Ny undersøgelse: Medievante forskere bruges som Tordenskjolds soldater

De er på mange måder som Ying og Yang. Forskeren og journalisten. Den ene advokerer for forbehold og fodnoter, mens den anden dyrker vinklede rubrikker og skarpe citater.

Og hvor de videnskabelige publikationer bygger på sider lange kildehenvisninger, kan journalisten skrive en artikel efter en Google-søgning og et par telefonopkald.

På tværs af den danske arbejdsstyrke kan man finde mange faggrupper med vidt forskellige arbejdsgange. Få har dog den samme tætte relation. Senest viste coronapandemien, der fik forskning til at stige hastigt i nyhedshierarkiet, hvordan relationen er fyldt med gensidig afhængighed, når kompleks videnskab skal formidles.

Som regel går det godt, men som i alle ægteskaber, hvori to verdener mødes, er det ikke problemfrit. Det viser et nyt forskningsprojekt fra Kresten Roland Johansen og Jakob Dybro Johansen, der er henholdsvis lektor og adjunkt ved DMJX.

De har undersøgt den professionelle relation mellem journalister og forskere. På tværs af interviews med 12 journalister fordelt på Politiken, Jyllandsposten og Berlingske italesættes det, hvordan mangel på tid og fagspecifik viden betyder, at kildekritikken ofte er ret begrænset. Den tillid, de føler sig nødsaget til at udvise i relationen, får betydning for kildeudvælgelsen.

”Kildekritikken ligger primært i at vælge den rigtige kilde. Det handler selvfølgelig om relevant faglighed, og om hvilke titler der har størst vægt. Det er bare også vigtigt, at det en kilde, man stoler på. Derfor bliver det tit en, man har brugt før”, siger Jakob Dybro Johansen og suppleres af Kresten Roland Johansen:

”Det er klart ikke kun et spørgsmål om, hvem der er mest brugbar, men også om, hvem man ved er med på en kort deadline og er gode til at samarbejde. Om de står for en god formidling og plejer at være med på en kort, vinklet kommentar”.

Sidstnævnte er blevet vigtigere. Sideløbende med de 12 interviews har de to forskere kortlagt de samme tre mediers brug af ekspertkilder. 86 procent af forskerkilderne udtaler sig om aktuelle begivenheder eller kommenterer på andres forskning, mens blot 14 procent bruges som formidler af egen forskning. Tallet var på 32 procent, da man i 2001 lavede samme opgørelse.

”I langt højere grad bliver man brugt som kilde i nyhedsstrømmen, hvor man hives ind i forbindelse med begivenheder eller aktuelle problematikker for at give en vurdering. Nogle gange er vi lidt ude i skøn”, forklarer Jakob Dybro Johansen.

Erfaringer fra nyhedsstrømmen

En, der kender alt til at blive hevet ind i nyhedsstrømmen, er Lone Simonsen, professor i epidemiologi og leder af forskningscenteret PandemiX på RUC.

Hun blev bedt om at forholde sig til pandemiens udvikling så ofte, at hun fik tilnavnet corona-Lone. På den baggrund kan hun ikke se, at der skulle være noget problematisk ved at indtage en kommenterende rolle.

”Det kan godt være, at jeg under coronapandemien ofte kommenterede på nye resultater fra studier fra hele verden og ikke mine egne studier, men det er jeg jo netop i stand til, fordi det er viden som opbygges indenfor mit eget forskningsfelt”, siger hun.

Det er dog en af Lone Simonsens kæpheste, at hun kun indgår i den ramme, hvis hun er den rette ekspert i det konkrete tilfælde.

Ofte har hun foreslået journalister en måde at kvalificere deres spørgsmål og sendt dem videre til en ekspert fra et andet forskningsfelt, forklarer hun. 

”Handler det eksempelvis om vaccinedosering og optimal medicinsk behandling af covid-tilfælde, så er det ikke mig, man skal snakke med. Så er det bedre at få fat på klinisk forsker”. 

Hun håber, at det er bredt funderet i forskerstanden, at man agerer efter samme bevidsthed om, hvornår man er ekspert, og hvornår andre er mere egnede.

