Adam Holm har fundet hjem med programmet ‘Kampen om historien’ på P1

De fleste kender ham fra skærmen på DR2’s ‘Deadline’, hvor han i 10 år tonede frem med gestikulerende arme og et intenst blik.

Siden har han udskiftet skærmen med radioen og er nu aktuel igen. Denne gang som vært i P1-programmet ‘Kampen om historien’.

"At arbejde med historien på den måde, jeg gør nu, er som at komme hjem. Jeg skal ikke længere sidde og kigge på skattepolitik og kommunalreformer, som er emner, jeg ikke på samme måde er fagligt inde i", siger Adam Holm.

De fleste af de emner, Adam Holm tager op i ‘Kampen om historien’, har rod i det 20. århundrede. Og netop det er en periode, han har en særlig indsigt i. For godt nok har han arbejdet som journalist i mange år, men først og fremmest er han historiker. Og med en ph.d. i moderne historie er der meget, der ligger lige til højrebenet.

"I programmet vælger jeg nogle emner, som jeg rent faktisk ved noget om. På den måde gør jeg det nemt for mig selv, kan man sige", siger Adam Holm og slår grinende ud med armene.

Drømte om en karriere som forsker

Den 53-årige studievært og samfundsrevser har tilbragt det meste af sin karriere i mediebranchen, men med programmet ‘Kampen om historien’ er Adam Holm kommet tilbage til sin oprindelige metier:

"Jeg elsker at lave det her program. At få lov til at arbejde med fortiden og være med til at formidle, hvorfor det for eksempel ikke er ligegyldigt at beskæftige sig med besættelsestiden eller med den ukrainske nationalisme, er stærkt stimulerende", siger Adam Holm.

Som nyuddannet historiker drømte han om at forske og søgte derfor et forskningsstipendium på Institut for Historie på Københavns Universitet.

"Jeg var virkelig elektrificeret af ånden på universitetet. Det var ikke svært for mig at få næret forskerambitionen, for jeg gik jo hver dag blandt lektorer og adjunkter på instituttet og tænkte, at jeg bare skulle spole uret 12 år frem, så ville jeg være en af dem", fortæller han.

Måtte knibe mig i armen

På det tidspunkt var Adam Holm optaget af at studere de højre intellektuelle i Danmark i 1930’erne. Og til hans held var der også andre, der kunne se potentialet i, at han dykkede ned i lige præcis det emne.

"Jeg kan huske, at jeg kneb mig i armen. Jeg sad på mit eget kontor på universitetet og fik løn for at forske. Det var virkeliggørelsen af alt det, jeg havde drømt om. Jeg var simpelthen kistelykkelig", siger Adam Holm.

Alligevel blev det en helt anden karrierevej, han endte med at begive sig ud på. Og ifølge ham selv var det lidt af en tilfældighed.

"I 1997 blev jeg kontaktet af en bekendt på Weekendavisen, der spurgte, om jeg havde lyst til at skrive en månedig klumme", fortæller Adam Holm.

På det tidspunkt var Dansk Folkeparti, Front National og neokonservatismen i USA ved at vinde frem, og det var derfor oplagt at trække nogle paralleller til den højreradikale bevægelse i 1930’erne, som han sad og forskede i.

En mail fra Tøger

Adam Holm takkede ja og kastede sig ud i klummeskriveriet, sideløbende med at han skrev på sin ph.d.

Og herfra gik det stærkt.

Politiken bragte et stort interview med ham på forsiden af lørdagsavisens debatsektion. Og kort tid efter modtog Adam Holm en mail fra nu afdøde Tøger Seidenfaden, der dengang var chefredaktør på Politiken:

"Han opfordrede mig til at søge stillingen som Politikens nye debatredaktør. Det var helt uden for min lystavle og absolut ikke noget, jeg havde forestillet mig. Men jeg søgte og fik jobbet", fortæller Adam Holm, som klappede bøgerne sammen og fik lov til at få orlov fra sin ph.d. for at tage plads i redaktørstolen på Politikens debatredaktion.

Han var ung og uerfaren, men blev hurtigt betaget af miljøet på avisen, som var en stor kontrast til universitetet.

"Jeg holdt meget af universitetsverdenen, men da jeg kom ind på avisen og oplevede at være en del af den der pulserende samfundsdagsorden, kunne jeg godt se, hvorfor det kan virke lidt isoleret, at man sidder og forsker i emner som agrarrevolutionen i middelalderen eller de første tre måneder af besættelsen", siger Adam Holm.

Et helt andet miljø

Som akademiker var det i starten svært at navigere i den journalistiske verden.

"Jeg har jo ikke gået på Journalisthøjskolen, så det krævede noget tilvænning, når man som jeg er opdraget med at starte med en hypotese og slutte med en konklusion og så pludselig skulle vende disse begreber på hovedet", siger Adam Holm.

