Efter 17 år som udlandsdansker: ”Det var lettere at flytte ud end hjem”

Efter et langt karriereeventyr i udlandet ankom Kirstine Chege en kold decemberdag til Aalborg Lufthavn med et par kufferter, fire børn og uden et arbejde.

I løbet af de seneste 17 år havde hun arbejdet på vicepræsidentens kontor i Nairobi, jongleret opgaver i EU-institutionerne i Bruxelles og brugt tre år som EU-udsendt i Kampala. At få et arbejde inden for sit felt måtte være ligetil, tænkte Kirstine Chege, der er uddannet i historie og statskundskab og i dag arbejder i Folketingets EU-Oplysning.

Men det skulle vise sig at blive en større kamp, hvor hun først måtte gennem ufaglært arbejde på et plejehjem, en asyllejr og skrive utallige jobansøgninger, inden hun langt om længe landede et akademisk job.

”Min internationale baggrund var ikke en fordel – jeg havde en følelse af, at ingen rigtig forstod, hvad jeg havde lavet. De syntes bare, det var lidt eksotisk, at jeg havde boet i Afrika,” konstaterer Kirstine Chege i dag.

Noget tyder på, at hun ikke er alene om den oplevelse.

Ifølge en vurdering fra Dansk Arbejdsgiverforening bor og arbejder over 80.000 danskere i udlandet. Men når de kommer hjem, kan det være svært at vende tilbage til det danske arbejdsmarked, fortæller Michael Bach Petersen.

Han er generalsekretær i organisationen Danes Worldwide, der hvert år rådgiver omkring 2000 udlansdanskere og hjælper ca. halvdelen af dem retur til Danmark.

“Vi oplever ofte, at man på trods af en god uddannelse eller et flot CV, har svært ved at få job i Danmark. Det er som om, at virksomhederne ikke er åbne over for de kompetencer, man som dansker kan komme med fra udlandet, og det er ærgerligt – for vi har brug for deres internationale kompetencer, erfaringer og udsyn,” siger han.

Alt var nyt og spændende

Kirstine Chege flyttede første gang til udlandet i år 2000 for at arbejde som assistent for et dansk medlem af Europa-Parlamentet. Og da hun et år senere blev færdiguddannet som cand.mag. i historie og statskundskab fik hun fast arbejde i Bruxelles som politisk konsulent i Parlamentet.

”Da jeg flyttede til Bruxelles, var alt bare nyt og spændende. Og EU-stoffet var lige noget for mig,” siger Kirstine Chege.

Efter tre år i Bruxelles blev Kirstine udstationeret til Kampala, Ugandas hovedstad, hvor hun arbejdede som politisk assistent for EU-delegationens chef.

”Jeg har altid elsket at opleve nye steder og lære andre kulturer at kende. Og fagligt var jeg i himlen – det var den perfekte kombination for mig at arbejde med Afrika og EU. Jeg husker mine år i Uganda som de bedste i mit liv,” siger Kirstine Chege.

Det var også under hendes år i Uganda, at Kirstine Chege blev særlig god til at møde nye mennesker og håndtere uvante situationer.

”I Uganda mødte jeg mange forskellige slags mennesker, og det har gjort mig mere udadvendt. På nye arbejdspladser har jeg fået ry for at være en kamæleon – efter få uger føler folk, at jeg har været der i to år,” siger Kirstine Chege.

Den pludselige tilbagevenden til Danmark

I 2013 flyttede Kirstine fra Bruxelles til Kenya med sin mand og børn. Hun startede ud med at være på barsel, men fik senere job på vicepræsidentens kontor, hvor hun knoklede på et projekt, der havde til formål at hjælpe kenyanske kvinder med at blive økonomisk uafhængige.

Men i 2017 fik personlige omstændigheder Kirstine og børnene til at forlade Nairobi. De ankom til Danmark med et par kufferter, uden penge og uden en plan. Derfor var Kirstine afhængig af hurtigst muligt at finde et arbejde.

