håndtere de ting, der kommer ind på museet. Lige nu er hun ved at planlægge flytningen af et magasin med 30.000 genstande – mange store, tunge og skrøbelige ting, der skal flyttes fra et sted til et andet – meterhøje radioer og store jern-symaskiner.

”Udover gaffeltruck bruger vi også rullevogne og andre hjælpemidler. Desværre er der også en hel del fysiske løft. Problemet er, at vi løfter ting, der ikke nødvendigvis overholder de standarder, man har lavet arbejdsmiljøloven efter,” forklarer Susanne Krogh Jensen

Der er masser af akademikere i kulturbranchen, der som Susanne har fysisk krævende opgaver som en del af hverdagen. Det bliver der bare sjældent talt højt om. Det mener Kamma Overgaard Hansen, der er freelance kunsthistoriker, driver netværket Kulturam for kulturarbejdere og er aktiv i bestyrelsen for DM Kultur og Medier.

Når hun ser tilbage på de 15 år, hun har været i kulturbranchen, står én ting klart for hende: ”Jeg har virkelig lavet meget, der ikke stod i jobbeskrivelsen, men var fysisk krævende og hårdt arbejde. Det har alle mine kolleger også. Og ingen taler om det.”

"Det er de såkaldte ad-hoc opgaver"

I kulturverdenen er der fart på. Pludselig skal en udstilling sættes op, der skal gøres klar til et arrangement eller noget moderne installationskunst skal installeres.

”Det skal ofte gå hurtigt, og så får man ikke altid tænkt over de gode, sikre måder at gøre tingene på. Problemet skal jo bare løses i en fart,” siger Kamma Overgaard Hansen.

”Det er de såkaldte ad-hoc opgaver, som man siger. Hvor man lige skal slæbe 80 stole ind til et arrangement, flytte rundt på tung kunst eller køre rundt med maling og kemikalier i ens private bil. Det har jeg selv prøvet. Sagen er bare, at ad hoc er hverdag, så det sker igen og igen.”

Kamma Overgaard Hansen er overbevist om, at det fysiske arbejdsmiljø i kulturlivet er værre, end det fremstår.

”Det betyder, at der er en hel masse mennesker som kommer til at lave skub og løft, uden de nogensinde har fået et kursus i det. På et tidspunkt går det galt,” siger hun.

”Det er superuheldigt, at det går under radaren. Folk får ødelagt ryggen, deres hænder bliver slidte. Det er farlige ting, de laver, og ingen interesserer sig for det.”

Det er også med til at holde en stor gruppe mennesker ude fra arbejdsmarkedet, fordi arbejdet er utilgængeligt for dem, mener Kamma Overgaard Hansen.

”Hvis du er historiker og har en eller anden funktionsnedsættelse, så tænker du måske ikke over, at du faktisk får svært ved at arbejde på et museum. For selv om det ikke fremgår klart af jobbets beskrivelse, så indebærer det en masse skjult fysisk arbejde,” siger hun.

Hun mener, at der bliver talt for lidt om problemet, og det derfor ikke bliver forstået godt nok – heller ikke i fagforeningen.

Problemet kan ikke ses i undersøgelser

Undersøgelser fra blandt andre Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø tyder ikke umiddelbart på, at der skulle være et problem. Faktisk ligger kulturbranchen en anelse under gennemsnittet, når det kommer til belastninger i det fysiske arbejdsmiljø. Heller ikke DM’s egne arbejdsmiljøundersøgelser afdækker et problem.

Når jeg kigger i statistikkerne over arbejdsskader og mængden af fysisk arbejde, slår kulturarbejdere ikke ud i forhold til andre faggrupper. Hvad gør, at du alligevel vurderer, der er problemer?

”For mange kulturarbejdere er det så ubeskrevet og underkendt en arbejdsopgave, at de måske ikke selv er opmærksomme på den. Derfor er det også svært at indfange med et spørgeskema. Derudover ser jeg også, at spørgeskemaerne ofte er meget generelle, så de relevante spørgsmål og svarmuligheder måske slet ikke er der. Men selvom man for eksempel ikke løfter genstande over 35 kg i 8 timer om dagen, betyder det jo ikke, at man ikke løfter tunge ting i sit arbejde,” siger Kamma Overgaard Hansen.

Professor Lars L. Andersen, der forsker i arbejdsmiljø ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, bekræfter, at kulturen som samlet branche ikke ligger højt i forhold til belastninger fra det fysiske arbejdsmiljø. Men derfor bør man stadig tage problemstillingen alvorligt.

"Kultur ligger gennemsnitligt ikke i den høje ende. Men der kan sagtens være forskelle indenfor samme jobområde. Når medarbejdere detaljeret kan beskrive 'fysisk tunge' arbejdssituationer, så er det vigtigt at lytte til," siger professor Lars L. Andersen.

