Spring menu over
Dansk Magisterforening

Det handler ikke om karriere, det handler om pligt

John Nordbo på barrikaderne for en grønnere fremtid - et arbejde og et kald, der går op i en større enhed. © Foto: Care

Af Lasse Højsgaard
Del artikel:

Klimakampen har været John Nordbos arbejde og personlige interesse i et halvt menneskeliv. Og han føler egentlig ikke, han har et valg.

Med ”skindet på næsen” vendte John Nordbo for få dage siden hjem fra COP28-konferencen i Dubai.

Mens jakkesæt og hvide kjortler forhandlede, luskede han rundt i forhandlingskorridorerne og forsøgte at påvirke aftaleteksterne i en så klimagunstig retning som muligt.

Resultatet blev sådan lidt både og.

”Det gik ikke så galt, som man kunne have frygtet. Nogle af teksterne, formandskabet lagde på bordet, var utrolig ringe og ville have fredet olie og gas i mange år fremover. Men den endelige tekst endte med formuleringer om at skifte væk fra olie og gas, og det var klart stærkere. Vi fik også taget beslutning om, at verden skal stræbe mod tredobling af vedvarende energi. Så det lykkedes at holde skindet på næsen,” siger John Nordbo.

Det lykkedes at holde skindet på næsen

John Nordbo om COP28-aftalen

Det var 17. gang, 61-årige John Nordbo var deltager ved et klimatopmøde.

Klimakampen har i den grad været en rød tråd i hans karriere, og også før. Allerede som ung mand i firserne var han på barrikaderne som miljøaktivist – om end i den mere nørdede ende.

”Det var dengang, det ikke var så let at få informationer. Så jeg samlede et bibliotek af rapporter om alskens miljøspørgsmål. Og når mine medaktivister havde brug for noget, kom de til mig og spurgte: Har du ikke noget om regnskovsrydning eller papirgenbrug eller noget tredje?

Smuglede rapporter ind i Sovjet

I 1987 kom Brundtland-rapporten – den første store advarsel om global opvarmning. På tidspunkt var John Nordbo aktiv i Next Stop Sovjet-bevægelsen, og han printede 500 eksemplarer af rapporten og smuglede dem ind i Sovjetunionen for at dele dem med miljøaktivist-netværket i landet.

Men klimaproblematikken skulle også blev definerende for hans egen karriere, som startede i miljøstyrelsen og fortsatte som koordinator for et netværk af danske miljø- og ulandsorganisationer. I 2007 blev han ansat i Verdensnaturfonden i en rolle som klimalobbyist, og den rolle har han også haft i organisationen Care siden 2018.

Budskabet, som han har rejst med i mange år, er, at der er brug for et stærkt internationalt klimasamarbejde med inddragelse af udviklingslandene. Og at EU og ikke mindst Danmark bør gå forrest.

Og jo – det gør en forskel.

”Jeg ved, at man internationalt lytter meget til lande der går forrest, og teknologisk er foregangslande med til at skabe løsninger, der bliver udbredt. Danmark er af forskellige grunde i en position, hvor vi kan gøre en stærk indsats på klimaområdet. Så det er krystalklart, at det har meget stor betydning.”

”Føler mig meget forpligtet”

Når John Nordbo taler om klimaindsatsen, er det ofte i imperativ: Vi er nødt til gøre mere.

Det er også måden, han ser på sin egen karriere.

Han er glad for sit arbejde, særligt det at have mange samarbejdsrelationer og en vis grad af frihed. Men det afgørende er, at han føler, han er nødt til at gøre det.

Jeg føler mig ikke lidt forpligtet, jeg føler mig meget forpligtet

John Nordbo

”Jeg føler mig ikke lidt forpligtet, jeg føler mig meget forpligtet. Det er helt sikkert.”

Derfor har han aldrig rigtig spekuleret på et arbejdsliv, som ikke handler om klimaet. Og han forestiller sig egentlig heller ikke et pensionistliv uden klimakamp.

”Det er problemet for alvorligt til. Og jeg har den holdning at når man har den viden og erfaring, jeg har, er man nødt til at bruge den. Det er et spørgsmål om samvittighed over for den fælles fremtid og de kommende generationer”.

John Nordbo medvirker i 10. afsnit af Akademikerbladets podcast 'Karriere på hovedet'. Du kan se de øvrige afsnit på Akademikerbladet.dk/podcast eller finde og tilmelde dig podcasten på din podcast-app.