Spring menu over
Dansk Magisterforening

Blodrøde tal: Museer fyrer på stribe

Det nye HCA museum

Muserne må selv klare sig ud af krisen, siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M). Her det Museum Odenses nye HCA-hus. Museet har valgt at afskedige fem ansatte på grund af stigende udgifter. © Foto: Andreas Meichsner/New York Times/Ritzau Scanpix

Del artikel:

Mindst otte museer har på få måneder været gennem fyringsrunder på grund af voksende økonomisk usikkerhed. Og selvom 20 procent af alle landets museer forventer afskedigelser i 2023, er der foreløbig ingen hjælp at hente fra kulturministeren.

Stigende omkostninger, faldende indtægter og generel økonomisk usikkerhed har i løbet af de seneste måneder ført til afskedigelser på en lang række museer.

Det viser en gennemgang af afskedigelsessager, der er blevet indrapporteret til fagforeningen DM.  

På Naturhistorisk Museum i Århus er fire medarbejdere blevet afskediget, mens to stillinger ikke bliver genbesat. Stigende energipriser og færre entreindtægter får skylden.

På Københavns Museum har fem fastansatte arkæologer fået opsigelsesvarsler på grund af en nedgang i byggeriet og færre anlægsopgaver.

Fem ansatte er ligeledes blevet afskediget på Museum Odense trods mere end 180.000 gæster i det nye H.C. Andersens Hus.

”Fra i sommer er hele overskuddet blevet spist af energiudgifter, og vi har fra august haft forbrugsstop for at mindske virkningerne. Med lidt held kommer vi i mål i balance i 2022, men det er ikke en god måde at arbejde på, og vi har ingen mulighed haft for at påvirke resultatet ud over at holde igen på alle områder”, siger museumsdirektør Henrik Harnow.

Direktør: Ikke sket tidligere

I november blev 11 ud af 150 ansatte fyret ved Museum Sønderjylland, der samtidig midlertidigt lukkede tre ud af ni udstillingssteder. Også her er var årsagen energiudgifter, der er steget fra 2,5 mio. kr. til forventede 6,5 mio. kr. i 2023.

Trods enorm succes med bunkermuseet Tirpitz har Varde Museum fyret fire medarbejdere og nedlagt en stilling. Den direkte forklaring skal ifølge museet findes i følgevirkningerne af krigen i Ukraine, men forstærkes af et underskud på fem mio. kr. fra corona-nedlukningen. I alt har museet valgt af spare fem procent på budgettet for 2023.

Krav om budgetbesparelser har også medført afskedigelser på Svendborg Museum og Nordjyllands Kystmuseum, der har lukket tre lokalhistoriske arkiver. Og senest har Museum Silkeborg sendt opsigelsesvarsler til fem fastansatte arkæologer.

”Siden februar sidste år har vi kunnet mærke, at der ikke sker så meget inden for byggeriet. Og det i en grad vi ikke har set før”, siger museumsdirektør Ole Nielsen.

I 2021 havde museet travlt med udgravninger og det seneste år er så blevet brugt på at afrapportere og skrive beretninger. Men nu er arbejdet ved at være afsluttet og de bygherrefinansierede midler brugt op.

”Nogen af de folk, vi har måtte sige farvel til, har været her i 12-13 år. Det viser, hvor usædvanligt situationen er, og jeg vil tro, at energikrise og inflation har fået folk til at overveje nye byggerier en ekstra gang. Normalt ville vi have mere is i maven, men det tør vi ikke denne gang. Så må vi ansætte dem igen, når der byggeriet begynder på ny”, siger Ole Nielsen.

Normalt ville vi have mere is i maven, men det tør vi ikke denne gang. Så må vi ansætte dem igen, når der byggeriet begynder på ny

Ole Nielsen, museumsdirektør, Silkeborg Museum

ODM: Hver femte museum forventer fyringer i 2023

Ifølge Danske Museer (ODM) ser den seneste tids udvikling ud til at fortsætte i 2023.

Ifølge en undersøgelse, som ODM offentliggjorde onsdag, forventer museerne følgende tiltag:

  • Hver femte museumschef forudser fyringer eller andre reduktioner i personalet i 2023.
  • Op mod hvert fjerde museum overvejer at reducere museets åbningstider.
  • Andre tyer til reduktion af fx arrangementer og skolebesøg eller midlertidige nedlukninger af en eller flere museumsafdelinger.

Mens museerne ligesom alle andre kan skrue ned på fx udgifter til varme, er det ifølge ODM imidlertid ikke en mulighed at reducere temperaturen i samlinger og udstillingsarealer, da det risikerer at medføre fugtskader på kunstværker og museumsgenstande.

ODM bad i november om en økonomisk håndsrækning til de mest pressede museer, og i går onsdag havde museerne så – sammen med andre aktører – et dialogmøde med den nye kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) om de ”høje el- og varmeregninger og den høje inflation”.

Alle de institutioner er ledet af dygtige mennesker, som har ansvaret for at lede institutionerne gennem krisen

Jakob Engel-Schmidt, kulturminister (M)

Minister: Museerne har ansvaret

Efter mødet hæftede ministeren sig ved, at museerne klarer sig vidt forskelligt.

”Det mest overraskende var, hvor stor forskel der var på, hvordan det går. Nogle sætter næsten publikumsrekorder – Statens Museum for Kunst og Moesgaard – mens andre kæmper med at få tallene op på niveau med tiden før pandemien”, lød det fra Jakob Engel-Schmidt ifølge Berlingske.

Adspurgt, hvad han mener om, at op i mod 20 pct. af museerne forventer personalereduktioner i 2023, svarede kulturministeren ifølge Berlingske følgende:  

”Alle de institutioner er ledet af dygtige mennesker, som har ansvaret for at lede institutionerne gennem krisen. Jeg noterede mig også, at flere af museerne har pæne tal, selvom en del af dem har det svært. Heldigvis er strømpriserne allerede faldet noget nu, siden de toppede i august. Derudover er der også muligheder for hjælp gennem vinterpakken, hvor man kan indefryse en del af betalingen, og på den måde forbedre sin likviditet”, sagde han.