Hører AI til i kulturbranchen? Her er de tre største ubesvarede spørgsmål

Hvilken betydning får kunstig intelligens for kulturen? Og hvordan kommer den kunstige intelligens til at påvirke den menneskelige selvopfattelse, når vi ikke er alene om at frembringe kunst? De spørgsmål forsøger kulturrådgiver Christian Have at besvare i sin nye bog ’Kunstig intelligens – kunstens storhed eller fald’.

Akademikerbladet har bedt den kreative direktør i Have Kommunikation om at pege på tre spørgsmål som AI rejser, men som vi endnu ikke har nogen klare svar på. Spørger man manden, der har rådgivet Danmarks største kulturinstitutioner gennem 40 år, vil teknologien tvinge os til at forholde os til alt fra kunstens kvalitet til, hvem der egentlig ejer værkerne.

Spørgsmål 1: Hvad skal vi med menneskene?

”Hvis vi tager museumsverden som eksempel, vil kunstig intelligens uundgåeligt ramme en hel masse arbejdsområder, hvor den kan udføre funktioner, mennesker lige nu tager sig af. AI kan jo hele verdens kunsthistorie på 95 forskellige sprog, og så er spørgsmålet – hvordan skal vi bruge medarbejderne, når kunstig intelligens kan løse både kunsthistoriske og kunstfaglige funktioner på en helt anden måde end de menneskelige medarbejdere?

Det gælder både indadtil og udadtil. En museumsarbejder kan i researchfasen pludselig spørge AI til, i hvilken kontekst et værk blev lavet, hvem der var i samtiden, hvad vi ved om tilblivelsen osv. Og så kan man også bruge AI til at spille bold op ad i formidlingen. Sige ’jeg har skrevet den her tekst om et maleri – hvordan kan den omskrives, så den passer til en målgruppe af 9.-klasser?’. Det kræver, at kuratoren skal spørge rigtigt ind, og at man så at sige samarbejder med AI’en. Men gør man det, kan man få både research, inspiration og hjælp til formidlingen.

Her vil jeg sige, at det er afgørende, at man ikke overlader funktionen komplet til den kunstige intelligens. AI må aldrig få det sidste ord, for den menneskelige tankegang er et ekstremt vigtigt redskab, der ikke kan erstattes. Overlader vi hele processen til AI, ved vi ikke, hvor biased eller troværdigt, det er – to kritikpunkter mange har rejst over for teknologien”.  

Spørgsmål 2: Hvem har egentlig retten til kunsten?

”Hvis man skulle sige, at der er en forretningsmodel i kunst- og kulturlivet, så er det i den grad ophavsretten til det, man frembringer – det gælder uanset, om du er musiker, forfatter eller billedkunstner. Men med introduktion af kunstig intelligens kan hele det grundlag blive omkalfatret.

Billedgeneratorer kan om få måneder fremstille kunstværker, vi vil have svært ved at skelne fra menneskeskabte værker. Og det er et spørgsmål om tid før det samme også gælder musik, filmmanuskripter, bøger og alt muligt andet. Der skal vi have klargjort, hvem der egentlig ejer rettighederne til det værk. Er det tjenesten bag billedgeneratoren, er det personen, der har bedt den om at spytte værket ud, eller er det måske de mange ejere af copyrightindhold, som tjenesten har brugt i oplæringen af AI’en?

På den ene side gør AI’en en stor del af arbejdet. Men arbejdet med at vejlede den kunstige intelligens fra menneskets side kan også allerede i dag kræve en del arbejde. Samtidig er kunstig intelligens i den grad baseret på rettighedsbeskyttet indhold – når den kunstige intelligens kan skrive fængende litteratur, er det jo, fordi den har afluret alle de gode tricks fra millioner af eksisterende værker. Men hvis vi i fremtiden bruger AI frem for menneskeskabt indhold, så ryger livsgrundlaget jo for menneskene, der skaber originalt indhold – og så vil vi også se en komplet ødelæggelse af fødekæden, fordi den kunstige intelligens ikke vil have nogen nye værker at lære af.

Hvordan man skal lægge snittet, er et kæmpe dilemma. EU er i gang med at undersøge, hvilke initiativer de kan komme med på området, men jeg er nervøs for, at vi ikke når op på hesten, inden teknologien har overhalet os. Derfor kunne det også være en idé, at de nordiske lande gik sammen, for de kan hurtigere blive enige og indføre nogle regler, der måske kan give genklang i resten af verden.

Det er afgørende at få løst, for den kreative sektor tegner sig efterhånden også for en markant andel af BNP. Så vi er nødt til at tilpasse reglerne til den nye teknologi, ligesom vi gjorde da det var tv, radio eller flyvemaskiner, der var den nye teknologi”.

Spørgsmål 3: Hvilken kunst bliver vi efterladt med?

”Når kunstig intelligens skaber værket, så er én ting rettighederne, men der er også et spørgsmål om selve indholdet. For når manuskripter, interaktive bøger, billedkunst og andre værker skabes af kunstig intelligens, hvad gør det så ved kunsten, vi forbruger?

Indtil videre skaber den kunstige intelligens værker på baggrund af det arkiv af kunst, vi mennesker har produceret. Det er den så ved at blive bedre og bedre til at imitere, og snart vil det nok være svært at kende forskel. Det kan gå hurtigere, billigere og alt muligt, men spørgsmålet er, hvor meget kunst, der egentlig er i en forudsigelig imitation? Hvis vi vil overraskes og bevæges på nye måder af kunsten, er det næppe i den kunstige intelligens, at vi skal finde de næste store værker.

Generelt kan man sige, at AI gør det sværere for os at udvikle os og tænke i nye kreative løsninger – og det er ikke kun forbeholdt kunsten. Med de mange udfordringer, vi står over for som samfund, har vi aldrig haft mere brug for at tænke ud af boksen – og det er jeg bange for, at AI ikke kan gøre for os. Derfor er det vigtigt, at vi ikke lader os styre for meget af markedsøkonomi. AI kan klare rigtig meget både hurtigere og billigere end mennesker, men vi skal stadig være her, for vi kan noget andet”.