”Det var den bedste løsning, at jeg blev fyret”

”Når der er arbejdsvilkår, som går ud over børnenes trivsel og udvikling, så føler jeg mig som offentligt ansat både etisk, moralsk og fagligt forpligtet til at sige fra og fortælle om det. Der sker lovbrud hver eneste dag i landets daginstitutioner på grund af de rammer, som pædagogerne arbejder under,” siger Nanna Høyrup.

Nanna Høyrup er uddannet pædagog og var i perioden 2008 frem til 2014 ansat i en vuggestue. I starten gik det fint, og hun elskede sit arbejde.

Der var minimumsnormeringer på stuen, og de var fire voksne, hvoraf to var pædagoger til at passe 12 små børn. Men langsomt blev det værre og værre med normeringen.

Kommunen skulle sparre, og der kom samtidigt et øget politisk fokus på og behov for skriftlige opgaver og dokumentation. Der blev også færre til at tage sig af børnene og dermed mindre tid til kerneopgaven.

Til sidst fandt Nanna sig selv som alene voksen med syv børn på stuen med døren åben ind til nabostuen. Den ressourcemæssige kabale gik ikke længere op.

”Jeg blev syg med stress og til sidst kunne enderne – de faglige og personlige - bare ikke mødes, selvom jeg gik ned i tid. Det hang bare ikke sammen længere på flere plan. Det var den bedste løsning for alle, at jeg blev fyret,” siger hun.

Men Nannas fyring blev også startskuddet på, at hun skrev en række kritiske opslag på de sociale medier, i læserbreve og debatindlæg om de kritiske forhold på arbejdspladsen, og de rammer pædagogerne arbejder under i dag.

Har et ansvar for at dele viden

Nanna Høyrups måde at åbent kritisere sine arbejdsforhold kaldes også for loud quitting. En tendens, der er vokset frem internationalt, men som også ses i stigende grad herhjemme.

Det fortæller Malene Friis Andersen, som er autoriseret psykolog, forfatter og ekspert i ledelse, arbejdsfællesskaber og psykisk arbejdsmiljø.

”I loud quitting er en opsigelse ikke længere et internt anliggende i virksomheden – der ytrer man sig som ansat offentligt og forklarer om fyringen, sine bevæggrunde for at sige op eller om de problematiske forhold på arbejdspladsen,” fortæller Malene Friis Andersen.

Hun forklarer, at det ikke altid er godt at råbe højt om problemerne. Det kan være risikofyldt for både organisationen og den ansatte at stille sig frem og fortælle åbent til den brede offentlighed om kritiske forhold.

Nanna Høyrup havde dog ingen tvivl om, hvorvidt hun skulle dele sin historie om de kritisable arbejdsforhold for pædagogerne, som går ud over vores børn.

”Jeg har et ansvar for at dele min viden, for ellers er der jo ikke nogen der ved, hvordan det er at være et lille barn i en vuggestue eller børnehave. Forældrene kender vilkårene når de afleverer og henter, men i mellemtiden er det os pædagoger, der har ansvaret for deres børn og at dele deres virkelighed ærligt og troværdigt. Uanset hvor grel den måtte være.”

En kritik mod rammerne

Når Nanna Høyrup lavede loud quitting, så var det ikke en kritik mod hendes arbejdsplads. Det er en kritik mod kommunerne og i sidste ende Christiansborg, som udstikker rammerne.

”Velfærden og børneområdet har været beskåret gennem årtier og er stadig underfinansieret. Det gør, at kommunerne har færre penge til at sikre den tilstrækkelige normering, der bør være. Det kunne vi jo helt konkret mærke på min arbejdsplads.”

I dag arbejder Nanna Høyrup ikke længere som pædagog. Men hun bruger sin erfaring fra arbejdet til at tale højt om de kritiske arbejdsforhold som fagpolitisk engageret i BUPL.

Hun er også blevet aktiv i politik på børneområdet for Alternativet og har ligeledes været stedfortræder i Folketinget, hvor hun også arbejdede for at forbedre forholdene på børne- og ungeområdet.

Men kunne Nanna Høyrup overveje at vende tilbage til pædagogfaget? Kun hvis arbejdsvilkårene bliver radikalt anderledes, end de er i dag, fortæller hun.

”Pædagoguddannelsen mangler 350 millioner kroner årligt, men regeringen har afsat 45 millioner kroner og en fælles pulje til andre velfærdsuddannelser, og det rækker jo ikke. Vi har et stort økonomisk råderum, så jeg undrer mig virkelig over, at er ikke sættes mere af til at løfte hele børne- og ungeområdet, og det vil jeg fortsætte med at gøre opmærksom på.”