Spring menu over
Dansk Magisterforening

Det er på tide at varedeklarere kultur, der er lavet med AI

Boris Eldagsen/Reuters/Ritzau Scanpix

Førstepladsen i fotokonkurrencen Sony World Photography Awards ‘åbne kreative’ kategori gik i år til Boris Eldagsens AI-generede billede 'Pseudoamnesia: Elektrikeren'. © Boris Eldagsen/Reuters/Ritzau Scanpix

Del artikel:

Hvis vi skal forsvare vores forhold til kultur, skal politikerne indføre regler om, at kunstnere og kulturaktører angiver, hvordan de har brugt AI, mener kulturrådgiver Christian Have.

En ældre dame kysser blidt ryggen på en yngre kvinde med opsat hår. Et ømt øjeblik, som fotografen Boris Eldagsen har fanget i sort-hvid med det, der ligner et par ridser og lysforurening fra fremkaldelsesprocessen.

Men det er ikke et normalt kamera, der har taget det billedet, der i år vandt førstepladsen i fotokonkurrencen Sony World Photography Awards ‘åbne kreative’ kategori,.

I stedet har en kunstig intelligens frembragt det gennem den tekst, Eldagsen har fodret den med – en handling så opsigtsvækkende, at den selverklærede ”drillepind” efterfølgende returnerede prisen.

Det bliver næppe sidste gang, kunst og kultur skabt af kunstig intelligens vil blive forvekslet med noget menneskeskabt.

Det får kreativ direktør i Have Kommunikation og mangeårige kulturrådgiver Christian Have til at fremsætte et vidtgående forslag: Indfør lovgivning, der stiller krav om tydelige varedeklarationer, når AI bliver brugt i kunst- og kulturlivet.

”Hvis vi skal fastholde en form for autenticitet og troværdighed, er det afgørende, at vi kan kende forskel. Uanset om der er tale om medier, informationer eller kunst, er vi jo nødt til at vide, hvem der er afsender”, siger Christian Have.

Ud af skyggesiden

Den gennemsigtighed vil gavne de mange kunsterne og kulturansatte, der frembringer de kreative og originale idéer, værker og oplevelser, mener han.

Transparens om brugen af AI hænger ifølge Have tæt sammen med et rettighedssystem, hvor skaberne af det materiale, som AI-tjenesten er baseret på, også bliver aflønnet.  

”Når processen bliver gennemskuelig og rettighedshavere bliver betalt, flytter AI definitivt ud af placeringen på kunst- og kulturverdenens skyggeside, så det bliver et værktøj til at skabe helt nye typer af inspirerende værker og oplevelser”.

”Det kræver en god diskussion af, hvornår og hvordan sådan en varedeklaration er relevant”, mener Christian Have, der endnu ikke selv har klare svar. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Berlingske/Ritzau Scanpix

Christian Have

Har udgivet ti bøger om mediernes udvikling og kulturens samfundsmæssige betydning – herunder sin seneste bog ’Kunstig intelligens – kunstens storhed eller fald’.

Indehaver af kommunikations- og PR-bureauet HAVE Kommunikation & PR

Medlem af en række bestyrelser inden for kulturområdet, herunder Ofelia Plads (formand), Frederiksberg Museerne (formand), Trapholt, Moesgaard Museum, Danmarks Underholdningsorkester, Dansk Talentakademi, Kulturprinsen og Ensemble MidtVest

Grundlægger og formand af tænketankene Supertankeren og Spring Digital

Tidligere adjungeret professor ved Institut for Kommunikation på Aalborg Universitet (2007-2012) og i Cultural Governance og medievidenskab på Copenhagen Business School (2010-2012)

Tanken er ikke en varedeklaration som et slags Svanemærket, der skal få forbrugerne til definitivt at undgå visse produkter, understreger han.

”Men der skal være en åbenhed, så man som forbruger ved, hvad man køber”.

Selv tror han, at det menneskelige aftryk bliver endnu vigtigere i takt med, at det teknologiske fylder en større del i vores samfund.

”Så ved jeg godt, at andre vil sige, at det er fuldstændig ligegyldigt, og at man ikke vil kunne kende forskel på, om det er frembragt af menneske eller maskine. Men min præmis er, at en menneskelig interaktion stadig vil være vigtig – også for, at AI-tjenesterne kan fortsætte med at få nye input, de læres op af. Det vil jeg gerne støtte – og derfor må en varedeklaration være nødvendig”.

En overvældende opgave

Men hvordan skal sådan en AI-varedeklaration overhovedet se ud? Hvordan ser det ud i et maleri, en bog, en sang eller en museumsudstilling? Og hvor meget eller lidt skal man bruge AI, for at en deklarering er påkrævet?

Christian Have har endnu ingen klare svar og erkender, at det bliver en overvældende opgave at klarlægge grænserne og implementeringen af de regler, han efterspørger.

”Det kræver en god diskussion af, hvornår og hvordan sådan en varedeklaration er relevant. Men heldigvis kan vi også i den proces bruge AI til at udtænke, hvordan vi i praksis udvikler det bedste system for varedeklarationer”.

Alligevel er han ikke tvivl om, at de regler bliver en absolut nødvendighed de kommende år.

”Der har været meget tvivlsom information og falske afsendere de sidste ti år, men de næste ti bliver meget værre på grund af den kunstige intelligens. Det vil sige, at vi vil stå over for noget, hvor en form for varedeklarationer fra kunstens verden, kulturens verden og mediernes verden bliver afkrævet”.