Dertil kommer, mener Kamma Overgaard Hansen, at de kvantitative undersøgelser slet ikke indfanger problemerne i tilstrækkelig grad.
Svarprocenten på DM’s egne undersøgelser er for lav til at være retvisende, og det er svært at designe spørgsmålene på en meningsfuld måde, fordi de er generelle og ikke designet specifikt til kulturbranchen, siger hun.

Kamma Overgaard Hansen ønsker sig derfor en større indsats, hvor man laver dybdeinterviews og observationer, før man forsøger at afdække problemet kvantitativt. Hendes eget bud er, at man med den metode ville finde et særligt problem på mindre arbejdspladser med under 10-15 ansatte, fordi det her er normalt at løse opgaver af alle slags – også de fysisk krævende.

”Hvis du tager arkivfolk som eksempel, så tænker de nok slet ikke over, hvor meget de egentlig løfter i hverdagen. Derfor kan de heller ikke svare på de der generelle undersøgelser – de er simpelthen ikke opmærksomme på belastningen,” siger hun.

Et af problemerne er også, at mange i kulturbranchen er midlertidigt ansatte, som har sværere ved at gøre indsigelser, mener Kamma Overgaard Hansen.

”De gider jo ikke være dem, der brokker sig, for er der så et job til dem senere?” siger hun.

Professor Lars L. Andersen anerkender, at der kan være enkelte jobgrupper, som de mere generiske spørgeskemaer ikke fanger helt præcist. Det giver dog et rimeligt grundlag for at sammenligne jobgrupper, også i kulturbranchen, vurderer han.

”I det konkrete tilfælde tror jeg mere det handler om, at der er forskelle indenfor samme jobgruppe, som gør det svært for medarbejderen at se sig selv i gennemsnitstallene,” siger Lars L. Andersen.

Bør DM tage ved lære af 3F?

Kamma Overgaard Hansen henviser til, at Arbejdstilsynet har registreret flere anmeldte arbejdsulykker på teatre, koncertsteder og andet scenekunst i de seneste år. Kulturmonitor har beskrevet en stigning fra 83 anmeldelser i 2017 til 128 i 2022.

Der findes andre fag, hvor det er tydeligt, at det fysiske arbejdsmiljø er hårdt – det kunne være malere og kokke for eksempel. Kan du forstå, hvis de tænker, at det trods alt er noget hårdere, end hvad akademikere er udsat for?

”Jeg vil sige det sådan, at vi i DM bør tage ved lære af den store indsats, som for eksempel 3F har gjort for sine medlemmer ved konstant at arbejde for bedre forhold på det områder. Og i det hele taget har vi alle et ansvar for at værne om de regler og rettigheder, som arbejdstagere før os har brugt årtier på at kæmpe for,” siger Kamma Overgaard Hansen.

”Hvis du ser på arkæologer, så kan deres arbejde faktisk minde om det, man udfører i bygge-og anlægsbranchen. De arkæologiske udgravninger minder til forveksling om byggepladser, men hvis man skal følge præcis de samme retningslinjer fra Arbejdstilsynet som byggepladserne skal følge, kan det arkæologiske arbejde ikke lade sig gøre. Så vi har nok mange ting til fælles.”

DM har besluttet at udvide rådgivningen om fysisk arbejdsmiljø med nyt materiale på dm.dk, der bliver udviklet i samarbejde med en autoriseret arbejdsmiljørådgiver, fortæller arbejdsmiljøkonsulent Søren Bjerregaard Kjær.

Fokus bliver imidlertid ikke specifikt på kulturområdet, men inddrager flere forskellige jobtyper og brancher - for eksempel ansatte i NGO'er, biologer i kommunerne og akademikere, der arbejder med skovbrug.

"Problematikkerne handler i lige så høj grad om det at være på mindre arbejdspladser," forklarer Søren Bjerregaard Kjær.

"Vi ved, at mindre arbejdspladser ofte er præget af stram økonomi, som er lig med øget jobusikkerhed. Og vi ved, at jobusikkerhed er forbundet med en række negative arbejdsmiljøfaktorer – både fysiske og psykiske," siger han.

Samlingsinspektør Susanne Krogh Jensen har selv måttet lære sig op i alt, der handler om fysisk arbejdsmiljø.

”Jeg bliver bedre og bedre til at vurdere, hvad der kan lade sig gøre. Hvornår kan jeg selv, og hvornår skal vi have fat i en professionel? Men det er ikke noget, vi lærer som akademikere. Det kommer gennem erfaring,” siger hun.

På et tidspunkt skulle hun aflevere en enorm computer – to meter og tyve centimeter høj - til en udstilling på Det Kongelige Bibliotek. Den havde stået på magasinet længe og skulle støvsuges.

”Jeg var nødt til at kravle rundt for at komme helt ind,” siger hun, ” og ja, det er faktisk en meget typisk opgave. Senere skulle jeg slæbe nogle tunge radioapparater ned fra første sal,” fortæller hun.

”Der er nogle dage, hvor jeg går hjem helt træt, og så har jeg mine tvivl: Hvor længe kan jeg holde til det?”