Nervøse museer sætter værker bag glas - og det risikerer at ødelægge oplevelsen

Midt i M/S Museet for Søfart står fire store galionsfigurer af kvinder, der i 1800-tallet alle hængte hen over stævnen af hver deres træskib. Nu står de samlet på et podie med en lav afspærring og kigger i hver deres retning af det malede kompas, der omringer dem på gulvet.

Det er på sin vis symbolsk, fortæller Sarah Giersing, der er program- og udstillingschef på museet i Helsingør.

"Dels fortæller de i sig selv noget om vores tanker om sanselighed og sikkerhed, men tre af dem kigger faktisk også mod hver deres fløj i museet, hvor vi har vidt forskellige tilgange til det".

Den ene figur kigger mod bunkevis af glasmontrer, en anden mod et legeland og den tredje mod en fotoudstilling.

Og det er netop de forskellige tilgange, der har fået Akademikerbladet til at sætte Sarah Giersing i stævne. For spørgsmålet er, hvad glas, afspærringer og kopier kan gøre ved vores museumsoplevelse. Et spørgsmål, der skal vise sig at føre os på en tur gennem hærværkstrusler, vores forhold til museumsobjekter og intet mindre end selve eksistensberettigelsen for museer.

Et ømt spørgsmål

Spørgsmålet om sikkerhed og sanselighed blev særligt relevant i kølvandet på aktivistiske hærværk på museumsgenstande og Ibi-Pippis hærværk af Asger Jorn-maleriet sidste år. For sidenhen har flere museer genovervejet deres forhold til sikkerhed. På Museum Jorn har de fx hængt både det hærværksramte maleri og flere andre bag glas.

Den øgede sikkerhed er museet i Silkeborg ikke alene om. I marts og april foretog DR en rundspørge på landets kunstmuseer. 15 ud af 24 kunstmuseer fortalte, at de er mere bekymrede for hærværk på deres museum i dag, end de var for fem år siden. 11 af museerne meddelte, at de har indført nye sikkerhedsforanstaltninger på deres museum inden for de seneste fem år – og endnu et var i gang med at hæve sikkerheden.

Men oprustningen kan være mere udbredt end det kunne se ud. For seks af museerne ønskede ikke at svare på spørgsmålet, og det overrasker ikke Sarah Giersing. At tale om sikkerhed er nemlig et ømt spørgsmål for et museum, der helst ikke vil have uindbudte gæster til at tænke i de baner – også for et museum som M/S Museet for Søfart, der ikke har kunstværker til millioner.

"Det er jo ikke normalt noget, vi vil tale om, fordi vi er bange for, at det giver en uheldig opmærksomhed", erkender hun – en begrundelse som flere museer også har brugt som afvisning for at stille op til denne artikel.

M/S Museet for Søfart er endnu ikke blandt de museer, der har skruet op for sikkerheden i forbindelse med hærværkssagerne. Museet følger situationen tæt og overvejer løbende, hvordan sikkerhedsniveauet skal justeres. Når de stiller op her, skyldes det ifølge Sarah Giersing, at diskussionen om balancen mellem sanselighed og sikkerhed er vigtig.

"Vi har ikke berømte kunstværker, der tiltrækker enorm opmærksomhed, så det er svært at forestille sig et angreb, der minder om det, der skete på Asger Jorn-museet. Men vi har genstande, der har en stor værdi som kulturarv, og som vi derfor også passer rigtig godt på", fortæller hun.

Men hvordan museet sikrer sine genstande skal vise sig at være enormt forskelligt.

Trodser alle koder

"Her har vi noget, der står frit og dermed selvfølgelig forholdsvist udsat", siger Sarah Giersing om galionsfigurerne, der ikke står bag glas.

Men i det konkrete tilfælde har museet vurderet, at galionsfigurerne kan stå sikkert nok uden at få glas foran sig. De er bygget til at klare meget – de har hængt på skibe i flere årtier og har været igennem både storm og hav.

"Så det ville være underligt, hvis de ikke også lige kunne holde til, at folk bevægede sig lidt rundt om dem", konstaterer Giersing.

Derfor er sikkerheden begrænset til, at de er fastmonteret på et ophøjet podie med en afspærring i knæhøjde. Og det respekterer gæsterne, fortæller hun.

"Det er ikke tilladt at røre galionsfigurerne, og da vi har både videoovervågning i rummet og museumsværter på gulvet, vurderer vi, at risikoen for at nogen vil gøre det er minimal.  Vi oplever, at folk generelt er enormt respektfulde overfor de historiske ting. Stereotypen om museumsgæster, der går med hænderne bag lænden er ikke altid helt ved siden af".

