Kunsten kalder: Unge flokkes om kunstneriske uddannelser

Jeg gik først omkring ham i flere dage. Jeg studerede ham, og så fik jeg faktisk et chok. For han var i langt dårligere stand, end jeg troede.

Glyptotekets konservator, 51-årige Rebecca Hast, sidder på en arbejdsstol i sit værksted i en sidebygning til det mere end 120 år gamle kunstmuseum.

På en hylde i det ene hjørne står en gipsafstøbning af et vædderhoved. Til venstre hænger et stort gipsrelief, som afbilder oldgræske figurer.

Et mere end to meter langt arbejdsbord er fyldt med sirlige stykker værktøj, stakkevis af print, en større skruetvinge, små tagstykker fra en gammel gipsmodel af Glyptoteket, og under den opspændte, hvide bordlampe ligger et sæt briller. Der er mange ting, men det roder ikke.

Foran et sæt franske dobbeltdøre ud mod museets have sidder »Grubleren«, en statue af en siddende mand i dyb meditation med hovedet hvilende på sin højre arm, der støtter sig til venstre lår. Den ikoniske bronze- og marmorskulptur, der er skabt af den franske billedhugger Auguste Rodin i 1902 og har prydet Glyptotekets have i mere end 100 år, er fastspændt til en træpalle for ikke at vælte forover. Her på værkstedet er »Grubleren« gemt væk fra regn, vind og sollys.

»Lige nu står han – nu siger jeg ham og ikke den, for jeg får nemt et lidt personligt forhold til mit arbejde – og venter på næste hug«, siger Rebecca Hast, som i ugevis har arbejdet på at restaurere Grubleren.

»Jeg gør det med en freelancer. Vi bygger et telt udendørs og blæser statuen ren indvendig. Det ydre lag på ham er også blevet slidt så tyndt, at der skal laves en vedligeholdelsesplan«.

De unge ønsker kunsten som karrierevej

Der findes ikke mange med et job som Rebecca Hasts. Hun er den eneste konservator ansat på Glyptoteket, selv om museet rummer mere end 10.000 kunstværker og arkæologiske genstande.

De var 12 studerende på holdet, da hun startede på konservatoruddannelsen i midten af 90’erne. Kun fem arbejder i dag som konservatorer.

Alligevel flokkes de unge om de kunstneriske uddannelser for at blive fx konservator, designer eller arkitekt på Det Kongelige Akademi. Campus ligger på Dokøen på Christianshavn med udsigt til Operaen og i samme nabolag som andre kunstuddannelsesinstitutioner som Det Rytmiske Konservatorium og Den Danske Scenekunstskole. Her har 2.175 personer søgt en kunstnerisk bacheloruddannelse som førsteprioritet i år. Det er 315 personer eller 17 procent flere end i 2020 og den største stigning for alle bacheloruddannelser det seneste år.

Den store interesse for kunstuddannelserne kommer, på trods af at de nyuddannede kæmper med at finde arbejde. Fx er 22 procent af dimittenderne fra konservatoruddannelsen uden job. Det samme mønster tegner sig for Dokøens andre kunstuddannelser.

Blandt nyuddannede kandidater i billedkunst er 38 procent ledige, mens det samme gælder for 59 procent af musikpædagogerne og 84 procent af billedkunstnerne. Det er langt over landsgennemsnittet på 3,8 procent ledige i juli måned.

Hvad er det, der trækker unge til de fag, hvor det er svært at få job? Hvad er det, der er så tiltrækkende ved en branche, som økonomer og politikere i årevis har vendt ryggen – måske særligt i det seneste halvandet år – og hvor lønnen typisk er lavere end gennemsnittet og arbejdsdagene gerne lange?

19-årige Mira Venø von Schoubye er ikke i tvivl. Hun er netop startet på uddannelsen til kunstkonservator på Det Kongelige Akademi, som med en kvotient på 11,4 kræver landets højeste karaktersnit.

»Jeg ønsker en uddannelse, som ikke kun er akademisk og boglig, men også praktisk funderet. Kunstkonservering er et håndværk, som er baseret på naturvidenskab, hvor du kan bruge dine hænder, men samtidig fordybe dig akademisk og tankemæssigt med kunsthistorie forankret i humaniora«, siger hun.