En anden stor kulturforskel var tempoet.

"På en avis er der nogle deadlines, der gør, at man sjældent har mulighed for at sidde og botanisere over nogle lange spørgsmål. Det ene øjeblik er det dagpengereformen. Det næste øjeblik er det krigen i Syrien. Der er en alsidighed og et tempo til forskel", siger Adam Holm.

"Lidt afhængig af øjnene der ser, kan du blive betragtet enten som meget overfladisk eller som en, der er god til at sætte sig ind i mange forskellige ting", siger han.

Samtidig måtte Adam Holm også hurtigt sande, at nyhedsjournalistik ikke var hans stærke side:

"Jeg kan huske, at jeg havde vagt og sad og sprættede konvolutter med læserbreve op, da det første fly fløj ind i World Trade Center den 11. september. Jeg blev gjort opmærksom på det af redaktionssekretæren, men der var ingen lamper hos mig, der blinkede. Heller ikke da han kom ind til mig kort tid efter og sagde, at nu var der endnu et fly, der var fløjet ind i tårnet. Det var der, jeg fandt ud af, at jeg i hvert fald ikke havde næse for nyheder. Det var lidt af et crash course", siger Adam Holm.

Ikke desto mindre boltrede Adam Holm sig som en fisk i vandet på Politiken. Han var glad for tempoet og kollegerne på redaktionen, og han oplevede, at den historiske ballast, han havde med sig fra universitetet, var en stor styrke.

Skrev ph.d. på 40 dage

Da Adam Holms orlov fra Københavns Universitet lakkede mod enden, havde han for længst droppet at gøre sin ph.d. færdig. Han ville hellere fortsætte som debatredaktør.

Men Tøger Seidenfaden var af en anden mening.

"Han mindede mig om, at der findes en hel massegrav af folk, der aldrig har fået gjort deres specialer og ph.d.-afhandlinger færdige, og der syntes han ikke, jeg skulle ende. Derfor ville han give mig 40 dage til at gøre afhandlingen færdig", fortæller Adam Holm, som tog imod tilbuddet, selvom han havde svært ved at se, hvordan det kunne lade sig gøre.

Men det lykkedes. Han fik afleveret sin ph.d., som han selv betegner som middelmådig. Han forsvarede den og bestod, og det er han taknemmelig for i dag. Også selvom det ikke blev til den forskerkarriere, han i sin tid drømte om.

"Bortset fra at der er masser af gråvejr og kedelige onsdage, er jeg fagligt set der, hvor jeg virkelig gerne vil være. Jeg kan ikke forestille mig et bedre sted", siger Adam Holm.

Det skal være meningsfuldt

Adam Holm fortsatte som debatredaktør på Politiken og var herefter studievært på ‘Deadline’, indtil han besluttede sig for at sige op efter 10 år på skærmen.

"Jeg var meget optaget af krigen i Syrien, mens jeg var på ‘Deadline’. Jeg rejste derned for egen regning flere gange, og hver gang kom jeg tilbage med den tanke, at livet i studiet forekom at være lige lovlig fjernt fra virkelighedens begivenheder", siger han.

Desuden havde han gjort sig upopulær ved at vise den famøse Muhammedtegning fra Jyllands-Posten i et af ‘Deadline’-programmerne.

"Det var et brud på en stående instruks fra ledelsen, så min anseelse var i lav kurs. Forståeligt nok", siger Adam Holm.

Har fundet den rette hylde

Efter afskeden med "Deadline" er Adam Holm fortsat med at præge den offentlige debat både som klummeskribent i Berlingske og Weekendavisen og som vært på kulturprogrammet ‘4. division’ på DR’s P1.

Programmet ‘Kampen om historien’ har Adam Holm selv fået ideen til, og står det til ham, fortsætter han med at formidle historie i radioen de næste mange år.

"Min eneste bekymring er, om DR vil fortsætte med at bakke op om det, jeg laver. Allerede nu er kultur og historie stærkt nedprioriteret i nyhedsdækningen. Det er et symptom på tilstanden i DR, der gør, at jeg godt kan frygte, at jeg sidder der på lånt tid", siger Adam Holm.

Han har prøvet at være kanalchef for DR2 og har også fået tilbudt et par velbetalte job i kommunikationsbranchen. Men indtil videre har han takket nej.

"Jeg syntes ikke, det var meningsfuldt at være chef. Faktisk sagde jeg op allerede efter to dage. Det var slet ikke mig", siger Adam Holm

Med ‘Kampen om historien’ er han havnet der, hvor han befinder sig allerbedst:

"Med fare for at pudse glorien begynder jeg med alderen at kunne se, at når man klager over livet og arbejdet, er det, fordi man er kommet for langt væk fra det, man synes er meningsfuldt", siger Adam Holm.