Elvir flygtede til Danmark for 30 år siden: ”Jeg bærer et skjold, når jeg går på arbejde”
Elvir Maleskic er aktuel med digtromanen ”Enhver våbenfør dreng". © Foto: Søren Lynggaard Andersen
Selv efter tre årtier i Danmark, mærker Elvir Maleskic stadig, hvordan traumerne fra krigen i det daværende Jugoslavien påvirker hans arbejdsliv.
Det værste var ikke krigen.
Det var dagene, der ledte op til den.
Kort tid inden det hele brød løs, blev der slukket for strømmen i en hvid lejlighedsblok i Jugoslavien. Ejendommens beboere fik travlt med at tømme deres frysere og bære halvoptøet kød ud på en stor græsmark. Et gigantisk kødbjerg voksede sig større og større, mens blod langsomt sivede ud og ændrede farven på det grønne græs.
Mindet står klart i Elvir Maleskics hukommelse som et billede på den altoverskyggende frygt for det ukendte, som han mærkede i dagene op til krigen.
Det var i 1992. I dag bor han i Danmark og mærker 30 år senere stadig de spor, krigen har sat i ham, når han går på arbejde.
”Jeg har oplevet naboer bekrige hinanden. Slå hinanden ihjel. Og det har påvirket mit menneskesyn i en grad, hvor jeg er blevet meget påpasselig, når jeg indgår i nye fællesskaber – jeg bærer et skjold, når jeg går på arbejde,” siger Elvir Maleskic.
Han arbejder i dag på professionshøjskolen VIA University College og er desuden sprunget ud som forfatter. Netop i dag udkommer hans tredje bog ”Enhver våbenfør dreng”, som beskriver to bosniske drenges oplevelser i dagene op til krigens begyndelse. Romanen er stærkt inspireret af Maleskics eget liv.
”Jeg har mange huller i min hukommelse – fra min barndom, krigen og flugten til Danmark. Der mangler flere passager i min livsfortælling, og dem forsøger jeg at fylde ud ved at skrive om mine oplevelser med krig”.
Krigen ændrede Elvirs menneskesyn
Elvir Maleskic flygtede som 15-årig gennem Polen til Danmark. Med sig havde han sin far, mor og yngre bror. Den første tid i Danmark var en blandet fornøjelse, som Elvir Maleskic husker det.
”Jeg fik dannet nogle gode venskaber, selvom vi boede på flygtningecenter de første tre og et halvt år. Men det var et helvede for mine forældre, og det gjorde ondt at se,” siger han.
Elvir Maleskic startede på Silkeborg Amtsgymnasium i halvfemserne og blev senere universitetsuddannet i fransk og engelsk. I dag arbejder han som chefkonsulent på uddannelsesområdet.
Det har ikke altid været let at åbne op over for nye kolleger, og minderne fra barndommen dukker op som uforudsete udfordringer i arbejdslivet. Elvir Maleskic mindes en studietur til Finland med sin nuværende arbejdsplads.
”Da vi stod i kø til paskontrollen i lufthavnen, kan jeg huske, at der opstod en pludselig frygt inde i mig. Det at krydse en grænse forbinder jeg med stor usikkerhed,” siger Elvir Maleskic.
Elvir Maleskics råd til flygtninge og deres kolleger
Siden Rusland invaderede Ukraine i februar 2022, er mange ukrainere flygtet til Danmark, ligesom Maleskic gjorde det i 1992. Men hvordan er det at gå på arbejde, når krig har sat sit aftryk i en? Og hvordan håndterer du det som kollega? Her er Elvirs råd:
• Kolleger bør ikke spørge direkte ind til de traumatiske oplevelser, men kan i stedet være nysgerrige på livet i hjemlandet og vise interesse for kulturen.
• Som flygtning kan man øve sig i at tage initiativ til at dele ud af sin kultur og gode minder.
• Det er vigtigt som ny i Danmark og på en arbejdsplads i det hele taget at opsøge sociale fællesskaber.
• Skriv tanker og følelser ned for at bearbejde indtryk og oplevelser.
Robusthed og behov for tryghed
Det er ikke kun negative konsekvenser, som Elvir Maleskic har mærket på bagkant af krigen. Han oplever nemlig også en robusthed og en evne til at sætte sig i andres menneskers sted.
Efter 10 år i Danmark skulle der ske en stor omstrukturering af Maleskics arbejdsplads – kommunen, som han arbejdede i, skulle slås sammen med flere andre. Men Elvir Maleskic tog det i modsætning til sine kolleger ganske roligt.
”Jeg beroligede mig selv og tænkte, at det jo var ingenting i forhold til krig. I bund og grund var jeg bare glad for at kunne køre hjem til min familie efter arbejde,” siger han.
Et andet eksempel er, da Elvir Maleskic fik til opgave at interviewe borgere med misbrug, som var med til at evaluere et behandlingstilbud. Selvom deres fortællinger var hård kost, havde han let ved at rumme situationen og tog ikke deres smerte med hjem.
”Det blev ikke boende i min sjæl, når jeg tog hjem, fordi jeg beskyttede mig selv,” siger han.
Dog har Elvir Maleskic et behov for tryghed og stabilitet i sit arbejdsliv og opsøger sjældent forandringer. Det er måske en af grundene til, at han har haft det samme job i 15 år.
”Jeg ville ønske, at mine egne forældre var blevet modtaget sådan”
I starten af 2022 blev Elvir Maleskic bevidst om en sorg, han har båret rundt på. Da mange virksomheder begyndte at hejse ukrainske flag og enkelte kolleger satte dem i deres mail-signatur, blev Maleskic dybt berørt.
”Jeg er virkeligt overvældet over den måde, hele Danmark har omfavnet de ukrainske flygtninge. Og jeg ville ønske, at mine egne forældre også var blevet modtaget sådan”.
På den måde blev det tydeligt for Elvir Maleskic, at han selv har manglet opbakning i løbet af sit arbejdsliv.
”Jeg kunne virkelig mærke et savn efter, at der var nogen, som bakkede op, og at jeg selv var mere åben.”
Forfatterskabet blev en redning
Det har været en forløsning for Elvir Maleskic at springe ud som forfatter efter et arbejdsliv, hvor han ofte har lagt låg på sig selv.
”Jeg har nok gået rundt og været ulykkelig bag det her skjold, fordi jeg har haft en trang til at udtrykke mig gennem skriftsproget. Nu hvor jeg har gjort det, føler jeg mig som et helt menneske,” fortæller han.
Elvir Maleskic har ikke kun skrevet ”Enhver våbenfør dreng” for sin egen skyld.
Han mener nemlig, at krigen i Bosnien stadig rummer ufortalte historier, som bør formidles. Og derudover så håber han at kunne give læseren et indblik i, hvad det vil sige at være barn i en krig.
”Jeg ville gerne skrive en bog om, hvordan børn erkender krig. Jeg kan selv huske, hvor usikkert alt var. Følelsen af at kigge ind i en helt blank fremtid”.