Mira Venø von Schoubye fik for alvor øjnene op for konservatoruddannelsen på YouTube. Her faldt hun over en amerikansk mand, der har sit eget konserveringsfirma og laver videoer, hvor han viser, hvordan man konserverer billeder, og hvilke tanker han gør sig i processen.

»Han ønsker at være usynlig i selve arbejdet, men vil genskabe den følelse, som kunstneren af værket ønskede. Den proces og tankegang blev jeg selv forelsket i. Man skal restaurere kunst med kunstnerens øjne og skabe en helhed som en hjælpende aktør«, siger hun og uddyber:

»At være skabende og kreativt tænkende i kombination med at mestre selve håndværket skaber mulighed og interesse for, at andre kan nyde kunst, der ellers ville være gået tabt med tiden. Det er fantastisk«.

De aktuelt høje ledighedstal på kunstneruddannelserne bekymrer hende ikke.

»Jeg har læst, at der ikke er arbejdspladser til alle, fordi kunstkonservering er et nicheområde. Men for mig er det også underordnet, om jeg har et job inden for selve faget, når jeg er færdig, eller om jeg i stedet for bruger det til at videreuddanne mig eller til at komme videre til andre dele af kunstverdenen, for det er her, jeg ønsker at arbejde i fremtiden«, siger hun.

»Det at stå arbejdsløs bagefter er bestemt ikke de tanker, der fylder mest. For mig handler uddannelse lige så meget om at få redskaberne til personlig dannelse som at få et arbejde. Processen at lære fra mennesker, der ved så meget og har så stor passion for kunst, ligesom jeg har det, er for mig lige så vigtig«.

Der vil ske et jobboom i kultursektoren

Bevaring af landets kulturarv, biodiversitet og grøn politik er alle emner, der er blevet diskuteret indgående de seneste år. Derfor er det ikke så underligt, at de unge vælger fx konservatoruddannelsen, hvor netop disse områder er i fokus. Det mener lektor Arne Redsted Rasmussen, der underviser i naturhistorisk konservering på Det Kongelige Akademi.

»Der er de sidste tre-fire år for alvor kommet en bølge, hvor de unge er begyndt at tænke med hjertet og ønsker at involvere sig i at løse store problemstillinger i vores samfund for at sikre vores fremtid. Det ser vi også i valget af uddannelse, og det, synes jeg, er rigtig dejligt«, siger Arne Redsted Rasmussen, som selv er uddannet biolog.

Der har bredt set været en voksende interesse blandt unge for det kunstneriske og kulturelle miljø igennem de seneste 8-10 år. Det er nu begyndt at afspejle sig i deres valg af uddannelser, påpeger kulturdebattør, moderator og foredragsholder Christian Have, grundlægger af kommunikationsbureauet Have.

»Unge i dag søger mere end bare en karriere, når de vælger uddannelse. De vil også have værdier i deres arbejde«, siger Christian Have.

Selv om politikernes hjælpepakker i høj grad er gået kulturlivet forbi under corona, så er kunst- og kulturområdet samtidig blevet talt op i en grad, som vi ikke har set før, påpeger han.

For eksempel har erhvervsorganisationer som DI og Dansk Erhverv meldt markant ud og efterspurgt hjælpepakker til kulturen, hvis Danmark ikke skal forandres for evigt. Samme organisationer taler nu også varmt for at etablere et Kulturens Analyseinstitut.

Derfor er det kun starten, når 17 procent flere unge har søgt ind på en kunstnerisk uddannelse i år. Antallet vil accelerere, mener Christian Have.

»Jeg er slet ikke i tvivl om, at det på sigt vil afføde en stigning på jobmarkedet i hele kultursektoren«, siger han. Men måske skal designere, arkitekter og konservatorer indstille sig på at bruge deres kompetencer på nye måder og i nye typer af job.

»De skal indstille sig på at blive kulturentreprenører, selvstændige og bruge deres uddannelses­færdigheder på mere utraditionelle måder. Der er allerede nu kæmpe efterspørgsel efter kreative og kulturelle kompetencer, og det vil vokse yderligere i fremtiden. Det bliver et afgørende konkurrenceparameter at have en kreativ dimension, og det skal de unge udnytte«, siger Christian Have.

