Flere sårbare studerende udfordrer undervisere

Han træder lidt genert ind ad døren. Rød i kinderne og med blå striber i håret trækker han den regnbuefarvede taske over hovedet for at hænge den på skrå på stolen. Regn Alex Albæk er diagnosticeret med autisme og ADHD, læser til pædagog på skole-fritids-linjen og er på vej ud i sin anden praktik. Han har lige haft en støttesamtale med sin vejleder.

”Grunden til, at jeg begyndte at få Specialpædagogisk Støtte, var problemer i mit gruppearbejde. Der var så mange konflikter. Ofte forstod de bare ikke, at jeg havde nogle ting, som jeg havde mere svært ved end dem”, fortæller han.

”Jeg kan for eksempel ikke lide øjenkontakt. Og nogle gange har jeg brug for at lave noget andet, mens jeg snakker. Det syntes de var forstyrrende”.

Vi er på pædagoguddannelsen på Professionshøjskolen UCN i Aalborg. Regn Alex Albæk siger tak for i dag til sin vejleder, Anne Sofie Birk Petersen, men når lige at få luft for en frustration, som han har:

“Der er nogle undervisere, der godt kan glemme, at hvis man har en diagnose, så kan man stadigvæk godt gå på et studie på en videregående uddannelse”.

Specialpædagogisk støtte hjælper, men professionen kan udvandes. I datagrundlaget for rapporten 'Bedre vilkår for studerende med funktionsnedsættelser' fra 2022 fremgår det, at professionsbacheloruddannelserne har den største andel af studerende med funktionsnedsættelser. Fra 2010 til 2020 er andelen af studerende med funktionsnedsættelser steget fra 3 til 11 procent. For at understøtte den gruppe af studerende er der på de fleste uddannelsesområder ansat SPS-vejledere. SPS står for Specialpædagogisk Støtte. En af vejlederne er Anne Sofie Birk Petersen, adjunkt ved pædagoguddannelsen ved UCN i Aalborg.

”Jeg ser det som en mulighed for at øve sig i at lave pædagogisk arbejde. Men med det stigende antal af sårbare unge kan vi også godt se, at vi kan risikere at køre os selv ned”, siger Anne Sofie Birk Petersen.

På længere sigt er hun bekymret for det faglige niveau.

“Det er nødvendigt med et kompetenceløft og et fokus på, hvad det er, vi gør for at inkludere de sårbare studerende”, siger hun.

”Jeg går blindt ind i klasserummet”

Bodil Nørgaard er adjunkt og underviser på it-uddannelserne på Professionshøjskolen UCN. Hun oplever ligesom Anne Sofie Birk Petersen på tæt hold de udfordringer, som det stigende antal af studerende med funktionsnedsættelser medfører.

“Jeg går nærmest blindt ind i klasserummet. Vi må ikke kende deres diagnoser. På grund af GDPR er der en kæmpe mur imellem underviseren og de studerende, fordi de er voksne. Jeg ved ikke, hvilke usynlige handicap de studerende sidder med. Men jeg kan godt af erfaring se, at der sidder tre eller fire stykker, som sandsynligvis har noget autisme, ADHD eller angst”, siger hun.

47 forskellige funktionsnedsættelser er der i vejledningsmaterialet fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen. Bodil Nørgaard oplever ofte, at hun kommer til kort.

”Jeg føler ikke, at jeg har de værktøjer, der skal til for at hjælpe dem. Det bliver belastende for min underviserrolle, når man har rigtig mange i hver klasse, der har forskellige funktionsnedsættelser. De har brug for hjælp, og der skal differentieres meget og tages mange hensyn. Og det har vi ikke ressourcer til at give dem. Vi har maksimalt pres på undervisningen. Vi har ikke tid til differentieret undervisning”, siger Bodil Nørgaard.

Undervisere mangler viden og pædagogiske kompetencer. Janne Holt, der er udviklingskonsulent i HR-afdelingen på UCN, sidder lige nu med i et sektorbaseret projekt, som er en udløber af rapporten ”Bedre vilkår for studerende med funktionsnedsættelser”. Hun er ansvarlig for den interne kompetenceudvikling i UCN.

