5 ubesvarede spørgsmål i regeringens uddannelsesudspil

Kortere, men bedre uddannelser.

Det var hovedbudskabet fra forsknings- og uddannelsesminister Christina Egelund (M), da hun på et pressemøde torsdag sammen med børne- og undervisningsminister Mattias Tesaye (S) og økonominister Troels Lund Poulsen (V) præsenterede SVM-regeringens første store reformudspil, der skal føre til kortere kandidatuddannelser på universiteterne.

Hvor en fuld universitetsuddannelse i dag typisk varer fem år, skal halvdelen af alle disse fremover vare fire år, mener regeringen. Konkret skal en kandidatuddannelse reduceres fra 120 til 75 ECTS. Omlægningen skal primært ramme humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser.

På pressemødet lancerede regeringen også nyheden om, at der skal oprettes kandidatuddannelser på 2½-3 studieår ”med en høj grad af specialisering”, og at der skal oprettes 2.500 nye engelsksprogede studiepladser.

Til gengæld har SVM-regeringen med udspillet ikke formået at afklare en række spørgsmål, der har stået ubesvaret hen, siden den daværende s-regering præsenterede et næsten identisk reformudspil i efteråret.

1. Hvorfor skal universiteterne have en reform?

Først og fremmest har regeringen med udspillet ikke fået forklaret, hvorfor det overhovedet er nødvendigt at gennemføre en stor reform på universitetsområdet, påpeger kommentatorer.

"Ja hvad er det for et problem, regeringen vil løse?", lød det første spørgsmål fra en journalist på pressemødet. Christina Egelund svar lød, at ” fordi så stor en andel af en ungdomsårgang går på universiteterne, så er der behov for en differencering, også inden for universiteterne, hvor nogen får en længere og andre en kortere uddannelse”.

Ifølge Socialdemokratiets uddannelsesordfører, Rasmus Stoklund, er der imidlertid flere brændende platforme, forklarede han efterfølgende til DR, hvor en afgørende er, at ”25 procent af de humanistiske kandidater efterfølgende kommer i ufaglært arbejde eller arbejde som ikke kræver fem år på universitetet”.

En undersøgelse fra AE-rådet har imidlertid vist, at staten har fået sin investering i humaniorauddannelser tilbagebetalt efter kun 3,4 år, og at hver enkelt humanistiske kandidat over et livsforløb skaber en værditilvækst til samfundet på 18,7 mio. kr. Desuden har Rockwoolfoden fastslået, at humanister, der er overkvalificerede til deres job, ikke har et væsentligt løntab sammenlignet med akademiske stillinger.

Men selv hvis Rasmus Stoklund har ret, kan argumentet ikke forklare, hvorfor næsten halvdelen af samtlige 27.000 kandidatuddannelser skal være kortere. Humaniora udgør kun 20 procent af disse. Det kan slet ikke forklare, hvorfor de resterende 30 procent skal findes på samfundsvidenskabelige uddannelser, hvor det samfundsøkonomiske afkast er næsten lige så stort som på medicin og tandlægevidenskab.

2. Kan det skade de uddannelser, regeringen vil hjælpe?

Mere overordnet frygter professionshøjskolerne, at reformen vil kannibalisere på velfærdsuddannelserne. Argumentet er, at fordi kandidatuddannelser, både når det gælder prestige og løn, er mere attraktive end velfærdsuddannelserne, ja så vil det være mere oplagt for de unge at søge de nye universitetsuddannelser, der nu bliver lige lange som de fireårige uddannelser til fx lærer eller sygeplejerske.

De tre ministre pegede ellers på pressemødet på, at for få uddanner sig inden for velfærdsfag. Men det problem løser reformen slet ikke, påpeger fx Stina Vrang Elias, direktør i tænketanken DEA.

”Universiteterne bliver den sol, vi alle danser om, men det er dét sted i uddannelsessystemet, der har færrest udfordringer”, skriver hun på twitter.

Men ifølge Christina Egelund kan de kommende politiske forhandlinger meget vel ende med at tage højde for det problem, ved at universitetsuddannelserne ikke blot gøres kortere, men at der også skal være færre af dem:

”Hvis jeg skal spå om et udfald, vil jeg da tro, at vi også ender med at dimensionere”, sagde hun på pressemødet.  

3. Økonomerne tror ikke på reformen – gør Finansministeriet det?

