Arbejdslivsforsker: Undervisere lider under socialt, tidsligt og økonomisk underskud
Der er brug for en ædruelig afklaring af de faktiske forhold på professionsuddannelserne, mener Susanne Ekman: ”Den information, topledelser leder ud fra, er en helt anden end den information, medarbejdere på gulvet besidder”. © Foto: Torben Nielsen
Hver dag foretager undervisere på landets professionshøjskoler den ene feberredning efter den anden uden at have fast grund under fødderne. Ifølge bogaktuelle Susanne Ekman har en svimlende forandringshastighed sat kontinuiteten over styr.
En tsunami af forandringer er væltet ind over professionsuddannelserne, lige siden seminarierne blev nedlagt i 2000.
Omlægninger, sammenlægninger af institutioner og en lind strøm af reformer har betydet konstante ændringer af både uddannelsernes opbygning og indhold.
En hverdag helt uden arbejdsro har belastet underviserne i en grad, der ifølge en arbejdslivsforsker er svær at beskrive. Men nu gør hun alligevel forsøget.
”Ingen underviser på lærer- eller pædagoguddannelserne når at lande i en forandringsproces og høste gevinsterne af den, før en ny bliver sat i gang. Sådan har det været i mange år, og der er ingen lys for enden af tunnelen”, forklarer Susanne Ekman til sektorbladet DM Professionshøjskoler.
Hun er lektor i ledelse, organisation og arbejdsliv og vurderer, at den svimlende forandringshastighed på professionshøjskolerne har medført, at kontinuiteten er i frit fald. Det er belastende for de ansatte at være i, siger hun.
”Undervisernes kerneressourcer bliver konstant udhulet. Frem for at skulle fokusere på stabilitet og nærvær i undervisningen og at passe de studerende ender medarbejderne med at bruge al deres energi på at tilpasse sig nye organisationer og få skiftende arbejdsgrupper til at fungere”, forklarer Susanne Ekman.
Uroen forstærkes af, at der ikke er nogen elastik i rammerne. De er jo underfinansieret fra startSusanne Ekman, lektor, Roskilde Universitet
Underfinansieret transformation
Hendes nye bog, ”Giftig gæld og udpint velfærd”, bygger på hundredvis af interview og feltbesøg og tegner et billede af, hvordan medarbejdere i alle dele af den offentlige sektor konstant skal slukke ildebrande i en kompleks hverdag.
Også på professionshøjskolerne er det tidslige, sociale og økonomiske underskud stort ifølge Susanne Ekman. For oven i etableringen af nye institutionsrammer og indholdsreformer har professionsuddannelserne skullet omstille sig fra at være rene undervisningsinstitutioner til også at blive forskningsinstitutioner.
”Den transformation sker ikke med et fingerknips. Der følger en hel masse uro med kulturelt og identitetsmæssigt. Og uroen forstærkes af, at der ikke er nogen elastik i rammerne. De er jo underfinansieret fra start”, forklarer RUC-lektoren.
Misforholdet har vokset sig for stort imellem de systemiske forudsætninger på den ene side og kravene til den enkelte underviser på den anden, mener hun.
”Særligt de københavnske uddannelsesinstitutioner har været hårdt ramt, først og fremmest af flere på hinanden følgende sammenlægninger”, siger Susanne Ekman.
Fx fik medarbejderne på et tidspunkt at vide, at de omfattende forandringsprocesser ikke måtte generere overarbejde, for det var der ikke penge til.
”Men flere af dem kunne ikke honorere kravet, og til sidst arbejdede de bare over uden at skrive det nogen steder – ellers kunne forandringsprocesserne ikke gennemføres”, fortæller arbejdslivsforskeren.
Kløften mellem medarbejdernes og toppens to virkelighedsopfattelser er en af de største trusler mod velfærdsstatenSusanne Ekman, lektor, Roskilde Universitet
Velfærdsstaten trænger til parterapi
Susanne Ekmans fem år lange forskningsprojekt har blotlagt, at der er hårdt brug for en ædruelig afklaring af de faktiske forhold på professionsuddannelserne og i velfærdssektoren i det hele taget.
”Både ledere og medarbejdere får sværere og sværere ved at navigere i det overophedede system. Samtidig betyder overophedningen, at topledelse og gulvplan fjerner sig fra hinanden i forståelsen af situationen og dens vigtigste problematikker”, siger hun.
Topledelsen bliver tvunget ud i et benhårdt fokus på strategiske spørgsmål, mens almindelige medarbejdere kæmper med at få hverdagen til at fungere på gulvet:
”Det går ud over dialogen. Velfærdsstaten trænger til parterapi. Kløften mellem medarbejdernes og toppens to virkelighedsopfattelser er en af de største trusler mod velfærdsstaten”, fastslår Ekman.
Hun ser en parallel til situationen i USA, hvor republikanere og demokrater ikke kan tale sammen, fordi de begge synes, den anden part ligger under for fake news. Det skyldes, at de ikke læser de samme aviser eller ser de samme tv-kanaler.
”På samme måde er den information, topledelser leder ud fra, en helt anden end den information, medarbejdere på gulvet besidder. I overophedede systemer rejser den ubekvemme information nedefra nemlig ikke op til øverste niveau”, forklarer hun.
Informationen bliver filtreret fra af led efter led, som belønnes for at levere overoptimistiske analyser og planer.
”Omvendt har medarbejderne også en ringe indsigt i de akutte problemer, som topledelsen gang på gang må håndtere på det strategiske og politiske niveau”, lyder det fra Susanne Ekman.