Men det er ikke altid, at museumsgæsterne holder hænderne bag ryggen. Indtil for nyligt havde museet en udstilling med store kunstværker og ”uerstattelige” kunstskatte, museet lånte fra Venetianske museer. Derfor havde de også skruet op for sikkerheden – blandt andet ved, at der hele tiden var vagter i udstillingen.

"Den ting, der var mest udsat, var en almindelig brugsgenstand, der ikke havde en stor værdi rent økonomisk, og som heller ikke tilhørte en museumssamling", konstaterer Sarah Giersing.

For på et podie bag et lille reb stod en pælehammer – et 100 kilo tungt stykke træ med fire jernhåndtag, der blev brugt til at hamre de pæle i jorden, som Venedig blev bygget på. Og i løbet af udstillingen kunne museet konstatere, at der var kommet fodspor på podiet.

"Der var simpelthen nogen, der var kravlet over rebet på podiet og gået helt tæt på pælehammeren. Det havde vi på ingen måde kunnet forestille os, at folk kunne finde på. Men jeg tror, at nogen havde fået lyst til at prøve, om de kunne gribe håndtagene og løfte den".

Ifølge udstillingschefen er det netop udtryk for det dilemma, museer står over for mellem sanselighed og sikkerhed. På den ene side vidner det om, at sikkerhed er nødvendigt, for ellers kan genstandene komme i fare. Men samtidig fortæller det også om gæsternes higen efter en nær og sanselig oplevelse med museumsgenstandene.

"De her gæster higede så meget efter den her sanselighed og interaktion, at de trodsede alle koder og trådte op på et podie og bag et reb".

Og den higen bør museerne være opmærksomme på og forsøge at imødekomme på måder, der ikke sætter genstandenes sikkerhed på spil", mener hun.

"Det er jo hele museets eksistensberettigelse, at gæsterne får adgang til fortiden gennem en sanselig oplevelse med virkelige objekter, der er blevet til og har været brugt i en helt anden tid".

Den vurdering er Dorte Skot-Hansen enig i. Som lektor emerita fra Københavns Universitet har hun i mange år forsket i kulturformidling og oplevelsesøkonomi.

"Det er værkets autenticitet, der er essentielt for oplevelsen, altså selve mødet med værket. Og derfor nedtones oplevelsen, hvis der for eksempel sættes glas for et maleri eller hvis oplevelsen forstyrres af unødige afstandskrav eller andet".

Men hun erkender samtidig dilemmaet, fordi museerne også har et særligt ansvar for sikkerheden.

"Det må blive en balancegang, hvor sikkerhed på den ene side og publikums møde med det autentiske værk på den anden side må mødes et sted. I sidste ende kan værkets værdi jo ikke kun bestemmes ud fra værkets historiske og økonomiske værdi, så relationen til et aktuelt publikum skal medtænkes – også trods aktivisters forsøg på hærværk".

En refleksion mellem publikum og værk

En af de tre galionsfigurer – en kvinde i rød nederdel og blå corsage, holder højre hånd over brystet og kigger mod en fløj med et hav af montrer.

"Her har vi at gøre med en genstand, der har en meget særlig værdi for os", siger Sarah Giersing og peger på en fanøsk folkedragt fra 1800-tallet bag glas.

Et rødt bånd omkranser en lys bomuldsnederdel og en sort trøje med hvidt mønster. På højre side af montren kan publikum under overskriften ”Sømandskonen – styrke, ansvar og afsavn” læse en kort tekst, om kvindernes rolle i Danmarks søfartshistorie.

"Sådan en er sjælden, fordi den er gammel, og fordi tøj ofte er blevet brugt så længe, at det er blevet slidt op. For os er den desuden ekstra væsentlig, fordi den er med til at fortælle om kvinders relevans i søfartshistorien, som vi ellers ikke har ret mange genstande til at belyse".

Glasset sikrer, at kjolen ikke komme til skade, men det har også sin pris, mener Giersing. For det kan ødelægge noget af oplevelsen ved at komme mellem gæst og genstand – både bogstaveligt og i kraft af, at glasset reflekterer.

"Drømmen er jo, at gæsterne går i en slags flowtilstand i udstillingerne – og når du så ser dig selv i glasset, og bliver påmindet om din egen tilstedeværelse, er det sværere at fortabe sig selv i mødet med genstanden", siger hun.

Hun rækker højre hånd frem og peger på glasset. Det er hun ikke den første, der gør – for fedtede fingeraftryk er efterladt på glasset.

"Selv når der er glas på, rækker folk ud efter genstandene. Det peger igen på den her længsel efter interaktion og sanselighed".

Alligevel tvinger sikkerheden museet til at være fuldt af montrer og glas. En nødvendighed, der har fået museet til at tænke i at bruge montrerne aktivt.