Til gengæld kunne hun godt tænke sig, at journalisterne brugte ét minut mere på at undersøge om forskerens specifikke felt er det, de har brug for. Generelt er hun meget positivt stemt overfor for samarbejdet med den danske journaliststand. Under pandemien betragtede hun dem som kollegaer, der arbejdede efter samme mål; at forstå pandemien så hurtigt og præcist som muligt.

Journalistisk indsigt vil lokke flere frem

I mere normale tider er det dog de færreste journalister, der på samme måde kan dyrke stofområder i længere tid. Lykke Sylow, lektor på Institut for Idræt og Ernæring ved KU, har erfaret, hvordan det kan resultere i en mangel på kritisk indstilling.

”På mere nørdede medier, som Science News, sidder der jo journalister, der har den tilstrækkelige viden til at tolke på tingene. I andre tilfælde føler man, at man som forsker kan sige hvad som helst, og journalisterne køber den”, mener hun.

I hendes optik kunne det styrke relationen, hvis journalisterne havde et lidt større indblik i forskningsverdenen. En større generel forståelse for deres metoder, tilgange og måder at tænke på. Dermed kunne de tage et lidt større ansvar for videnskabsformidlingen, hvilket hun tror kunne give flere af hendes kollegaer lyst til at udtale sig.

Lykke Sylow finder tryghed i at bede om sine citater til gennemsyn. Her indsætter hun oftest et par forbehold. Hun ved, at det strider lidt imod journalistikkens skarpe vinkler, men ”der er bare ret få skarpe budskaber i forskning”, som hun siger.

I hendes optik kan de manglende videnskabelige forbehold skade forskerrollens troværdighed.

”Det er de færreste forskere, der har noget imod at tage fejl. Det er vi vant til. Men jeg tror, at det kan skabe noget mistillid, hvis det opdages i primetime, og folk samtidigt betragter os som skråsikre omkring vores viden,” slutter hun.

Medievante forskere har bedre odds

Andreas Beck Holm har som lektor i filosofi på AU beskæftiget sig med ekspertrollens udvikling. Han deler opfattelsen af, at danskerne har et karikeret billede af, hvad forskning er. At det er muligt at nå frem til en urokkelig sandhed.

Den komplekse coronakrise viste, at det altid vil være tilfældet, at nogle forskere tager fejl. Han tror dog ikke, at viljen til udtale sig mere vurderende er forklaringen på den manglende tiltro til forskernes objektive ekspertise, der eksisterer i nogle dele af befolkningen.

I stedet peger han på en politisering af videnskaben fra politikere, der i stigende grad benægter forskningens validitet, hvis de er uenige i dens anbefalinger. En anden væsentlig faktor er mediernes hang til altid at sætte synspunkter op imod hinanden, mener han.

”Det duer ikke, når man sætter en forsker op mod en ikke-forsker. Den praksis har i USA tilladt eksempelvis olieindustriens lobbyorganisationer at manipulere medierne og på den måde fremme en udbredt skepsis over for klimaforskningen i befolkningen”.

Ansvaret ligger hos medierne, men han mener, at forskere skal være bevidste om de rammer, de medvirker i. Hertil er det en fordel at have en forståelse for de vilkår, der præger mediernes ageren. Andreas Beck Holm forholder sig også til, at undersøgelsen viser, at den medievanthed kan give et forspring ift. eksponering.

”Det behøver ikke nødvendigvis være et problem, men det kan blive det på felter, hvor der er stor uenighed blandt forskerne. Her kan journalisters tilbøjelighed til altid at benytte de samme kilder komme til at give et fortegnet billede af, hvad sagkundskaben på et givet felt anbefaler”, mener han.

Større diversitet efterspørges

Tilbage på DMJX mener Kresten Roland Johansen og Jakob Dybro Johansen, at deres undersøgelse peger på den klassiske problemstilling om Tordenskjolds soldater i medierne. De vil inspirere de kommende journalister til at opsøge en større diversitet og generelt bruge flere forskerkilder for at udfordre og nuancere budskaberne.

”Journalister skal have en forståelse for, at der findes forskellige typer af viden. Det giver et overblik over, hvornår man kan sige noget faktuelt, og hvornår det bliver mere spekulativt”, siger Jakob Dybro Johansen, der også mener, at forskerne kan gå journalisternes lidt i møde:

”Forskerne skal have forståelse for korte deadlines. Og at journalisterne har brug for nogle, der tør bevæge sig lidt uden for centrum af det, de forsker i”.