Professionshøjskole lukker tre uddannelser
Allerede fra næste år er tre uddannelser på Københavns Professionshøjskole ikke at finde på optagelse.dk. © Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Københavns Professionshøjskole lukker tre uddannelser og skærer studiepladser på to andre. "Situationen føles mærkelig og surrealistisk", siger tillidsrepræsentant.
Fra sommeren 2024 bliver en række uddannelser på Københavns Professionshøjskole (KP) enten lukket eller skåret i studiepladser.
Det skriver Københavns Professionshøjskole i en pressemeddelelse.
Tre uddannelser lukker for optag fra næste sommer:
- Laboratorieteknologi (professionsbachelor)
- Natur- og kulturformidler (professionsbachelor)
- Administrationsøkonom (erhvervsakademiuddannelse)
Desuden vil der blive fjernet studiepladser på to professionsbachelor-uddannelser:
- Ernæring og sundhed - fra 241 til 80 studiepladser
- Offentlig administration - fra 129 til 100 studiepladser
“Folk har taget det med god ro og orden, men jeg tror, de er meget rystede. Det er svært for dem at være 100 procent til stede", siger Christian Stenbak Larsen, der er lektor og tillidsrepræsentant på uddannelsen for ernæring og sundhed.
"Det er underligt at vide, at ens job kan forsvinde i løbet af et par år. Medarbejderne kan godt forholde sig til at skulle undervise, men situationen føles mærkelig og surrealistisk for dem”, siger han.
Det er underligt at vide, at ens job kan forsvinde i løbet af et par år.Christian Stenbak Larsen
KP skal spare cirka 100 millioner frem til år 2027. Og lukningen af uddannelser er “ulykkeligvis er den mindste del”, siger rektor på Københavns Professionshøjskole Stefan Hermann.
“Det kan slet ikke lukke det økonomiske hul at lukke tre uddannelser, neddimensionere to og spare på alle omkostninger, der hører med”, siger Stefan Hermann.
Han kan endnu ikke sige, om der skal afskediges medarbejdere i samme ombæring. Men han vurderer, at kun et politisk indgreb på området vil være nok til at omgøre beslutningen.
“Vores situation fortæller to historier. Dels at KP er voldsomt presset på sin drift. Dels understreger den nødvendigheden af politiske reformer på vores område. Vi har gode uddannelser, generel lav ledighed og kæmpe efterspørgsel på arbejdskraft, men der er vigende søgning og tallene er faldet”, siger Stefan Hermann.
Christian Stenbak Larsen mener alligevel, der er grund til optimisme i forhold til ernæring og sundhedsuddannelsens overlevelse. Men der er ingen tvivl blandt medarbejderne. De kan ikke alle forblive ansat.
“Men vi har fået dekanens ord for, at de kommende nedskæringer vil slå mindre hårdt i begyndelsen, fordi vi er ved at udvikle en ny uddannelse, og vi vil sikre, at de eksisterende studerende får en kvalitetsuddannelse”, siger Christian Stenbak Larsen.
Rektor Stefan Hermann lover, at han og resten af ledelsen vil lægge sig i selen for at sikre et tæt og transparent samarbejde med medarbejderne i den videre proces.
Han understreger, at de berørte uddannelser ikke lukkes eller skæres ned per dags dato, og at nye studerende vil kunne gennemføre hele uddannelsen.