Vi vil gerne være venner med kollegaen – men tør ikke spørge til, hvor meget de tjener

Der kommer en kort pause i telefonen, da lektor Jørgen Stamhus bliver spurgt, hvad han egentlig tjener om måneden.

”Uha, lige et øjeblik”, lyder det overrasket fra Stamhus, inden der endnu engang bliver stille i røret. Arbejdsmarkedsforskeren, der har forsket i lønåbenhed, har ellers lige fortalt indgående om lønåbenhedens fordele.

Og det ér da heller ikke nødvendigvis et helt almindeligt spørgsmål at stille, hvis man skal tro en ny spørgeundersøgelse, som Kantar Public har lavet for Akademikerbladet.

Vi er tætte med vores kollegaer og gode til at snakke med dem - bare ikke når det gælder, hvad vi får ind på kontoen, viser undersøgelsen.

På den side er 91 procent af respondenterne enige eller overvejende enige i, at de rækker ud til kollegaer, der har det svært. Og på den anden side er 46 procent uenige eller meget uenige i, at de ved, hvad deres kollegaer tjener.

”Generelt snakker vi med hinanden om meget, men løn er stadig et af de helt store tabuer. Det har utallige undersøgelser vist – og det er også det, vi ser her", siger Jørgen Stamhus, der som lektor på Aalborg Universitet, har forsket i løndannelse med et særligt fokus på de psykologiske mekanismer.

Gavner kun chefen

”Snak om løn er et tveægget sværd”, konstaterer Jørgen Stamhus.

Spørger man ham, har vi ofte en forestilling om, at løndannelse og vores forhold til løn er meget rationelt, men det er også en proces, der er præget af irrationelle følelser.

”Hvis jeg får at vide, at min kollega har fået større løntillæg, kan jeg bruge det til næste forhandling. Det er jo smart og rationelt, fordi kendskabet giver medarbejdere mere forhandlingsmagt”.

Men samtidig er der nogle psykologiske mekanismer på spil, der begrænser den her fornuftige adfærd.

”Den anden side er, at det ikke er sjovt at få at vide, at andre har fået mere i løn end en selv, ligesom mange får en ubehagelig skamfølelse, hvis de får mere end deres kollegaer. Og de følelser vil mange gerne undgå”, siger han.

Men når de følelser begrænser lønåbenheden, er det ærgerligt for medarbejderne, mener Anders Raastrup Kristensen, der er ekstern lektor ved CBS og har forsket i løn på det danske arbejdsmarked.

”Viden er magt, så det er kun til gavn for chefen, når du på den måde står i en dårligere forhandlingsposition".

Det gælder også lønforskelle på baggrund af køn, vurderer han.

”Hvis en kvinde opdager, at hendes mandlige kollega har en højere løn, selvom hun har samme arbejdsopgaver, så kan hun jo gå til chefen og kræve mere. Også der ville arbejdsgiveren have en interesse i, at man ikke diskuterer lønnen åbent”.

Åbenhed i fællesskab

Når forskerne nu er enige om, at lønåbenhed er godt for medarbejderne, hvad kan man så gøre for at rykke i den retning?

Ifølge Anders Raastrup Kristensen bør man rette fokus på strukturelle forandringer frem for at lægge ansvaret på den enkelte. Han peger på den anderledes tilgang i Norge, hvor man har åbne skattelister, så alle borgere kan se hinanden indkomst.

”Hvis vi indførte det i Danmark i dag, ville mange nok synes, at det var at snage. Men i Norge kan vi se, at man ved at ændre systemet også kan rykke ved kulturen. Det er ligesom med barsel til mænd – hvis man ikke ændrer noget i strukturerne, rykker tingene sig ikke nødvendigvis”.

Jørgen Stamhus foreslår ligeledes, at der fokuseres på indsatsen fra tillidsrepræsentanter og fagforeninger i stedet for den enkeltes åbenhed.

”Frem for at satse på personlig lønåbenhed, kan tillidsrepræsentanter og fagforening medvirke til at sikre, at den enkelte medarbejder har indsigt i udmøntningen af virksomhedens lønpolitik og lønudvikling. På den måde man kan tilføre den enkelte medarbejder de nødvendige informationer til lønforhandlingen".

Hvad tjener lektoren?

Tilbage i røret med Jørgen Stamhus har museklik erstattet stilheden efter spørgsmålet om hans løn. For når lønåbenhed er så vigtigt, vil lektoren så selv fortælle, hvad han tjener?

”Selvom jeg forsker i det, er det ikke noget, jeg snakker ret meget om i mit eget privatliv”, forklarer han,

Museklikkene stilner af. Lønseddelen er fundet frem.

”Med alting lagt sammen – pension og det hele – lander vi på 54.315 kroner om måneden".

Når han gerne fortæller det til en journalist, men sjældent snakker om det i privatlivet, skyldes det mest af alt, at han sjældent bliver spurgt – måske fordi det stadig er et tabu for mange, mener han.

”Det vidner om behovet for det strukturelle. Så er det heller så bevidst en beslutning. Det kan virke markant, hvis man stiller sig frem med sin løn eller spørger ind til andres. Men hvis det er vedtaget, at det er åbent, er det også naturligt at tale om".