Dansk Magisterforening

Vi bør arbejde med individuel støtte i kollektive sammenhænge

"Jeg opfordrer til, at vi i vores sektor får åbnet op for en drøftelse af, hvordan vi får koblet SPS til den almene undervisning," skriver Tommy Dalegaard Madsen. © Foto: Jesper Voldgaard

Debat Af Tommy Dalegaard Madsen
Del artikel:

Tommy Dalegaard Madsen opfordrer til en seriøs snak om, hvordan Socialpædagogisk Støtte bliver koblet til den almene undervisning på professionshøjskolerne.

Det sidste årti er der sket en markant stigning i antallet af studerende på de videregående uddannelser, der har brug for særlig støtte for at kunne gennemføre en uddannelse. Stigningen rammer hele uddannelsessektoren og har sikkert så mange gode forklaringer, at det ikke nytter i denne sammenhæng at spekulere i de mangeartede årsager.

Specialpædagogisk Støtte (SPS) dækker såvel fysiske støttebehov (fx hjælp til at få oplæst tekster ved nedsat syn) som støtte til faglige og sociale udfordringer, der er begrundet i psykiske diagnoser. Uanset årsagen til støttebehovet oplever jeg, at det er en rigtig god ting i et samfund, at der er fokus på diversitet og deltagelsesmuligheder i uddannelsessystemet for alle. Mit ærinde er her at adressere, at der er dilemmaer, som ikke drejer sig om, hvorvidt vi skal hjælpe, men om hvordan hjælpen organiseres.

Ud fra et underviserfagligt perspektiv vil jeg argumentere for, at det at kunne tilbyde faglig støtte til studerende er en integreret del af fagligheden for undervisere. Det at have en sensibilitet for den enkelte studerendes situation – fagligt såvel som socialt – er populært sagt et billede på underviserens praksisfaglighed.

Beklageligvis har vi i alt for mange år nu erfaret, at disse elementer af underviserfaget har fået ringere betingelser for at udfolde sig. Dels som et resultat af de utallige uddannelsesbesparelser, en samlet sektor har være udsat for. Dels som et resultat af hvordan den specialpædagogiske støtteordning forstås og i nogen grad også implementeres.

SPS-ordningen er en individuel støttemulighed, der skal afhjælpe den enkelte studerendes særlige støttebehov. SPS-ordningen er en refusionsordning, hvor uddannelsesinstitutionerne kompenseres for det omfang af fx støttetimer, der anvendes i tilknytning til den enkelte studerendes støttebehov. Begge rigtig gode principper, når man ønsker at fremme lige muligheder for uddannelse. Det ville se meget mærkeligt ud, hvis én studerendes behov for tekniske hjælpemidler ville afføde, at for eksempel et helt hold skulle tilbydes de samme ordninger.

Derimod er der potentiale i fællesskabet, som har svære betingelser i den dominerende udbredelse af SPS-ordningen. Støtte, der er begrundet med faglige og sociale behov, har i mange tilfælde både en individuel karakter i form af hjælp til at overskue krav og forventninger i forbindelse med sit studie og har for mange studerende også sine sociale begrundelser, for eksempel om det at få støtte til deltagelse i hold- og gruppesammenhænge. Sådanne støttebehov handler rigtig meget om at koble den enkeltes støtteforløb til den almene undervisning.

På erhvervsskoleområdet er der eksempler på, at man har udnyttet de muligheder, der faktisk er for at samkøre støtteforløb i tilknytning til flere studerendes støttebehov. Dvs. som forløb, der foregår i tilknytning til den almene undervisning, mens den aktuelt foregår – og ikke løsrevet, som det oftest ses.

Jeg opfordrer til, at vi r får åbnet op for en drøftelse af, hvordan vi får koblet SPS til den almene undervisning

Det interessante er, at man forsøger at arbejde med den individuelle støtte i kollektive sammenhænge. Disse sammenhænge giver faglige, sociale og relationelle færdigheder andre betingelser for at udvikle sig, end hvad der kan stimuleres i tilknytning til de isolerede støtteforløb.

For at vende tilbage til min pointe om underviserfaglighed er det et centralt element at kunne arbejde med både faglige og trivselsmæssige forhold i tilknytning til sin undervisning. Det implicerer også studerende, som har særlige støttebehov. Det bør derfor i større udstrækning også gælde i vores forståelse af SPS-ordningen og i vores udfoldelse og implementering af støtteforløb.

Jeg opfordrer derfor til, at vi i vores sektor får åbnet op for en drøftelse af, hvordan vi får koblet SPS til den almene undervisning, så støtten udfoldes i så tæt tilknytning til de studerendes hverdag som muligt. Det indebærer en tæt involvering af undervisere og deres viden og faglighed. Det er en stærk norm i vores sektor at argumentere imod segregering og eksklusion, og derfor er det på høje tid at få en kollektiv samtale om, hvad der skal til for at forbedre deltagelsesmulighederne for alle.

}