Spring menu over
Dansk Magisterforening

Sektorer slår pjalterne sammen for at sikre indflydelse i DM

Lotte Bjerrum Køie fra DM Privat (tv.) og Helle Idland fra DM Selvstændige (midten) stiller op på en fælles liste, der også har repræsentanter for DM Civilsamfund. Britt Vodstrup Andersen (th.) stiller op for Bio-listen, der repræsenterer den faglige Bio-søjle.

Valg i DM
Af Lasse Højsgaard
Del artikel:

Der er valg i DM, og nogle medlemsgrupper frygter at stå helt uden repræsentanter i den nye hovedbestyrelse. Nu laver de fælleslister for at sikre sig indflydelse.

Medlemmerne i DM Civilsamfund og DM Selvstændige vil ikke risikere endnu en valgperiode uden repræsentanter i DM’s hovedbestyrelse (HB).

Derfor er de blevet enige med DM Privat om, at de tre sektorer stiller op til HB-valget på en fælles liste. På den måde vil man sikre, at der ikke bliver stemmespild, og at alle bliver repræsenteret.

”På det samlede private område er der en masse udfordringer, vi deler. En af de ting, vi har til fælles, er, at vi er mange, der ikke er overenskomstdækkede. Vi er heller ikke alle organiserede på samme måde. Så det med, at TR melder ud: Dem her støtter vi, husk at stemme – det har vi ikke mulighed for. Der er meget mere benarbejde for os i at få folk til at stemme,” fortæller Helle Idland, forperson for DM Selvstændige.

"Derfor har vi besluttet at lægge stemmerne i samme pulje, så der ikke er noget stemmespild. På den måde kan vi få en eller forhåbentlig to pladser i hovedbestyrelsen, der repræsenterer hele gruppen,” siger hun.

I en politisk styret organisation er det både vigtigt med indflydelse, men også følelsen af indflydelse

Helle Idland, forperson for DM Selvstændige

Ved seneste valg stillede de selvstændige i DM op på deres egen liste – ’Den fleksible arbejdsstyrke’ – men fik altså ikke nok stemmer til en plads i HB. Og det har været et problem, både realpolitisk og i forhold til den følelse af indflydelse og tilhørsforhold, som sektorens medlemmer har siddet tilbage med, mener Helle Idland.

”Jeg kan ikke sætte fingeren på bestemte beslutninger. Men i en politisk styret organisation er det både vigtigt med indflydelse, men også følelsen af indflydelse. Så selvfølgelig gør det en forskel, og det har en betydning for det enkelte medlem at vide, at DM tager vores område lige så alvorligt som alle andre.”

Svært at få stemmer blandt privatansatte

Lotte Bjerrum Køie, forperson for DM Privat, sidder i HB og er også kandidat til en kommende periode. Her kan hun ende med at skulle repræsentere medlemmer i hele tre sektorer.

”Det handler i bund og grund om sikre, at HB får mest mulig viden om alle medlemsgrupper. Så hvis jeg kommer ind, bliver det min opgave at have tæt kontakt til DM Selvstændig og DM Civilsamfund og have styr på, hvad sagerne betyder for deres medlemmer. Det kræver selvfølgeligt et tæt samarbejde, og det har vi også aftalt at formalisere,” fortæller hun.

Det er DM Privat, der i forhold til medlemstal er storebror i den sammenbragte flok. Men selv om sektoren med 5349 medlemmer er en af de store i DM, fik listen et relativt beskedent stemmetal ved seneste valg. Derfor giver det også mening for Privat at lave fælles liste.

”Vi har den udfordring, at de mere organiserede grupper i DM – primært inden for undervisningsområdet – bare har en meget større valgdeltagelse. Der er mange private arbejdspladser, hvor der måske kun sidder en eller få DM-medlemmer, som ikke er så opmærksomme på deres fagforening. Så vi tænkte, at hvis vi, der kæmper med en lav valgdeltagelse, slår os sammen, har vi større chance for at komme ind," Lotte Bjerrum Køie.

Valg i DM

I 2024 skal DM’s forperson, hovedbestyrelse og de politiske sektorer vælges blandt medlemmerne. Det vælges for perioden 2025-2027.

Der er 2 kandidater til forperson, 55 kandidater til hovedbestyrelsen og 107 kandidater til sektorbestyrelserne.

Valget starter den 23. september, og du kan afgive din stemme frem til den 7. oktober 2024 kl. 10.00.

Søjle vil have politisk indflydelse

En anden ny ret på valgmenuen er listen DM Bio. I modsætning til de øvrige lister repræsenterer Bio-listen ikke medlemmer fra en eller flere specifikke sektorer. Der er tale om en liste, der tager udgangspunkt i det tværgående faglige fællesskab af medlemmer, der arbejder med emner som natur, miljø og fødevarer.

DM Bio-fællesskabet blev oprettet som såkaldt ’søjle’ i DM i forbindelse med fusionen med JA og DSL, og nu har det faglige fællesskab altså også fået en politisk dimension.

Britt Vodstrup Andersen er spidskandidat på DM Bios liste. Hun var tidligere bestyrelsesmedlem i JA, og det er i høj grad interesserne blandt de indfusionerede medlemmer fra JA og DSL, som hun håber at kunne fremme i HB.

”Mange af os fra de indfusionerede forbund kommer med lidt andre udgangspunkter. Vi har haft stort fokus på det faglige fællesskab. DM er traditionelt rigtig gode til det helt klassiske fagforeningsarbejde, men vi kan bidrage med det fag-faglige. Det er formålet med de nye søjler, og det spor er vigtigt at føre videre i HB,” siger hun.

DM er traditionelt rigtig gode til det helt klassiske fagforeningsarbejde, men vi kan bidrage med det fag-faglige

Britt Vodstrup Andersen, spidskandidat for DM Bio

DM har i øjeblikket to faglige søjler – DM Bio og DM Digi – der er skabt netop for at styrke de faglige fællesskaber i form af arrangementer, netværk og viden. Men selv om udgangspunktet for søjlerne ikke var det fagpolitiske, mener Britt Vodstrup Andersen alligevel, det giver mening af Bio-søjlen er selvstændigt repræsenteret i HB.

”Vi vil gerne sikre, at DM bevarer det gode fokus, man i øjeblikket har på fagfaglige søjler, og ikke falder tilbage til det rene sektorfokus, man traditionelt har haft. Det første er det, vi kommer fra, og det er super vigtigt for os at holde fast i,” siger hun.