“En usynlig hånd styrer markedet. Nogle gange gør det nas, når den røvrender en"

I 2018 skrev to midlertidigt ansatte ved Københavns Universitet en kronik i Weekendavisen. En advarsel, kunne man også kalde det. For det var ikke uden grund, at Maja Plum og Tine Brøndum omtalte sig selv som en del af et “akademisk prekariat”.

Deres erfaringer med tidsbegrænset vidensarbejde på landets højeste læreanstalt lød ikke ligefrem, hvad skal vi kalde det, fristende.

Lønnen var lav, og selvom der stod deltid på kontrakten, krævede indsatsen fuld tid. Til at forberede undervisning, vejlede studerende og, oftere end ønsket, tilbyde dem en af de kleenex, som fremdriftsreformen havde øget efterspørgslen på.

Det var sparetider på universitetet, og som de to ph.d.er lakonisk konkluderede: “Det er utroligt besparende at få folk til at arbejde gratis.”

Den galgenhumor er ikke blevet mindre værd i dag, seks år senere.

Tværtimod er det netop lykkedes Det Kongelige Teater at sælge tusindvis af billetter til en moderniseret udgave af den barokke italienske komedie “Tjener for to herrer” – nu opdateret til at handle om vores tiltagende usikre arbejdsmarked.

Og som den rungende latter ved premieren i Skuespilhuset i København afslørede, er det et arbejdsmarked, der bedst lader sig beskrive med farcens groteske komik. I hvert fald når man ser det fra den prekært ansattes synsvinkel.

Akademisk arbejde er blevet et kald

Det var i 2010’erne, at vi for alvor begyndte at tale om det såkaldte prekariat herhjemme. Den britiske økonom Guy Standing introducerede os for begrebet i sin opsigtsvækkende bog “Prekariatet – den nye farlige klasse”, og siden har det hængt ved.

Som de, der har fulgt debatten, vil vide, er der ikke helt enighed om, hvad det egentlig vil sige at være prekært ansat, eller hvor udbredt fænomenet er. Ret klart står det dog, at mange akademikere har kunnet identificere sig med det.

Dybest set handler det om, om man kan se en holdbar fremtid i sit arbejde. Det kan man ikke, hvis forholdene er dårlige, ustabile og uden udsigt til forbedring. Så er man, kort sagt, en del af det, der bliver kaldt prekariatet.

Det er jeg også selv. Jeg skriver artikler om musik til en række faste kunder, fra store aviser til nichemagasiner, men jeg er helt afklaret med, at ingen af dem kommer til at tilbyde mig en stilling på fuld tid. Den slags hører ligesom en anden tid til.

Nogle opgaver aflønnes tæt på rimeligt, andre grænser til det symbolske. At jeg og mange andre højtuddannede accepterer det, viser, at det prekære arbejde ikke længere er noget, man kan læse sig fra. Det ligner i stigende grad et vilkår.

Det ligner også en faustisk pagt. I bytte for at beskæftige sig med det, man er uddannet i, frasiger man sig i dag sygedage, ferie og pension. Selv folk med en ph.d. som Maja Plum og Tine Brøndum lader sig udnytte. For hvad der engang var et job, er i dag et kald.

Nøjagtig hvor absurd det må virke på folk udefra – dem med fast løn, som vi kalder salariatet – gik måske først rigtigt op for mig, da jeg sad i Skuespilhuset og grinede mig halvt ihjel.

Står på hovedet for en bid brød

“Tjener for to herrer” er egentlig en komedie af italienske Carlo Goldoni fra midten af 1700-tallet. Men den svenske instruktør Viktor Tjerneld har givet teksten en overhaling, så den på Det Kongelige Teater er blevet til et spiddende portræt af prekariatet i dag.

I centrum står den håbløse, men også meget sultne tjener Truffaldino. Fordi hans ene herre betaler ham dårligt, finder han en ekstra og aftaler med sig selv at blive hos den af dem, der først byder ham et måltid mad.

Det viser sig vanskeligere end som så at få stillet sin sult. Stakkels Truffaldino når at spise duelort og drikke sin egen urin, før han til sidst må indse, at ingen af hans to herrer holder sit løfte til ham. Først da han underbyder en anden tjener hos en helt tredje herre, får han, på udmattelsens rand, en bid brød som betaling.

“Der er så mange arbejdsløse tjenere nu om dage, at han praktisk talt arbejder gratis for mig,” bemærker en af herrerne undervejs. Men Truffaldino gør det alligevel, fordi han betragter jobbet som et midlertidigt skridt på vejen mod noget bedre.

En anden af herrerne vil hellere kaldes kunde. “Det er mere ligeværdigt,” insisterer han. Og fortsætter så med at spise is af et guldbæger, mens Truffaldino er ved at dratte om af sult.

Den tiltagende desperate tjener stiller op til fysisk afstraffelse og må finde sig i at blive kaldt arbejdssky, selvom han bogstaveligt talt står på hovedet for sine arbejdsgivere. “Det værste i verden er at se sig selv som et offer,” formaner de blot.

Truffaldino accepterer alle ydmygelserne. Belærer en anden tjener om, at arbejde ikke skal være lystfuldt. Roder i affald efter madrester, men bliver så sat til at hælde gift ud over dem. Indtil han til sidst får nok af, at betalingen udebliver.

