Spring menu over
Dansk Magisterforening

5 gode råd: Sådan kommer du bedst igennem en fusion

Novozymes i Kalundborg

Medarbejderne i Novozymes (her fra produktionen i Kalundborg) skal vænne sig til at være kolleger med de ansatte i Chr. Hansen. Det er en stor opgave at lykkes med. © Foto: Novozymes/pressefoto.

Af Majken Søndergaard Eliasen
Del artikel:

Al forskning viser, at store forandringer på arbejdspladsen påvirker trivslen og skaber usikkerhed. Så hvordan kommer du bedst igennem en fusion?

Det bliver en af danmarkshistoriens største fusioner, når to af landets største virksomheder, Novozymes og Chr. Hansen, slår sig sammen.

I alt vil 10.000 medarbejdere på verdensplan fra den ene dag til den anden være kollegaer. Og det er noget af en opgave.

I stillingsannoncer kan man ofte se arbejdsgivere lede efter medarbejdere, der er ’omstillingsparate’, eller som ’trives i et omskifteligt arbejdsmiljø, hvor ikke to dage er ens’. Faktum er dog, at forandringer på arbejdspladsen typisk er et af de parametre, der kan skabe usikkerhed hos de ansatte.

”Vi ved fra forskningen, at forandringer generelt er en belastning af det psykiske arbejdsmiljø. Det er en ubekvem sandhed, man nogle gange glemmer i den optimisme, der tit kommer med store forandringer,” siger psykolog Esben Langager Olsen, der forsker i det psykiske arbejdsmiljø ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og har skrevet erhvervs-ph.d. på Novozymes.

En af de største forandringer, en arbejdsplads kan blive udsat for, er fusioner, hvilket kan starte en lange række overvejelser hos de ansatte.

Vil jeg miste mit job i forbindelse med fusionen?

Skal jeg til at arbejde et andet sted, end jeg gør nu?

Hvem skal jeg arbejde sammen med, og gør de tingene på en anden måde, end jeg er vant til?

Opgaven er at tilpasse sig det nye. Man skal være med til at opbygge en ny kultur

Psykolog og forsker Esben Langager Olsen

”Det har noget at gøre med, at vi som biologiske og psykologiske væsner befinder os meget godt med, at der er en vis forudsigelighed, så vi føler os kompetente i at skulle håndtere vores arbejde og finder en tryghed i miljøet og vores relationer. Alle de ting bliver udfordrede, når man gennemfører større forandringer”, forklarer Esben Langager Olsen.

Det er først og fremmest ledelsens ansvar, at en fusion bliver gennemført på den bedst mulige måde i forhold til de ansatte, men den enkelte medarbejder kan sagtens gøre noget for at lette sin egen del af processen.

”Opgaven er at tilpasse sig det nye. Man skal være med til at opbygge en ny kultur. Det er en ny identitetsskabelsesproces, man går ind i”, siger Esben Langager Olsen.

Her er hans fem bedste råd til at forberede sig på fusioner som medarbejder.

1.

Opsøg information

Det er ikke sikkert, du får al den information, du gerne vil have, så du skal selv være aktiv i forbindelse med fusionen og finde information.

2.Involver dig i processen

Når boldene bliver kastet op i luften, er der mange ubekendte. Planen er ikke fuldstændig skrevet på forhånd, så du har mulighed for at være med at forme dine egne arbejdsomstændigheder. Du har mulighed for at få indflydelse, så søg den.

3.Se sandheden i øjnene

Man bruger ofte en sorgmetaforik i forandringsledelseslitteraturen: Når du har mistet en kær, så skal du også kunne give slip på det, der var. Se det i øjnene. Du kan ikke ændre omstændighederne, det nytter ikke at gå og tale om det gamle, der engang var, det bliver drænende både for dig selv og andre.

DM's egne fusioner

DM fusionerer i disse år med flere andre fagforeninger og har derfor også et fokus på medarbejdernes trivsel både før og efter fusionen.

"Mere end et år inden hver fusion etableres kontakten mellem de tillidsvalgte, og der starter et grundigt onboardingforløb, hvor de kommende kollegaer gradvist nærmer sig deres kommende kollegaer, chefer og nye opgaver i DM," siger organisations- og fusionschef Helene Flethøj Thygesen.

Efter fusionen bevarer de nye medarbejdere en tillidsvalgt kontaktperson og er repræsenterede i klubbestyrelser og MED-udvalg i DM.

"Ledelsen har stort fokus på at fastholde medarbejdere i fusionerne, og efter hver fusion bliver medarbejdernes forløb evalueret grundigt sammen med dem," siger Helene Flethøj Thygesen.

 

4.

Accepter kaos

Måske har du det bedst, når du har kontrol over situationen og har vished med alt, men under en fusion står du i en situation, hvor der er rigtig meget, der er uklart, og som man ikke kan have kontrol over. Der er mange spørgsmål, som ingen kan give klare svar på, og det kan være frustrerende at være i. Du bliver nødt til at træde et skridt tilbage og acceptere, at der er kaotiske elementer i en fusion.

5.

Støt dine kolleger

Dine kolleger reagerer også på forandringerne og muligvis på en anden måde end dig. Selvom du måske tager det med stiv arm, så kan det være, din kollega bliver meget bekymret. Der har man et ansvar for at give støtte til sine kolleger. Byd dine nye kolleger ind, især hvis de kommer fra den mindre dominerende organisation.