"I denne udstilling er de formet som kasser fra et lastrum, deromme er det skibsvinduer, der er lavet om til montrer, og i en anden udstilling er montrerne formet som isbjerge. Så vi prøver at bruge dem som en del af fortællingen, så de giver andet end sikkerhed og ikke bare trækker fra i det sanselige møde med genstanden".

Ser man overfor glasmontren med den fanøske folkedragt, vidner en udstilling af gamle souvenirs om en anden af montrens gavnlige funktioner, mener hun.

"Montrerne er med til at fremhæve genstandens betydning. Mange af de kulturhistoriske genstande er almindelige dagligdags ting, som ikke nødvendigvis ser ud af noget særligt. Men når vi monterer dem bag glas og sætter smukt lys på, så peger vi på, at netop disse ting er en del af vores kulturarv. Måske får det gæsterne til at kigge ekstra godt efter".

Det autentiske legeland

Også de to sidste galionsfigurer kigger mod fløje, der fortæller om forholdet mellem sanselighed og sikkerhed.

En af galionsfigurerne – en torso af en kvinde med en baby i armen – spejder mod, hvad der forestiller forenden af et dampskib med skriften ”Drømmeskibet”. Der er tale om museets indendørs legeområde.

Det er vigtigt for museet, at legeområdet er baseret på autentiske skibsdele og i de oprindelige materialer, fortæller Sarah Giersing. Derfor har de brugt særligt træ, metal og ægte sten i stedet for at lave legeområdet i plast og skumgummi.

"Tanken bag er, at børnene skal få en fornemmelse af den skala og materialitet, der er på et skib. På den måde kan man også lære noget i et rum, der ellers mest er til leg – og få lidt autenticitet i noget, der i sin natur jo er en slags scenografi".

Men legen er ikke kun forbeholdt børnene på museet. Gemt bag montrerne med souvenirs står der ”TATTOO” på et stort, oplyst skilt, der er er klemt mellem to gammeldags stole i læder og metal. En lille pige har fundet sig til rette i den ene, og tegner med en kuglepen – forklædt som tatoveringsmaskine – en tegning på højre arm, men også voksne tager den jævnligt i brug.

"Man vælger en tatovering her på touchskærmen foran, og så projekterer den en skitse ned på din arm som man kan tegne efter. Tatoveringerne er udvalgt ud fra de historiske flashkort (tatovørens egne skitser), vi har i vores samling. På den måde får man virkelig lov til at interagere og sanse med på historien. Så selvom det er en slags scenografi, indeholder den også autenticitet– ligesom med legeskibet".

Den sidste af de tre galionsfigurer – en kvinde i blå kjole, der holder en rød rose foran sig – er vendt mod en fotoudstilling med 26 store portrætfotos af dykkerkvinderne på vej op af havet efter en arbejdsdag under vandet.

"De behøver ikke at hænge bag glas. Det er udstillingskopier, vi kan printe igen, hvis de bliver ødelagt", konstaterer Giersing.

Det betyder, at man kan diskutere, om de har samme ”ægthed” som de andre genstande, mener hun.

"Selvom de er mulige at erstatte, hvis der skulle ske dem noget, er fotografierne dog stadig kunstværker. Og relevante at se på et museum. Dels er de printet, formateret og præsenteret på en bestemt måde, som er nøje aftalt med fotografen. Men der sker også noget i kraft af, at vi har valgt at installere fotografierne på et museum. Vi giver dem en anden dybde, end hvis du ser dem fx på nettet eller i avisen. Man kan diskutere, om de er unikke på samme måde som genstandene, men her bliver de til unik fysisk oplevelse, som forhåbentlig er værd at bruge tid på, betale entre for osv".                                                           

Men hvis også kopier som fotografier har en relevans på museer, er spørgsmålet om man ikke også ville kunne erstatte de andre genstande med kopier for at sikre deres sikkerhed. Sarah Giersing afviser tanken.

"Et museum fuldt af kopier ville efter min mening ikke være et museum. Hele museets autoritet er jo bygget på, at det er de ægte genstande eller værker, man kan opleve. Hvis du fik at vide, at halvdelen af genstandene var kopier, så ville du nok ikke blive lige så rørt af dem. De har simpelthen en grundlæggende autenticitet, der giver tingene en slags aura omkring dem".

Hun holder en kort pause og konkluderer.

"I sidste ende handler det jo om, at publikum skal få en god oplevelse. Og det gør vi bedst, hvis det er ægte genstande, de kan komme tæt på og forhåbentlig blive berørt af. Det er vigtigt – også selvom vi skal tænke over sikkerheden".