“Jeg. Skal. Have. Min. Løn!” råber han forpint. Men han får den ikke. I stedet underbyder han sig til sin baguette – på bekostning af en anden tjener, han ellers var forelsket i. Lykkelig over brødet ønsker han sig bare ét job mere, så han får råd til at invitere hende ud.

“Så begynder livet rigtigt,” drømmer han, mens lyset går ud. Det er så komisk, at det er tragisk. Er det sådan, prekariatet ser ud?

Vanskeligt at organisere sig

En af Guy Standings pointer er, at prekariatet er en klasse. En farlig en, tilmed, fordi den er desillusioneret og let lader sig besnære af populistiske bevægelser. Men en kritik af den udlægning har været, at prekariatet ikke agerer som en samlet enhed.

Man har ikke kunnet organisere sig. Dels passer de atypisk ansatte ikke rigtig ind i traditionelle fagforeninger, dels er det, som “Tjener for to herrer” viser, let at spille de prekære ud mod hinanden i et ræs mod bunden. Hvis én siger nej til et job, siger en anden ja.

Derfor har det også, ud over forslag om borgerløn, knebet med at pege på konkrete løsninger. I en artikel i Dansknoter fra 2022 har litteraten Mathies Græsborg Aarhus peget på, at det er noget, der afspejler sig, når prekariatet er blevet portrætteret i teatret de seneste år.

Her er man ifølge ham “varsom med at foreslå løsninger eller udpege politiske fjender, som prekariatet kan mobilisere sig imod”. I stedet fokuserer forestillingerne gerne på et sårbart individ, præcis som man ser det med Truffaldino.

Dermed kommer debatten let til at handle om den enkeltes ansvar for at sige fra og ikke om systemiske fejl i arbejdsmarkedet. Det sidste ville måske også kræve et større engagement fra fagbevægelsen, og det er noget, mange har efterspurgt.

Problemet er vel, at det er vanskeligt at organisere sig, når man har travlt nok med at kunne se en uge, en måned eller et halvt år frem i sit arbejdsliv. Incitamentet til at gøre det er ellers til at få øje på.

I en ny covid-19-udgave af sin bog om prekariatet skriver Guy Standing, at pandemien kun understregede de ulige forhold for prekært og fast ansatte. Mens statsapparatet i mange lande holdt hånden under salariatet, var systemet ikke indrettet til os andre.

Jeg kan godt bevidne, at det blev en dyr fornøjelse. Samtidig – og det er her, begrebet om klasse melder sig på banen – skriver Standing, at de rigeste i samfundet, milliardærerne, oplevede enorme gevinster under nedlukningen. Komisk eller tragisk?

Hvor sidder den usynlige hånd?

Truffaldinos brist er vel basalt set, at han ikke kender til værdi. Hverken når det gælder ting – mens han roder i skraldet, falder han over en Louis Vuitton-taske, men smider den væk, for det er jo mad, han er ude efter – eller når det gælder værdien af arbejde.

Han sælger simpelthen sig selv for billigt. Det er den store udfordring for prekariatet, og den gælder ikke mindst for akademikere. Vi har endog meget svært ved at tilpasse kvaliteten af vores indsats til den løn og de vilkår, vi bliver budt.

Selv har jeg gennem tiden lagt alt for mange timer, ja dage, nogle gange uger, i artikler, hvor honoraret ikke stod mål med min flid. Sådan er akademikere jo indrettet: til grundighed, perfektion, altid at yde sit allerbedste.

Det er en hel erkendelsesrejse at nå dertil, hvor man tillader sig at gå på kompromis med kvaliteten for at opretholde en rimelig timeløn. Leder det til brok fra arbejdsgiveren, er det måske en fornuftig anledning til at tage en snak om vilkårene for opgaven.

En, der i “Tjener for to herrer” kender til værdi, er derimod den aristokratiske handelsmand Pantalone. Det er ham, der til sidst køber Truffaldino for en baguette. Og det er ham, der ser på sin datter, Clarice, som lidet mere end “humankapital”.

Den genstridige Clarice nægter at gifte sig med det gode parti, som hendes far ellers har lovet hende bort til. Men Pantalone insisterer. Uden den rette mand er Clarice en “underskudsforretning”, må hun forstå.

“En usynlig hånd styrer markedet,” fortsætter han. “Nogle gange gør det nas, når den røvrender en. Lev med det, Clarice!”

Således er datterens skæbne altså forseglet med Adam Smiths metafor for den kapitalistiske økonomi, som han netop coinede få år efter premieren på Carlo Goldonis komedie. Og billedet af en usynlig hånd, der får alt til at falde i hak, benyttes stadig flittigt i dag, over 250 år senere.

I virkeligheden er det vel den usynlighed, der også er prekariatets problem. Hvem kæmper man imod? Hvis svaret er en kraft, der ikke kan ses med det blotte øje, er det klart, at det er svært at finde på konkrete løsninger eller mobilisere modstand.

Det gælder for den enkelte såvel som for fagforeningerne. Men hvis “Tjener for to herrer” viser noget, er det, at samtalen om de prekære forhold på arbejdsmarkedet er rykket ind på den store scene. Bogstaveligt talt. Så er spørgsmålet, om vi skal grine eller græde over den udvikling.

Sune Anderberg (f. 1987) er selvstændig musikjournalist og kritiker. Han skriver fast for Weekendavisen, Kristeligt Dagblad, Soundvenue, Seismograf, Klassisk og Iscene. Uddannet cand.mag. i musikvidenskab fra Københavns Universitet.