Det er Arne Redsted Rasmussen enig i. Selvom ledighedstallene aktuelt ikke er så gode for kunstuddannelserne, så ser også han positivt på jobfremtiden for fx konservatorer. Han tror dog også, at mange vil blive ansat i nye typer af job. Det ser han allerede nu eksempler på blandt sine studerende.

»Fx er mange private firmaer begyndt at ansætte konservatorer. Jeg har lige fået ansat to konservatorer i betonbranchen, som skal arbejde med at gøre disse firmaer grønnere. Så jeg ser store muligheder for, at fx naturhistoriske konservatorer kommer ud og påvirke den grønne linje i Danmark«, siger han og understreger:

»Snakker vi derimod om bevarelsen af den danske kulturarv, så er der rigtig meget, vi ikke rører ved, som bare langsomt forgår. Vi har bl.a. over 20.000 bopladser i havet, og dem er der stort set ingen midler til at udgrave. Nu taler regeringen om en ny guldalder for kulturen. Men det kræver altså flere bevillinger til museerne, så der bl.a. kan ansættes flere konservatorer. Og det ville da være rart, hvis det er sandt, men den melodi har vi desværre hørt før, uden at der er sket noget«.

Fra stille opvågning til julelys i øjnene

Efter at have siddet mere end 100 år i Glyptotekets have har snavs og syre fra mange års regn slidt og vasket »Grublerens« overflade bort.

»Selvom luften i København er blevet renere«, forklarer Rebecca Hast, »så indeholder regnen stadig fx partikler af hydrogensulfid, som kommer fra bildæk, ligesom der er klorider fra havet – alt sammen noget, der skaber korrosion på statuer, som står udeomkring i det åbne bylandskab. Jeg har dog fundet små steder på statuen, som har været beskyttet og viser noget, der er tæt på den oprindelige kunstige patina, og det hjælper mig i forhold til at finde et niveau for afrensningen«.

Den grønne farve på den ikoniske statue er skadet, og der er opstået revner, som er fyldt ud med bly, som egentlig ikke var synligt ved første øjekast. Efter ugers research kom Rebecca Hast frem til, at i arbejdet med at afrense og konservere »Grubleren« ville det være bedst at sandblæse ham med soda, som er en slags syntetisk bagepulver. Soda har den rigtige hårdhed, men er samtidig så tilpas fin, at patinaen på statuen ikke forsvinder under afrensningen.

»Jeg starter altid med at lave en skadesvurdering efterfulgt af overvejelser om den bedst egnede behandlingsmetode. Det gjorde jeg også denne gang. Jeg spørger kolleger til råds, læser litteratur. Jeg snakkede med min gamle konservatorlærer. Også min far, som har et sandblæserfirma, har givet mig råd til, hvad jeg kunne og ikke skulle gøre«.

Hun pakkede derfor sit værksted ind i plastik fra gulv til loft og gik i gang med at blæse figuren. Alligevel spredte der sig mikroskopiske sodakorn overalt – ikke bare på værkstedet, også et stykke ind i kontorarealerne uden for værkstedet. »Når man gik rundt, var der fodspor overalt. Det var ikke så populært«, siger hun og smiler skævt.

Der er desuden stadig kernemateriale fra støbningen inde i statuen, som forårsager korrosion indvendigt. Regn og fugt, som finder vej ind gennem sprækker til kernematerialet, skaber risiko for skader på grund af volumenforøgelse, når det fryser. Det skal renses væk.

Når Rebecca Hast efter planen er færdig med at restaurere »Grubleren« i oktober, vil statuen komme tilbage på sin sokkel i Glyptotekets have, hans hjem siden 1906.

»Det har været en stille opvågning herhjemme, når det gælder den mere seriøse tilgang til at restaurere og bevare vores udendørs bronzestatuer. Jeg får helt julelys i øjnene, når jeg tænker på, at vi i fremtiden skal arbejde mere seriøst og målrettet på at bevare dem«.