Filosof mener, at kritikken af Mike Fonseca handler om misundelse: Jeg er bundet til at tale sandt

Det vakte opstandelse, da det kom frem, at den 28-årige Mike Fonseca fra Moderaterne er i kæresteforhold med en 15-årig pige.

"Jeg tror ikke, der på nogen måde er almindelig respekt om, at voksne mennesker har et forhold til en elev, der går i ottende klasse," sagde partiformand Lars Løkke Rasmussen til TV 2, og Fonseca blev smidt ud af partiet.

Andre mener, der er tale om grooming, at forholdet burde være ulovligt, eller at Fonseca, der nu er sygemeldt løsgænger, aldrig mere bør have plads i dansk politik.

Men ikke alle er enige i fordømmelsen af Fonseca. Filosoffen Anders Fogh Jensen forsvarede i en podcast i BT i sidste uge politikeren.

Mænd kritiserer forholdet, "fordi de lever indestængte liv," sagde Fogh Jensen, mens ældre kvinder ifølge ham kan opleve et had mod mænd, der begærer yngre kvinder, fordi de ikke længere selv begæres på samme måde. "Vreden bliver så måske omformuleret til omsorg og bekymring for den unge pige, men måske ligger der også en slags hævnfølelse i det," forklarede Anders Fogh Jensen.

Anders Fogh Jensens udtalelser førte til reaktioner, der var næsten lige så voldsomme som dem, der kom i kølvandet på den oprindelige nyhed om Mike Fonsecas forhold.

Vi har i et skriftligt interview spurgt ham, hvorfor han overhovedet blander sig i en sådan diskussion som filosof, og hvordan han har oplevet debatten.

Du har kaldt eksklusionen af Mike Fonseca for moralsk overbudspolitik og en tilbagerulning af 1970ernes seksuelle frigørelse. Hvorfor har du ønsket at blande dig i den debat? 

"Det udspringer nok af to grunde. Dels synes jeg, at det er en stor defekt i det politiske system, at privatlivet og det personlige er blevet rullet ind politikken. Politikken lider af personsyge, og det gør debatterne ineffektive. I argumentationsteori kalder man en fejlslutning, hvor man går efter personen i stedet for argumentet, for argumentum ad hominem. Og man kan sige, at politikken lider af at være gået ad hominem. Den skal være ideologiernes og argumenternes kampplads, ikke personeksorcismens.

Dels så handler det om en liberal indstilling i ordets oprindelige og a-økonomiske forstand, det vil sige en ret til at leve livet på anderledes måder, når det ikke gør skade. Når man forholder sig til sine egne gerninger, taler vi om moral. Men når det gælder andres, er der tale om moralisering. Og moralisering er der virkelig meget af, også der hvor jeg synes folk egentlig har en ordentlig moral.

Hvis der er en ting, der ikke er godt for etikken (det vil sige et godt liv), så er det moralisering. Hverken for den moraliserendes eller den moraliseredes liv. Når moraliseringen retter sig mod alt, der falder udenfor det rene liv, som for eksempel om en amerikansk præsident i sin ungdom har inhaleret eller ikke inhaleret hash, så bliver den til puritanisme. Det kan udvikle sig til de anæmiske og asketiskes angreb på dem, der har fedtede fingre af livets virkelige beskaffenhed.

Her er det ikke politikken, der er blevet syg, men kulturen. Og i en sådan syg kultur lyder ethvert argument mod livsudfoldelse udenfor renheden som rationelt og gennemtænkt, uanet at det kommer fra en usund bund af had til livets mangfoldige udfoldelser."

Det er jo ikke strafbart at have en seksuel relation til en 15-årig. Havde du forventet, at dit forsvar for Fonseca ville skabe så meget debat?

"Nej, faktisk ikke, netop fordi man kan henvise til loven. Men puritanisme og hævnlyst overfor det anderledes er stærkt rodfæstet i vores kultur og særligt i vores debatkultur, hvor man kæmper om at være længst fremme i korrekthedskapløbet."

Når der er kommet så stærke reaktioner mod Fonseca, så skyldes det, at "mange modne kvinder reagerer med vrede og jalousi", og at mænds stærke reaktioner handler om, at de er indestængte og selv lever røvsyge liv, udtalte du i podcasten Slottet & Sumpen. Hvad bygger du det på?

"Man må spørge sig selv her, hvad man kan bygge det på, når man har med noget kvalitativt at gøre. Det er som om, du stiller et spørgsmål fra det kvantitative regime til noget kvalitativt og dermed implicit kommer til at forvente en optælling, der verificerer påstanden.

Hvis du lægger Nietzsches ideer om ressentiment ud og lægger Michel Houellebecqs romaner oven på, så får du det billede. Så jeg bygger det på min erfaring med mennesker, der har lært mig, at det billede er rigtigt."

Hvad gjorde du dig af tanker, før du gik ind til interviewet og tog denne position? Du må vel have vidst, at dine udtalelser og forsvar for Fonseca ville provokere?

"Som filosof er jeg bundet til én ting, og det er at sige, hvad jeg mener er sandt. En skrev til mig, at han ikke ville engagere sig i en debat som denne, fordi den er tabt på forhånd, og fordi det vil skade hans forretning - og indrømmede samtidig, af det var fejhed."

