Krigsmuseets afgående direktør kom ind som frelser. Ti år senere stod han selv i skudlinjen

Jens Carl Kirchmeier-Andersen fik en dramatisk entré til sin rolle som museumsdirektør på det daværende Tøjhusmuseum. For museet var præget af et vist kaos op til, at han blev konstitueret i juni 2012.

Forgængeren havde en ledelsesstrategi for overlevelse med vægt på at udleje museet til polterabender og bryllupsfester og et forsvindende lille fokus på bevaring og forskning. Samtidig var der et elendigt arbejdsmiljø, en ikke­eksisterende dialog mellem ledelse og ansatte, varslede fyringer af to medarbejdere og en kuldsejlet økonomi.

Det var blandt anklagerne, der kom frem i lyset, da en medarbejder skrev et kritisk debatindlæg i Politiken. Det fik både Ombudsmanden, daværende kulturminister Uffe Elbæk og Folketingets Kulturudvalg til at beordre forholdene på Tøjhusmuseet endevendt.

Kulminationen på det hele kom, da Tøjhusmuseets direktør kort efter meddelte, at han trak sig som direktør.

Jens Carl Kirchmeier-Andersen var der ikke selv til at opleve dramatikken fra første parket. For første gang i sit voksne arbejdsliv havde han været væk fra museet – de seneste fire år havde han været ansat som leder ved Nationalmuseet. Men nu stod han der i et mødelokale på Frederiksholms Kanal foran de spændte medarbejdere.

Flere sad med korslagte arme og en skepsis over for, om Jens Carl Kirchmeier-Andersen som konstitueret direktør overhovedet havde en chance for at rydde op i det store rod.

”Man kan roligt sige, at jeg kom tilbage til lidt af et stormvejr,” konstaterer Jens Carl Kirchmeier-Andersen i dag.

Tidligere på måneden besluttede han at gå af som museumschef på Krigsmuseet og Frihedsmuseet efter knapt 40 år på Krigsmuseet. Årtier præget af en militærhistorisk nørd, der fra barnsben drømte om at forske på Krigsmuseet – og som blev hængende, da han endeligt kom ind.

Men hans arbejdsliv er også historien om en leder, der ryddede op, da det stod værst til – og som senere selv stod i skudlinjen og forsvarede de selvsamme omprioriteringer, han 10 år før havde rullet tilbage efter sin upopulære forgænger.

En chokeret dreng

Passionen for krigshistorie og konfliktforskning blev i første omgang lagt, da hans mor hev en 10-årig Jens Carl Kirchmeier-Andersen og hans brødre med på Frihedsmuseet. Pludselig stod han foran store sort-hvide billeder af afmagrede KZ-fanger og gaskamre.

”Det var en chokagtig virkelighed, der var så langt fra min trygge opvækst. Oplevelsen blev siddende i maven, da vi forlod museet – og mange år frem. Jeg tænkte meget over, hvordan det kunne ske. Hvordan kunne mennesker komme i så ekstreme situationer? Det fik jeg en lyst til at finde en forklaring på.”

Det er netop de menneskelige skæbner i konflikt og krig, der fascinerede den unge dreng gennem opvæksten. Det var ikke tanken om seje soldater og skydere, der trak ham ned på Stadsbiblioteket i Kongens Lyngby, hvor bibliotekarerne bestilte krigsbøger hjem fra Det Kongelige Garnisonsbibliotek. Det var tanken om de menneskelige skæbner.

Han kom da også i erhvervspraktik på Tøjhusmuseet i ottende klasse, hvor han mødte en konservator, der fortalte, at hvis han var interesseret i våben, skulle han blive konservator. Men hvis han var interesseret i historierne omkring dem, skulle han blive historiker.

”Så jeg vidste, at det var det, jeg skulle. Og det ville jeg gå benhårdt efter.”

Og det gjorde han så. Sideløbende med sit historiestudie på Københavns Universitet blev Jens Carl Kirchmeier-Andersen sergent og udsendt til Cypern. Og da han kom hjem til studiet i 1984, sendte han en uopfordret ansøgning og fik job som studentermedhjælper på Tøjhusmuseet – et sted, han skulle blive hængende i mange år.

Mennesker i centrum

Da Jens Carl Kirchmeier-Andersen startede på museet i februar 1985, var det et helt anderledes museum end i dag.