Helt konkret er det planen at etablere nogle pakker eller initiativer, der kan klæde underviserne bedre på i forhold til at håndtere de udfordringer, de står med.

”Det er en stor omvæltning, det her. De, der mest opfatter sig selv som fagpersoner, går ind i klasserummet og afleverer deres fagstof, og så går de ud igen. De har deres faglighed. De skal ikke vide alt muligt om deltagerforudsætninger og læreprocesser”, siger Janne Holt.

Selvom hun ved, at det er en ekstra opgave for underviserne, erkender hun, at der er brug for kompetenceudvikling.

”Hos underviserne mangler der generelt viden om diagnoser, og hvordan de kommer til udtryk. Der er også brug for grundlæggende viden om, hvad det her er for noget, og hvilke didaktiske redskaber du kan tage i brug som underviser”.

Undervisning skal tænkes helt anderledes.

En af de løsninger, der antydes i rapporten ‘Bedre vilkår for studerende med funktionsnedsættelser’, er, at man tilrettelægger efter ”et universelt design, der tilstræber, at alle har lige muligheder for at deltage på lige vilkår”.

Den metodiske tilgang er Charlotte Rørvig Haaber ekspert i. Hun er adjunkt ved act2learn, som er efter- og videreuddannelsesafdelingen på Professionshøjskolen UCN, og arbejder med det, der kaldes Universal Design for Learning. Det er et amerikansk rammeværk, hvor der er fokus på læringsforudsætninger.

Ifølge hende er det vigtigt ikke at se de studerende som et problem, men i stedet fokusere på deres motivation og præferencer til undervisningen.

”Normalt når man tænker læringsforudsætninger, så tænker man: Er de ordblinde, har de en diagnose, er de fagligt svage, men med Universal Design for Learning bliver der sat spotlys på andre spørgsmål. Det vigtigste er spørgsmålet om, hvad mine studerende bliver motiveret af, og hvordan de gerne vil lære. Det er supervigtig viden i forhold til at designe en læreproces, hvor de studerende har valgmuligheder”, siger Charlotte Rørvig Haaber.

Og Thomas Thyrring Engsig, der er forskningsleder ved UCN med speciale i inklusion, bakker hende op:

”Vi bliver nødt til at blive bedre til at kigge indad i didaktikken og pædagogikken i en professionshøjskolesammenhæng. Jeg tør godt sige, at vi gennem de sidste mange årtier ikke har været gode nok til at have en bred vifte af professionsuddannelser, der taler til studerende med forskellige forudsætninger og forskellige behov”, siger Thomas Thyrring Engsig.

Uddannelse for alle – eller næsten

I forhold til både ligebehandlingsloven og FN's handicapkonvention skal mennesker med handicap have samme mulighed for at uddanne sig som andre. Det handler også om social bæredygtighed, der for alvor er kommet på dagsordenen på de videregående uddannelser.

Tilbage på pædagoguddannelsen ser en tredje underviser, Anne Sofie Trangeled Larsen, nogle udfordringer. Hun er cand.mag. i pædagogik og underviser på pædagoguddannelsen ved UCN. Hun oplever, at en af udfordringerne er gruppearbejde og relationskompetencer.

”Man kan ikke gennemføre pædagoguddannelsen alene. De studerende skal være gode til at indgå relationer. Og her er der mange, der virkelig er udfordret. På pædagoguddannelsen arbejdes der meget med gruppearbejde. Det er en relationel profession. Og flere af eksaminerne er også gruppebaserede”, siger hun.

Hun vrider sig en smule. Det er tydeligt, at Anne Sofie Trangeled Larsen kæmper med et etisk dilemma.

“Jeg har det lidt sådan, at pædagoguddannelsen ikke nødvendigvis skal være en uddannelse for alle. Det er ikke alle mennesker, der kan blive pædagoger eller skal blive pædagoger. Så hvor langt skal jeg egentlig gå for at fastholde dem på uddannelsen? Jeg har også et moralsk ansvar i forhold til, hvem der kan blive gode pædagoger. Samtidig ved jeg også godt, at der skal være lige muligheder for alle til at uddanne sig”.

Artiklen er skrevet af Søren Mikael Kristensen, der er ansat på UCN som it-pædagogisk konsulent og er ved at uddanne sig til fagjournalist.