Jeg ved godt, at der er mange såkaldte meningsdannere, som er glatte, opportune og opfører sig strategisk, men jeg tror, at de undervurderer, at vi godt kan gennemskue, at de indimellem er feje, når de siger det politisk korrekte med en lille, meningsdannende twist. Jeg siger, hvad jeg mener er sandt, uanset om det provokerer eller ej, så det har bestemt ikke været for at provokere nogen."

Som jeg ser det, omhandler Fonseca-sagen et emne, du ikke før har beskæftiget dig med fagligt. Hvorfor skal andre lytte til lige præcis dig og dine standpunkter i denne sag?

"Som filosoffen Odo Marquard siger, så har filosoffen intet revir, men universelt jagttegn. Der er intet resort, og det hele er et resort. Hvorfor skal Émile Zola sige noget om en uskyldigt dømt fransk officer - J’accuse? Fordi han ser, at noget er ravruskende galt. Han giver stemme til det, som mange ikke tør sige.

Men vi har jo ikke nogen stor tradition for intellektuelle i Danmark, vi har et overvælde af forskellige tal, der delvis modsiger hinanden. Desuden handler min ph.d.-afhandling om konsekvenserne af 1960'ernes og 1970'ernes opgør med den disciplinære struktur, som begyndte at installere sig i 1650'erne, og som har været samfundets grundlag siden slutningen af 1700-tallet."

Fonseca-sagen har ført til diskussion om, hvorvidt den seksuelle lavalder bør sænkes, og hvor grænserne for forhold mellem voksne og børn bør trækkes. Hvilke tanker gør du dig om, hvorvidt du selv kunne finde på at have et forhold til en 15-årig pige?

"Jeg var engang ansat på en højskole som forstander, hvor jeg overtog en meget fin regel, som min forgænger havde lavet angående spørgsmålet om, hvorvidt lærere måtte være sammen seksuelt med elever: Nej, medmindre det er stor kærlighed."

Der har været meget debat og stærke kommentarer om dig og dine synspunkter i både medier og på sociale medier. Hvilke reaktioner har du selv fået?

"Ikke mange. Jeg har fået sms og mundtlig opbakning fra nogle, der var enige, og en enkelt klog mail fra en kvinde, der fortalte mig om sit liv med en meget ældre mænd, og at mænd ikke fylder så meget mere. Det var den eneste, der argumenterede og fik mig til at tænke noget. Så har jeg fået en mail om, hvor dum jeg er. Men den moraliserende domstol på de sociale medier, den løber vist bedst sin egen tautologiske rundgang uden mig."

Er der udtalelser eller standpunkter i Fonseca-sagen, du ville gøre om nu, hvis du vidste, hvordan reaktionerne ville blive?

"Nej. Jeg kan være irriteret over, at man sakser i journalistikken, så 'misundelse over, at nogle lever anderledes liv, som man ikke selv formår eller har mod til’, bliver til ‘misundelig på det, parterne i den konkrete sag gør’.

Det er jo på et mere abstrakt og generelt plan, at jeg mener, ressentimentet (hadet) fødes ud af, at folk lever eller har levet et andet liv end det, de gerne ville, men ikke formår eller formåede."

Hvis vi så skal tage de principielle briller på: Hvad er det, filosoffer, forskere eller eksperter i mere bred forstand skal bidrage med i den offentlige debat i sager som denne?

"Jeg synes, at der bliver bidraget alt for meget med for mange tal fra akademikeres side. På den ene side enes vi jo med et smil på læben om, at en statistik kan bringes til at sige alting, og på den anden side tjener den alligevel som evidens.

Det, der er problemet med filosoffer, forskere og eksperter, er ikke så meget deres villighed til at deltage, men at vi afskyr vilkårene: Hurtigt, fortravlet, kort, kantet - og så bagefter sakset. Derfor kan man med fordel kondensere det i en metafor eller en analogi - som så til gengæld hurtigt bliver taget bogstaveligt af en åndsforladt meningsstrøm."

Synes du, at andre akademikere er for bange til at deltage i den offentlige debat, når det gælder kontroversielle synspunkter?

"Jeg kan godt forstå, hvis man beskytter sig selv eller sin virksomhed vel vidende, at det er fejt. Mange af de akademikere, som jeg kender, og som har adgang til medierne, siger én ting på tomandshånd og noget andet i medierne.

Det er såre menneskeligt at være fej. Det kunne eksempelvis være politiske standpunkter, som at man mener, at demokratiet med fordel kunne erstattes af noget andet. Men de seneste år har det i høj grad været i forhold til alt, hvad der har med køn at gøre.

Man ønsker simpelthen ikke at sætte sit ry og renommé på spil for at sige, hvad man godt kan sige til mig, fordi man med det samme bliver kørt over af et større woke-maskineri, og så ender man med at foretrække fejheden fremfor at blive meget ked af det og udskammet. Men hadet til woke bliver ikke mindre af den grund. Og nogle er bedre end andre til at skubbe deres eget integritetstab bort."