Længe var Tøjhusmuseet kendetegnet ved at have et snævert fokus på våbnenes teknologiske udvikling, og udstillingen var en endeløs evolutionsrække af 9.000 håndvåben, der snoede sig gennem den gamle bygning ved Frederiksholms Kanal. I den ene ende en medtaget lodbøsse – en slags håndholdt kanon fra omkring år 1400 – i den anden ende et fuldautomatisk maskingevær.

I dag er håndvåbnene trådt i baggrunden. I stedet fylder billeder, breve og andre efterladenskaber fra soldater langt mere. Det gælder blandt andet for den velbesøgte udstilling om Afghanistankrigen, hvor fokus er på fortællingerne om de mennesker, der brugte våbnene.

”Jeg har jo haft et slogan herinde om, at vores museum skal blive ’befolket’. Med det mener jeg ikke befolket af gæster, men af fortællingerne om de mennesker, der var omkring de våben og andre ting, vi har udstillet. Så tror jeg også, at gæsterne kommer.”

Jens Carl Kirchmeier-Andersen blev ansat som museumsinspektør i sommeren 1991 og kort efter sin ansættelse blev han en del af ledelsen med ansvar for samlingerne. Forskning og støvede arkiver blev erstattet af ledelse og møder om økonomi. Ikke just det, han havde drømt om som lille dreng med hovedet begravet i bøger om militærhistorie eller som voksen mand, der tog sin tid i hæren for at blive skarpere militærhistoriker.

”Men jeg oplevede det som en nødvendighed, at jeg tog del i ledelsen, for vi havde virkelig nogle økonomiske problemer, vi skulle have styr på.”

Efterfølgende blev han hængende på ledelsesgange som mellemleder i flere årtier. Og hvor han tidligere havde taget krumspring for at blive en dygtig militærhistoriker, begyndte han nu at tage krumspring for at blive museumsdirektør.

Frelseren

Et gennemgående tema i Jens Carl Kirchmeier-Andersens liv er, at de gange, han har trådt væk fra militærhistorien, har det været et middel til at komme den nærmere. Praksiserfaringerne som soldat skulle give ham en anden forståelse for stofområdet. Og når han i fire år var på Nationalmuseet – de eneste, han har været væk fra Krigsmuseet i sit voksne arbejdsliv – var det også tænkt som en strategisk positionering til at blive den næste museumsdirektør på Krigsmuseet. De interne konflikter, der havde præget museet, måtte jo næsten betyde, at den næste direktør ville skulle hentes udefra, tænkte han.

Strategien virkede på forunderlig vis. I sommeren 2012, da han var leder af Center for Formidling på Nationalmuseet, blev han pludselig spurgt, om han var parat til at overtage posten som direktør for Krigsmuseet fra den skandaleombruste forgænger, der havde valgt at træde tilbage. Og inden han vidste af det, stod han en uge senere i et mødelokale, hvor medarbejderne sad med korslagte arme.

Men stemningen blev hurtigt bedre.

Samtlige af de store beslutninger, der havde gjort den foregående museumsdirektør upopulær, blev rullet tilbage. De varslede fyringer af to ud af museets fire museumsinspektører blev trukket tilbage, og den ambitiøse strategi for oplevelsesøkonomi lagt i graven.

“Stemningen er vendt fuldstændigt herinde. Vi har fået et miljø, som er båret af dialog med vores direktør, og hvor der bliver lyttet til, hvad vi siger,” fortalte en begejstret museumsinspektør til det daværende Magisterbladet om skiftet.

Den store politiske årvågenhed havde sikret en større finansiering, der hjalp på Jens Carl Kirchmeier-Andersens popularitet. Medarbejderne var positive og lettede, beskriver han. Adspurgt om han næsten var en slags frelser, der dukkede op, svarer han:

”Det kan du godt sige. Det er der også nogle, der har sagt.”

Formidling og forskning

Ti år senere skulle det se helt anderledes ud, da Jens Carl Kirchmeier-Andersen var den, der forsvarede fyringer på Nationalmuseet med argumenter om formidling og oplevelsesøkonomi.