”Jeg var ikke berettiget til offentlig forsørgelse, så efter 12 dage i Danmark stod jeg på et plejehjem i Jylland og fortalte personalet, at jeg gerne ville arbejde hos dem,” siger hun.

På plejehjemmet arbejdede Kirstine omkring 60 timer om ugen for at kunne forsøge sine børn og opbygge et liv i Danmark. Efter tre måneder fik hun også arbejde på et asylcenter, hvor hendes sproglige kompetencer var en fordel.

”Jeg taler engelsk, fransk og kiswahili, og samtidigt forstår jeg lovgivningstekster – så det var en fordel i forhold til at kommunikere med asylansøgerne,” siger hun.

Kirstine havde mange forskellige arbejdsopgaver på asylcenteret – alt fra skrivebordsarbejde til at deltage i sommerlejre med flygtningebørn. Men samtidigt ledte hun desperat efter et akademisk arbejde.

”Jeg sad om natten og skrev ansøgninger på livet løs,” siger Kirstine Chege.

Kirstine var ”overkvalificeret og for international”

Selvom Kirstine brugte sene nattetimer på at sende ansøgninger afsted, blev det kun til få jobsamtaler. ”Som oftest fik jeg afslag, og til samtaler fik jeg at vide, at jeg var overkvalificeret eller for international,” siger hun.

Kirstine fortæller for eksempel, at hun søgte en stilling i et dansk ministerie og tænkte at hendes dybe EU-viden og internationale forståelse var en fordel. Men efter samtalen fik hun at vide, at hendes profil var for international.

”De var bekymrede for, om jeg havde fulgt nok med i dansk politik, mens jeg boede i udlandet – men jeg arbejde jo netop med dansk politik i EU,” siger Kirstine Chege.

Et år gik, og Kirstine rakte ud til den arbejdsplads, hvor hun havde arbejdet som studentermedhjælper i slut halvfemserne. De havde en stilling slået op, og det kunne jo være, at Folketingets EU-Oplysning stadig kunne huske hende.

En stilling på et plejehjem, 10 måneder med ad-hoc opgaver på et asylcenter og utallige jobafslag senere, var der endelig bid. Kirstine blev ansat som fuldmægtig i Folketingets Internationale Sekretariat.

”Uden mit gamle netværk, tror jeg der kunne være gået længe, inden jeg havde fundet et arbejde,” siger Kirstine Chege.

'

I 2006 fejrede Kirstine Europadagen med EU-delegationen i Uganda. Foto: Privat.

Et omvendt kulturchok

Kirstine Chege husker det som en stor omvæltning, pludseligt at skulle finde sig til rette på en dansk arbejdsplads. Arbejdshierarkiet var utydeligt i modsætning til i Bruxelles, og kollegerne blev ikke hængende til en hyggesnak efter arbejde.

“Det var lidt et kulturchok at vende retur til det danske arbejdsmarked. Jeg oplevede i starten, at det var svært at komme ind på livet af mine kolleger,” siger hun.

Til gengæld var Kirstine glad for sit nye hæve-sænke-skrivebord, og syntes at smørrebrødet i Snapstinget smagte himmelsk. Med tiden lærte hun også kollegerne bedre at kende.

Alligevel slår hun fast: ”Det var nemmere at flytte ud end at komme hjem”.

Erhvervspsykologens tre råd til en god (gen)start på det danske arbejdsmarked

- Anerkendelse og trivsel på arbejdspladsen er tæt forbundet. Derfor er det vigtigt at ens kernekompetencer bliver anerkendt og sat i spil.

- Det er vigtigt at restituere, når man starter på en ny arbejdsplads. Særligt hvis man har boet mange år i udlandet, og den danske arbejdskultur er fremmed for en.

- Som kollega kan man spørge nysgerrigt ind, hvis man fornemmer, at en ny medarbejder har svært ved at falde til på arbejdspladsen.

Kilde: Pernille Rasmussen, erhvervspsykolog og stress-ekspert.