Spring menu over
Dansk Magisterforening

Museum er helt i knæ: "Det her er langt værre end corona”

Museum Sønderjylland Cathrinesminde

Cathrinesminde Teglværk er et af Museum Sønderjyllands ni udstillingssteder. Nu tvinger eskalerende energipriser museet til at lukke både Teglværksmuseet samt Drøhses hus i Tønder og cafeen på museet i Tønder. © foto: Museum Sønderjylland

Del artikel:

Inflationen og de stigende energipriser tvinger nu Museum Sønderjylland til at fyre knap hver 10. medarbejder og lukke tre udstillingssteder. Museet kan ikke længere beskytte kulturarven ordentligt uden en hjælpepakke, siger direktøren.

Den øgede inflation og energipriser, der eksploderer, får nu alvorlige konsekvenser på Museum Sønderjylland.

11 faste medarbejdere, heraf tre akademikere, er blevet fyret og en række sæsonstillinger bliver ikke genbesat i 2023. Derudover lukker tre af museets ni udstillingssteder på ubestemt tid. Det står klart, efter at næste års krisebudget er forhandlet på plads.

”Det her er langt værre end corona”, udtaler direktør Axel Johnsen.

Problemet er, at ingen kan vide, hvor det ender, og at museet langsomt æder sig selv op indefra med de beslutninger, der nu er truffet, uddyber han.

”Derfor har vi brug for en akut økonomisk håndsrækning. Vi har 37.000 kvadratmeter under tag og store anlæg kørende, som vi ikke kan slukke for, hvis vi skal beskytte kulturarven på vores slotte og i andre historiske bygninger”, siger Axel Johnsen.  

Fra 2,5 mio til 6,5 mio

Under coronanedlukningen blev hånden holdt under kulturinstitutionerne med en række hjælpepakker.

Men nu er kulturkassen lukket. 

”Lige nu kan hverken staten eller de sønderjyske kommuner stille os en håndsrækning i udsigt. Der er andre, der står foran os i køen”, forklarer direktøren for Museum Sønderjylland.

Museet kan se frem til, at priser på el, gas, olie og fjernvarme tilsammen stiger fra 2,5 mio. kr.  til 6,5 mio. kr. til næste år. Samtidig budgetterer man med en indtægtsnedgang på 1 million kroner.

”Allerede i 2022 mistede vi 1-2 mio. kr., fordi vores gæster lagde færre penge end forventet i vores butikker og cafeer. Vi regner med, at den tendens fortsætter i 2023 på grund af inflationen, der bare stiger”, forklarer Axel Johnsen.

Axel Johnsen
Museet æder sig selv op indefra med de beslutninger, der er truffet, vurderer direktør på Museum Sønderjylland, Axel Johnsen. © foto: Museum Sønderjylland

Pt. føles det som om, han saver den gren over, museet sidder på.

”De økonomiske forudsætninger skrider nærmest uge for uge. Det er derfor, vi har skåret dybt i stedet for bare at forsøge at pudse det hele op med en rystepudser. Vi har skaffet os en timeout, men det er ikke nok, hvis ikke der sker en opbremsning i vores udgifter”, fastslår museumsdirektøren.

Potentiel bombe under kultursektoren

Det er ikke kun Museum Sønderjylland, der står foran den værste sæson i mange år. Situationen er den samme for mange kulturinstitutioner, forklarer Anders Dalsager, der foruden at være formand for DM Kultur og Medier er museumsinspektør på Kroppedal Museum.

"Det er en potentiel bombe under kultursektoren, og hvis ikke de mange corona-hjælpepakker skal været givet ud forgæves, så må politikerne finde midler til ekstra støtte til kulturinstitutionerne. Ellers risikerer meget af den viden og de kompetencer, som blandt andet museerne rummer, at gå tabt”, siger Anders Dalsager.

Anders Dalsager
Energipriser og inflation er en potentiel bombe under kultursektoren, siger formand for DM Kultur og Medier, Anders Dalsager. © foto: privat

Han forklarer, at en stor del af udgifterne til landets museer går til at sikre magasinerne til opbevaring af genstande, der kræver en stabil temperatur.

”Jo flere ressourcer, der skal bruges på at betale energiregninger, jo mindre bliver der råd til udvikling og formidling af kultur til danskerne", påpeger formanden for DM Kultur og Medier.

Bekymringen er stor blandt medlemmer af DM, som er ansat kulturbranchen, uddyber han.

”Vi er kun akkurat ovre nogle hårde år med corona-nedlukninger, før inflationen og energipriserne eksploderer. Der er desværre grund til at frygte, at vi kun har set starten af en lang række fyringsrunder, der vil koste museerne dyrt i kompetencer og viden", siger Anders Dalsager.