I 2022 afskedigede Nationalmuseet flere forskere. Dette ramte også Frihedsmuseet, hvor den sidste forsker specialiseret i Danmarks besættelsestid forlod sin stilling. Ligesom 10 år forinden blev der skrevet et kritisk debatindlæg i Politiken – denne gang af fem forskere. Også Dagbladet Information var kritisk, da de i en leder skrev, at fyringen viste, at et fokus på formidlingen skete på bekostning af refleksion og forskning. Den selvsamme kritik, Jens Carl Kirchmeier-Andersen havde imødegået 10 år forinden, da han stoppede fyringen af forskere og tilbagerullede den storstilede plan om oplevelsesøkonomi.

Nu var det Jens Carl Kirchmeier-Andersen, der stod i skudlinjen og skulle forsvare fyringen af forskere, mens han lagde vægt på oplevelsesøkonomien. Over for Kulturmonitor understregede han den formidlingsmæssige succes, museet havde haft, og nedtonede forskningens rolle i den moderne museumsverden. Engang var museet bygget op omkring forskerne, mente han, men ”sådan er det nok ikke på samme måde længere.”

”Et eller andet sted synes jeg, at det vigtigste er, at den viden, vi ligger inde med, kommer ordentligt og bredt ud og får fat i de mennesker, vi gerne vil have fat i,” sagde han.

Så hvad var der sket på de 10 år? Havde Jens Carl Kirchmeier-Andersen skiftet holdning og pludselig indset, at der var brug for mere oplevelsesøkonomi på bekostning af forskningen?

Jens Carl Kirchmeier-Andersen forklarer, at han heller ikke nødvendigvis var ”fuldkommen uenig” i de upopulære omprioriteringer, som Tøjmuseets daværende direktør dengang havde sat gang i – og som Jens Carl Kirchmeier-Andersen selv rullede tilbage som det første, da han kom til i 2012.

”Det var en svaghed for Tøjhusmuseet, at nogle af de afgørende formidlingskompetencer ikke var til stede der. Det var nødvendigt at skabe en anden balance mellem forskning og formidling, hvis museet fortsat skulle lykkes med at trække besøgende til.”

Ved nedskæringerne sidste år var der tale om en ekstraordinær situation, hvor ressourcerne var knappe på grund af de økonomiske konsekvenser af Corona-epidemien, mener han. Derfor accepterede han, at de godt kunne nedprioritere deres egen forskning for en kortere periode, indtil økonomien var genoprettet.

”Var jeg ikke blevet reddet af den ekstra finansiering i 2012, som det heldigvis lykkes hurtigt at finde, havde jeg sikkert været nødt til at effektuere og forsvare den samme beslutning dengang – at måtte vægte formidlingen højere end forskningen for en periode.”

Et kunstigt åndedræt i Rigsarkivet

Nu venter en seniorordning, hvor han vil arbejde som specialkonsulent med drift og økonomi 15 timer om ugen de næste to år. Han skal danne et overblik over et omfattende arkiv over danske møller og Nationalmuseets tinglyste rettigheder i forhold til dem. Teamsmøder og telefonsnakke bliver erstattet med støvede arkivpakker og registrering.

”Det bliver fuldstændig anderledes. At jeg får hænderne i det historiske materiale igen. Og den korte arbejdstid gør også, at jeg får tid til at rode med min forskning ved siden,” fortæller han.

For siden 2005 har Jens Carl Kirchmeier-Andersen fra tid til anden hoppet over til Rigsarkivet rundt om hjørnet – altid uden for arbejdstid, understreger han. Det er blevet til knap en halv million billeder af stam- og rapportbøger, tabslister, breve samt andet materiale fra de danske soldater i Treårskrigen 1848-51. Nu vil han bringe oplysningerne sammen og se, om han kan kortlægge nogle mønstre i deres karriereforløb.

Der er ingen tvivl om, at skiftet også bunder i, at hans barndomsdrøm handlede om at forske – ikke om at sidde til ledelsesmøder, forklarer han.

”Og jeg har jo ikke fortrudt min tid i ledelsen. Men gennem årene at få lejlighed til at sidde med de gamle papirer på Rigsarkivet indimellem har også fungeret som en slags kunstigt åndedræt, der har været absolut nødvendig.”

Nu er manden, der blev soldat og rykkede arbejdsplads for at komme frem i det militærhistoriske, spændt på om han stadig finder området lige spændende.

”Jeg kan komme helt i tvivl, om jeg har jeg haft det sådan, fordi jeg et eller andet sted måske godt kunne bruge det i mit arbejde, i min karriere, eller om interessen vitterlig bundede i en umiddelbar kærlighed til stoffet? Det får jeg tid til at finde ud af nu.”