Podcast: Aktier reddede Pernille Wahlgrens bristede drømme
Pernille Wahlgrens aktieopsparing gav hende råd til at begynde en ny karriere, fortæller hun i Karriere på Hovedet. © Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Arbejdslivet kommer til at have pauser og omstillinger, og så er det rart med en ’fuck you’-konto, der giver ro til at træffe de rigtige valg, fortæller Pernille Wahlgren i Akademikerbladets podcast Karrieren på Hovedet.
Lykken er ikke at slippe for at arbejde. Lykken er friheden til at arbejde på den måde, man har lyst til.
Pernille Wahlgren er kendt fra sine bøger og diverse medier for at kunne forsørge sig selv med indkomsten fra de aktier, hun har investeret i, siden hun var ganske ung. Men dengang var det med at klare sig uden et lønarbejde slet ikke på tegnebrættet. Faktisk er den livsstil, hun i dag er eksponent for, noget der opstod, fordi hun ikke kunne nå sine oprindelige drømme. Drømme om direktørjobs, høj løn og en masse materielle goder.
Det fortæller hun i Akademikerbladets podcast ’Karriere på hovedet’.
”Da jeg blev uddannet som etnolog var drømme at blive direktør for en stor fond eller et museum. Det var det ideelle liv for mig dengang – et fedt job, en fed titel og et stort hus med kunst på væggene og bil i garagen. Villa, vovse og volvo”.
Hun var også godt på vej. Efter at have arbejdet i det private blev hun udviklingschef i museet Kunstforeningen Gammel Strand. Men her begyndte karrieretoget at køre af sporet. Hun fik ikke de direktørjobs, hun søgte. Og selv om Gammel Strand var et dejligt sted, begyndte den evige jagt på sponsorer og finansiering af udstillinger at hænge hende ud af halsen.
Så lyset midt i flytterodet
En af de erkendelser, der skulle komme til at få betydning for hendes liv, kom en dag, hun gik og pakkede flyttekasser.
”Jeg var meget ked af det, fordi mine drømme ikke blev til noget, og var begyndt at tænke: Hvad vil jeg så? Så skete der det, at min mor og jeg havde en flytning, hvor hun fik vores lejlighed. Og der kunne jeg mærke, at alle de her materielle ting, som jeg så gerne ville have, de er ikke særlig rare, når man flytter. Så hvis man kan lade være at købe så meget, så får man flere penge til investeringer, og samtidig er der ikke så meget at rydde op”
Jeg var meget ked af det, fordi mine drømme ikke blev til noget, og var begyndt at tænke: Hvad vil jeg så?
Lige så stille begyndte tingene at falde på plads for Pernille Wahlgren.
Hun begyndte at omlægge sine forbrugesvaner til et liv med lavere omkostninger. Og så kom hendes aktiebeholdning, som hun havde opbygget siden sin ungdom, i spil. Aktieudbyttet gav hende en årlig indkomst på 150-200.000 kroner. Og hvis hun samtidig begyndte at sælge aktier, ville det give hende en grundløn, hun kunne leve for.
Med den økonomiske sikkerhed besluttede hun at sige sit job op og i stedet arbejde som selvstændig med at rådgive og formidle de principper, hun selv lever efter: Lev enkelt, invester dine penge, nyd friheden.
Råd til pauserne
Et af hendes budskaber er, at aktieinvestering ikke er svært. Og selv om man ikke kan nå at opbygge en stor aktiebeholdning, så kan mindre også gøre det. Det vigtige er at skabe en økonomisk buffer, hvis man for eksempel vil omlægge sit arbejdsliv og søge nye veje – lige som hun selv gjorde.
”Der kan komme fyringer, eller måske vil man selv sige op. Og der kan det være rart at have sådan en lille ’fuck you’-konto. Det er virkelig stressende, hvis man ikke har penge nok. Så hvis man kan forebygge, at der kommer nogle pauser i livet, hvor man for eksempel uddanner sig til noget nyt … det tror jeg, der bliver brug for i fremtiden”, siger Pernille Wahlgren.
Pernille Wahlgren medvirker i 3. afsnit af Akademikerbladets podcast 'Karriere på hovedet'. Du kan se de øvrige afsnit på Akademikerbladet.dk/podcast eller finde og tilmelde dig podcasten på din podcast-app.