Spring menu over
Dansk Magisterforening

Der er 30 procent flere besøgende. Alligevel fyrer museum to tredjedele af de ansatte

Energimuseet fyrer 12 ansatte og står foran lukning, efter Energiministeriet har trukket sit tilskud.

Energimuseet i Bjerringbro fyrer 12 ansatte og står foran mulig lukning, efter museet mister et flerårigt driftstilskud, som nu er dømt ulovligt. Museet lukker nu for den brede offentlighed, men kan måske holde åbent for skoleklasser. © Foto: Energimuseet

Del artikel:

Energimuseet mister 20-årigt langt tilskud, som er blevet dømt ulovligt. Museet har derfor fyret to tredjedele af de ansatte og står foran mulig lukning.

Alle råber om bæredygtighed og grøn energi. Men Energimuseet, som beskæftiger sig med netop dette, står nu foran en lukning.

I 20 år har Energimuseet fået et årligt milliontilskud, men i 2022 fik museet besked om, at tilskuddet er dømt ulovligt af Forsyningstilsynet. 

I 2023 gav den forhenværende energiminister Dan Jørgensen (S) museet en økonomisk håndsrækning fra Energiministeriets egen ramme for at redde museet og lovede samtidigt, at ministeriet ville arbejde på en varig løsning.

Men i midten af august fik Energimuseet besked fra den nuværende Klima-, Energi- og Forsyningsminister Lars Aagaard (M), at ministeriet ikke længere vil hjælpe museet.

Resultat: Nu mangler museet 5,8 millioner kroner til museets drift. 12 af museets 18 ansatte bliver fyret, og museet står foran en mulig lukning.

"Vi er elbranchens museum, og vi formidler historien og energi og den grønne omstilling, som alle råber om lige nu. Men efter en god sommer på museet, hvor besøgstallet steg med mere end 30 procent sammenlignet med 2022, er stemningen nu virkelig trykket,” fortæller Jytte Thorndahl, som er museumsinspektør på Energimuseet.

”Vi nåede at komme på Finansloven 2023, fordi Dan Jørgensen lovede at sørge for at kompensere for det manglende tilskud, som, vi venter på, bliver udbetalt for 2023. Men i forhold til 2024 ser det sort ud, når Klima, - Energi- og Forsyningsministeriet ikke vil hjælpe os næste år,” forklarer Jytte Thorndahl.

I forhold til 2024 ser det sort ud, når Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet ikke vil hjælpe os næste år

Jytte Thorndahl, museumsinspektør, Energimuseet

Står i en vanskelig situation

Ifølge museumsinspektøren kan Energimuseet heller ikke forvente at få et yderligere tilskud fra Kulturministeriet, hvor museet også får statstilskud fra hvert år.

"Hele museumsbranchen venter på en stor museumsreform, og vi kan derfor ikke regne med at få så stort et ekstratilskud fra Kulturministeriet," siger Jytte Thorndahl.

Energimuseet har omkring 40.000 besøgende, og både danske familier såvel som tusindvis af skolebørn lægger vejen forbi hvert år.  

Museet formidler viden om den grønne omstilling, bæredygtighed og energi til alle aldersgrupper, og især de mange skoleklasser får et unikt indblik i energiens historie og dens betydning for vores liv.

”Museet er et foregangsmuseum inden for bæredygtighed. Vi arbejder på at være så grønne som muligt. Vores café er rent vegetarisk, og vi sælger bæredygtige produkter i vores museumsbutik. Her kan man smage på ristede melorme og insekter ude i vores energihave, hvor vi rister 'facon', et vegetarisk alternativ til bacon, og mange finder ud af, at man sagtens kan spise andet end dyr,” fortæller Jytte Thorndahl.

Hun ville ønske, at energiministeren måske lige kunne veje i sin beslutning om at trække statstilskuddet til museet én gang mere.

”Ministeren har jo selv en mangeårig baggrund i elbranchen og har kendt til dette museum i mange år. Men han har nok aldrig været her og ved nok heller ikke, hvad vi faktisk gør her. Så ministeren virker ikke til at have den store folkeforståelse for museets betydning,” siger Jytte Thorndahl.

  

 

Ulovlig støtte

Energimuseet blev grundlagt i 1982 og officielt indviet to år senere. Siden slutningen af 80’erne har museet fået støtte fra den daværende Elforsyningen.

Siden åbningen i 1984 har det ved hjælp af sponsorer fra elforsyning, el-branche og private fonde været muligt at udbygge museet. I 2002 blev museet statsanerkendt, og siden 2005 har museet fra tilskud fra Energinet, som ejer landets store el- og gasnet, og altså er medfinansieret af de danske forbrugere.

I mere end 20 år har Energimuseet altså fået statsligt driftstilskud udbetalt via Energinet.

Og her opstår problemet. For i december 2019 tog Forsyningstilsynet sagen op, og i januar 2022 fik museet besked om, at støtten var ulovlig.

Tidligere har Energinets støtte til museet været regnet ind i Energinets omkostninger via tarifferne. Det har forbrugerne i sidste ende været med til at betale.

Men da denne ordning blev dømt ulovligt af Forsyningstilsynet, besluttede Energinet, at de ikke fremadrettet ville støtte museet af egen lomme.

Siden har museets ledelse arbejdet hårdt i kulisserne på at finde en løsning for museets overlevelse. Museets direktør, Teo Juel Geer, har holdt møder med et bredt spekter af politikere i både Folketinget og lokalt, diverse elselskaber og med private fonde, men endnu er der ikke fundet en løsning. 

Planen lige nu er, museet kører videre på et minimum

Christina Louise Sørensen, museumsinspektør, Energimuseet

Håber fortsat på overlevelse

Det seneste tilskud til museet fra Energinet kom i januar 2022 og lød på 5,8 millioner kroner.

I Energinet sidder den tidligere socialdemokratiske udenrigsminister og Mogens Lykketoft som formand, og selvom han ifølge Jytte Thorndahl er positiv stemt overfor fortsat at kunne støtte museet, så kan sidste års støtte fra Energinet meget vel også blive den sidste.

Med udspillet til den nye finanslov for 2024, står det nemlig klart, at museet ikke længere får statsstøtte til driften.

Hvad der sker for museet nu, står derfor hen i det uvisse.

Det står dog klart, at en stor del af driften lukker. Det gælder for eksempel salg af billetter, museets café og køkken og vedligeholdelse af udstillinger.

Alligevel håber museets ansatte stadig på, at museet overlever, fortæller Christina Louise Sørensen, som også er museumsinspektør på Energimuseet.

”Planen lige nu er, museet kører videre på et minimum. Vi vil måske have åbent for skoleklasser, men det kan ikke blive for den brede offentlighed, som det ser ud nu, for det er en helt anden driftssituation, vi kigger ind i.”

De faglige ansatte – som inspektørerne – bliver for at arbejde med forskning og formidling, for ellers ville museet miste muligheden for at kunne få statsstøtte.

De 12 ansatte er dog opsagt, men nogen af dem har været på museet i mange år og har derfor en lang opsigelse. De første slutter i løbet af efteråret, mens de sidste forlader museet i løbet af foråret 2024.

”Jeg tror og håber på, at museet overlever, men på hvilket niveau er svært at sige lige nu. Vi har haft store planer med transformering og udbygning af museet, men det svært at tro på, at det vil ske nu,” siger Christina Louise Sørensen.

Akademikerbladet har forgæves forsøgt at få et interview med Klima-, energi-, og forsyningsminister Lars Aagaard om hans holdning til Energimuseets fremtid, og hvorfor ministeriet nu ikke længere vil støtte museet.