Christina Egelund gentog på pressemødet igen og igen logikken i reformen: Uddannelserne skal være kortere, men til gengæld skal der puttes ”højere kvalitet” ind i de 1¼ studieår, uddannelserne nu skal vare.

”Det er ikke en spareøvelse, det er en kvalitetsøvelse”, lød det fra økonomiminister Troels Lund Poulsen, der fastslog, at ”vi bliver rigere som samfund” med udspillet.

Men her er der alene tale om en effekt på 5,6 mia. kr. ved at få de studerende hurtigere ud på arbejdsmarkedet, fremgår det af Finansministeriets beregninger af forslaget. Og i modsætning til Christina Egelund og Troels Lund Poulsen kan Finansministeriet ikke bekræfte, at reformen vil give bedre uddannelser.

Tværtimod fremgår det af udspillet, at Finansministeriet regner med, at de nye uddannelser vil føre til lavere lønninger, da ”dimittenderne fra kandidatuddannelser på 1¼ studieår alt andet lige vil have tilegnet sig færre kompetencer gennem formel uddannelse”.

Et bud på hvor meget faldet i lønninger vil være, giver ministeriet ikke, men Reformkommissionen har tidligere beregnet tabet til 7 mia. kr. Det Økonomiske Råd har dog beregnet, at det samfundsøkonomiske tab kan blive så højt som 14 mia. kr.

4. Hvordan vil de oprette alle de nye uddannelser?

De forkortede kandidatuddannelser er ”nye” uddannelser, pointerede uddannelses- og forskningsministeren gentagende gange på pressemødet. Det betyder nye studieordninger og indhold i hundredvis af uddannelser, der skal kvalitetssikres og godkendes af Akkrediteringsrådet.

Men udover at det er en kolossal administrativ byrde, hvordan skal det ske?

Når en ny uddannelse skal oprettes, er der strenge krav til prækvalificering, blandt andet ved at markedet og behovet undersøges. Men med de etårige kandidatuddannelser er problemet, at store dele af erhvervslivet ikke har efterspurgt dem. Det har fx 250 medlemmer af aftagerpaneler, der rådgiver universiteterne om behovene på arbejdsmarkedet, fastslået i et debatindlæg i Politiken.

5. Kan vi konkurrere med udlandet?

Som noget nyt vil regeringen oprette 2.500 engelsksprogede studiepladser, omend det hører med til historien, at tidligere aftaler har reduceret antallet betragteligt. Men vil etårige kandidatuddannelser ”med et tydeligt arbejdsmarkedssigte” være relevante for udenlandske studerende? Og hvordan stiller uddannelserne danske studerende i fx Europa, hvor toårige uddannelser er mest udbredte? Ja hvad betyder en reform, der samlet giver mindre uddannelse, for den danske konkurrenceevne?

I 2009, da uddannelsesministeren var Helge Sander (V), var det uddannelsespolitiske budskab, at 'forskning og uddannelse i verdensklasse skulle gøre Danmark til en af klodens mest konkurrencedygtige økonomier'. Dengang var midlet brugerbetaling, og økonomiprofessor Nina Smith, der er arkitekten bag SVM-regeringens udspil, var enig.

”Hvis vi skærer ind til benet og ser på, hvad vi på universiteterne bruger på at uddanne de mennesker, der skal føre os til tops, så er vi altså langt fra at være "outstanding”, sagde hun dengang til Altinget i forbindelse med en konference om Fremtidens Universiteter.

Som eksempel gav hun, at en business-studerende på Stanford i San Francisco koster ti gange så meget som en business-studerende i Danmark.

”Vi kommer til i fremtiden - hvis vi skal være konkurrencedygtige - at bruge en langt større andel af vores BNP på uddannelse, og med de klemmer, der er på de offentlige finanser, så er det ganske enkelt ikke realistisk, at videregående uddannelser i fremtiden skal være gratis”, lød det dengang fra Nina Smith.

Tanken om brugerbetaling er droppet, men til gengæld skal danske universitetsstuderende ifølge regeringens planer nu uddannes kortere end i 33 andre europæiske lande. Og det gør os ikke mere konkurrencedygtige mener fx Dansk Erhverv.

”Danmark er et lille land, der lever at et højt uddannelses- og vidensniveau, og vi bør ikke uddanne vores befolkning mindre end de lande, vi samarbejder og konkurrerer med”, har Mads Eriksen Storm, Dansk Erhvervs uddannelsespolitiske chef, sagt til Akademikerbladet.