Den danske model er en myte, siger professor

Den 75-årige professor emeritus har set den samme dans mange gange før.

Op til en overenskomst taler faglige organisatorer og regeringen igen og igen om ’den danske model’ – hvor stort og unikt det er, at arbejdsmarkedets parter i Danmark finder hinanden uden politisk indblanding. Men i virkeligheden er den politiske indblanding altid underliggende, og der foregår konstant et spil om, hvorvidt og hvordan regeringen og Folketinget kan blive indblandet.

”Grundlæggende er mit budskab, at den model, vi bryster os selv så meget af, er en myte,” siger Ove Kaj Pedersen fast om sin nye bog, der meget passende hedder ’Myten om den danske model’.

Historisk udvikling

I mange årtier har Ove Kaj Pedersen undersøgt de kriser og politiske stridigheder, der har ændret vores verden. Han har foretaget sammenligninger af velfærdsmodeller i Vesten og redegjort for udviklingen fra nationalstater til velfærdsstater og videre til konkurrencestater. Særligt idéen om det sidste cementerede han sig for alvor med i den danske debat i 2011, da han udgav bogen ’Konkurrencestaten’, hvor han argumenterede for, at staten har udviklet sig fra at have fokus på velfærd til økonomisk vækst og international konkurrenceevne.

Nu bygger han videre på idéen ved at vende tilbage til arbejdsmarkedspolitikken, som han egentlig først og fremmest beskæftigede sig med, da han som ung forsker blev ansat på RUC 1970’erne.

Det var en tid, hvor man for alvor så den udvikling, han beskriver i bogen: En gradvis større og større sammenfiltring mellem arbejdsmarkedets parter og det politiske system.

Forinden havde parterne reelt i høj grad løst konflikter uden politisk indblanding. Men i 1970’erne vandt de pragmatiske socialdemokrater i fagforbundene over de revolutionære kommunister, og hovedorganisationerne blev i højere grad draget ind i kommissioner, råd og nævn. De blev med andre ord en del af det politiske system, fortæller Ove Kaj Pedersen.

”Og siden er der gradvist skruet op.”

I 80’erne begyndte parterne at tage hensyn til nationaløkonomien, når de skulle forhandle. Løn skulle ikke blive skruet så meget op, at det skadede inflation og konkurrenceevne, blev man enige om. Det ville skade alle parter, så inden forhandlingerne leverede et statsligt statistikudvalg omkostningsudvikling i sammenlignelige lande, og så placerede man sig konkurrencedygtigt. Med tiden ansatte parterne flere økonomer og statskundskabere, så de kunne argumentere bedre for deres sag ud fra et samfundsmæssigt perspektiv – ofte på baggrund af Finansministeriet modeller.

”I dag har vi decideret en komplementaritet mellem lovgivning og aftalerne,” mener Ove Kaj Pedersen.

Det er flexicuritymodellen et godt eksempel på. Parterne har fleksible ansættelser, fordi lovgivningen sikrer et dagpengesystem, fortæller han.

”Lovgivningen tager altså hensyn til overenskomsterne og omvendt. Politikerne og parterne accepterer dermed et samspil, der også viser, at de på ingen måde er uafhængige størrelser og derfor også må blande sig i hinandens sfærer,” mener han.

Torvet

Men hvem tjener fortællingen om adskillelse så overhovedet? Fordelen ved myten kom for alvor til udtryk i forbindelse med sygeplejekonflikten, mener Ove Kaj Pedersen.

I sommeren 2021 havde sygeplejersken strejket i 10 uger, da Statsministeren mødte en gruppe af dem på torvet i Silkeborg. ”I ved jo, hvordan det er med den danske model”, lød svaret, da de opfordrede hende til at gribe ind i konflikten.

I efteråret 2023 har den selvsamme statsminister det pludseligt helt anderledes, da hun afsatte tre milliarder til ”lønløft” for faglige grupper med et særligt fokus på sygeplejersker, fængselsbetjente, social- og sundhedsassistenter og pædagoger. En aftale, der netop er blevet vedtaget i en trepart.

”Det er fordelen ved den her fortælling om den danske model. Det ene øjeblik kan man holde sig ansvarsfri, det andet kan man blande sig. Det gælder også for parterne, der i det ene øjeblik kan sige, at de er selvstændige og politikerne skal holde sig væk, men næsten i det næste åndedrag sige, at det er på tide, at politikerne går ind i konflikten, for ellers bliver den ikke løst.”

Myten er også en indgroet del af den særlige danske økonomi, argumenterer Ove Kaj Pedersen. Den befinder sig et sted mellem markedsøkonomi og planøkonomi – en såkaldt blandingsøkonomi.

”Myten er grundlaget for den blanding. Hvis man sagde, at modellen indebærer en fuldstændig selvstændighed for parterne, så kan politikerne ikke blande sig. Hvis vi siger, at modellen indebærer en fuldstændig statsdirektion, så kunne parterne heller ikke forhandle. Så myten er jo den måde, hvorpå man mikser markedet med plan og sikrer, at der kan komme en fælles interesse frem af de mange interessers egen interesse.”

Han erkender, at der er tale om et utroligt kompliceret system, der er svært at forstå de simple principper i.

”Et kompliceret spil hører til vores meget komplicerede nationaløkonomi. Men hvis vi ser på stort set alle internationale statistikker er også et det mest effektive og det system, der er blandt de bedste til at fremme livskvalitet.”

Ove Kaj Pedersens fortælling om den danske model som en myte er altså alt andet end en skrækfortælling. Det er tværtimod en fortælling om en slags humlebi, der er svær at forstå, men alligevel flyver videre, understreger han.  

”Det er grundlæggende historien om en lille økonomi, hvis suverænitet konstant er udsat. Så det kræver en kompromiskultur, hvor vi er tager hensyn til vores fælles bedste. Og det må man bare sige har virket.”