Astrid fik 12 til eksamen: Alligevel tror folk ikke, at hun kan læse på universitetet

Astrid Siemens Lorenzen er gået i gang med sit fjerde semester på universitetet, og det går godt. Så godt, at hun netop har fået 12 til sin seneste eksamen. Men det har på ingen måde været nemt.

Flere forskellige personer har gennem Astrids opvækst givet hende det klare indtryk, at hun faktisk slet ikke kunne læse på universitetet.

Astrid Siemens Lorenzen er nemlig født med cerebral parese, som er spastisk lammelse. Hun kan ikke kontrollere sine bevægelser. Hun sidder i kørestol og kommunikerer via en øjenstyret computer og har hjælpere alle døgnets timer.

”Når der opstår en situation, hvor jeg mangler hjælpere, skal jeg sætte alt andet i anden række for at løse det problem. Det gør det svært at lave det, som jeg har planlagt på den pågældende dag”. 

Astrid bruger også sekretærer, som assisterer hende, når hun studerer. De tager noter for hende til forelæsningerne. Fungerer som hendes hænder i laboratoriet og skriver det ned, hun fortæller dem ved opgaveløsning.

”Til eksamen har jeg ekstra tid, og jeg dikterer til min sekretær, hvad jeg vil skrive. Jeg kan nemlig ikke bruge mine hænder”, forklarer Astrid Siemens Lorenzen, som også er bestyrelsesmedlem i paraplyorganisationen Sammenslutningen af Unge med Handicap (SUMH).

Afvist på grund af handicap

Selvom Astrid har brug for hjælpere og ekstra tid til at kunne studere, så elsker hun det, og hun er god til det, fortæller hun.

Men i flere tilfælde har det ikke været omgivelsernes opfattelse, at hun overhovedet kunne komme så langt. En lærer i folkeskolen antog, at det var hendes forældre, der lavede lektierne, fortæller Astrid Siemens Lorenzen: ”For jeg kunne da umuligt lave dem så godt, når nu jeg havde et handicap, tænkte hun”.

En læge troede, at hun hverken gik i skole, arbejdede eller kunne svare for sig selv, mens en anden spurgte, om hun forstod, hvad man sagde. En vejleder erklærede hende uegnet til gymnasiet uden at kunne forklare hvorfor.

Da hun søgte ind på ét gymnasium, blev hun afvist, fordi hun kommunikerede via en øjenstyret computer. Et andet gymnasium optog hende. Her blev hun student med et snit på 12,3.

”Alligevel afviste en række videregående uddannelser herunder molekylær biomedicin mig på grund af mit handicap. Stadig er førstehåndsindtrykket af mig ikke, at jeg studerer, da mange ikke tror, at jeg er i stand til det på grund af mit handicap. Desuden er der nogle mennesker, der synes, at jeg nasser på samfundet, idet jeg har forlænget mit studie og studerer, selvom jeg ikke kan arbejde fuld tid efter uddannelsen”, fortæller Astrid Siemens Lorenzen.

Døgnet mangler timer

Astrid studerer til civilingeniør i medicin og teknologi på DTU. Det er en bred uddannelse med meget matematik blandet med medicinske og tekniske fag. Uddannelsen fokuserer på design af fremtidens diagnose- og behandlingsmetoder på hospitalet såvel som i felten.

Men på grund af hendes handicap tager alt længere tid for Astrid, end det gør for andre. Og hendes handicap betyder, at hun er helt afhængig af andre.

”Jeg har både hjælpere og sekretærer, og når sådan én mangler, er jeg på spanden. Når jeg ikke har sekretær, kan jeg ikke studere. Jeg har prøvet, at en sekretær sagde op en uge, før jeg skulle til eksamen. Dengang havde jeg kun en enkelt sekretær, så jeg måtte udskyde eksamenen. Nu har jeg tre, så jeg forhåbentligt ikke kommer i samme situation”.

Barriere for handicappede i uddannelsessystemet

Selvom Astrid har klaret sig glimrende de første år på universitetet, oplever hun, at uddannelsessystemet har flere barrierer for studerende med handicap. Og her tænker hun ikke bare på de fysiske rammer, men også på den faglige og sociale tilgængelighed.

”Det er afgørende, om mennesker i kørestol eller lignende kan komme ind på uddannelsesstedet uden forhindringer såsom trapper. Men det er også nødvendigt, at pensum er tilgængeligt fx i digital form, eller at man har mulighed for at knytte bånd med ens medstuderende”, forklarer hun.

Da Astrid startede på fysikstudiet, var tilgængeligheden en så stor en udfordring for hende, at hun droppede ud. For hun havde svært ved bare at komme rundt på campus i sin kørestol. Desuden var der ikke et handicaptoilet med lift.

”Jeg havde ikke indledt processen med at gøre campus tilgængelig og få den hjælp, jeg behøver, tidligt nok. Jeg havde ikke sekretærer, da jeg startede, hvilket også gjorde det svært”, fortæller hun og understreger:

”Det kræver det stort overskud og overblik at søge om den hjælp, som man har brug for til at blive i stand til at gennemføre uddannelsen”.

Færre SU-år vil især ramme studerende med handicap

Astrids handicap gør, at hun er nødt til at forlænge studiet. I stedet for at bruge fem år på at færdiggøre sin universitetsuddannelse, bruger hun ti år.

Det betyder, at der skal bruges tid på at formulere dispensationsansøgninger samtidigt med, at studierne passes. Det kan godt være, at man får lov til at forlænge studiet af uddannelsesinstitutionen, men mange kommer i klemme af, at man ikke kan få ekstra SU-klip på grund af et handicap, siger hun.

Hun er dybt bekymret over, de politiske snakke om at fjerne det sjette SU-år.

”Når regeringen ønsker, at man kun kan få SU i en periode svarende til, hvad uddannelsen er normeret til at tage, bliver det sværere for studerende med handicap at gennemføre en uddannelse. Det er nødvendigt med fleksibilitet for at flere med handicap kan gennemføre en uddannelse”, fortæller hun.

Hun ønsker, at universiteterne ser muligheder fremfor begrænsninger, så flere med handicap kan uddanne sig.

”Men det vigtigt at huske, at det ofte i sidste ende er politiske rammer, der afgør, om mennesker som mig kan studere eller ej. Det kan jo godt være, at man får lov til at forlænge studiet af uddannelsesinstitutionen, men mange kommer i klemme af, at man ikke kan få ekstra SU-klip på grund af et handicap”