Spring menu over
Dansk Magisterforening

Museumsdirektør: Hjælp os med at spare penge på energi og lave grøn omstilling

Danmarks Borgcenter består af det gamle Vordingborg Slot, der blev grundlagt i 1160 af Valdemar den Store og det 36 meter høje Gåsetårn.

Danmarks Borgcenter hører under Museum Sydøstdanmark og ligger i Vordingborg. Det består af det gamle Vordingborg Slot, der blev grundlagt i 1160 af Valdemar den Store og det 36 meter høje Gåsetårn. © Foto: Museum Sydøstdanmark

Del artikel:

Museum Sydøstdanmark må ud i en sparerunde og afskedige medarbejdere på grund af stigende energipriser. Når museet ikke er hårdere ramt, skyldes det, at det har investeret i bæredygtige energianlæg. Staten burde hjælpe museerne med at finansiere omstillingen, lyder opfordringen.

På Danmarks Borgcenter i Vordingborg er slagnummeret i øjeblikket udstillingen "Magtens dronninger" og ’Blod og diamanter’, der gendanner zarens smykkesamling via designeren Jim Lyngvild og en masse forsirede kroner, perlekæder og sølvarmbånd.

Det er dog ikke fordi, borgcenteret, der ligger i Vordingborg Slotsruin, eller den museumsparaply, som er en del af Museum Sydøstdanmark, der sådan sidder oven på glitrende guldskat.

I sidste uge meddelte museumsklyngen i tråd med en række andre statsstøttede danske museer, at museet er nødt til at iværksætte en drastisk spareplan på grund af de stigende energipriser og både afskedige medarbejdere og drosle ned på ambitionerne på klyngen af museer, der ligger spredt ud Syd- og Østsjælland.

Museet skal spare 4,5 mio. kr. ud af et budget på i alt 86 mio. kr., og det gør ondt på museumsdirektør Keld Møller Hansen.

”Udover at det er rigtig trist at skulle sige farvel til medarbejdere, betyder det også, at vi bliver mindre attraktive at besøge – og også mindre attraktive for andre at understøtte”, siger han.

Man får jo en dårligere oplevelse, hvis der er for få folk i modtagelsen, hvor vi blandt andet må tage afsked med en medarbejder og skrue kraftigt ned for antallet af timelønsansatte

Keld Møller Hansen, museumsdirektør, Museum Sydøstdanmark

Ifølge museumsdirektøren kommer det til at gå ud over museets faglighed og især over formidlingen, fordi det er der, museet kan spare.

”Vi ved jo også, at halvdelen af vores gæster kommer, fordi de enten selv har haft gode oplevelser tidligere, eller fordi vi er blevet anbefalet af andre, der har været her. Og man får jo en dårligere oplevelse, hvis der er for få folk i modtagelsen, hvor vi blandt andet må tage afsked med en medarbejder og skrue kraftigt ned for antallet af timelønsansatte, eller når udstillingerne ikke er blevet kommunikeret godt nok fra kommunikationsafdeling, hvor vi også må sige farvel til en. Og de i øvrigt har frosset, fordi vi ikke kan varme lokalerne mere op end til 19 grader”, siger Keld Møller Hansen.

Han har handlet i god tid, fortæller han, men tror ikke på, at besparelserne er tilstrækkelige, hvis udviklingen fortsætter.

”Det kan måske gå et år eller to, men ikke længere, fordi det også  betyder, at vi sparer meget af den løbende vedligeholdelse væk – og det koster på lidt længere sigt. Og så kunne det endda have været meget værre”.

Jeg mener virkelig, at politikerne burde komme på banen med statslån til en billig rente for at hjælpe museerne med den omstilling, hellere det end en slags børnecheck

Keld Møller Hansen, museumsdirektør, Museum Sydøstdanmark

Valgte at investere i solcelleanlæg 

Når det kunne have været meget værre ifølge museumsdirektøren, der til daglig selv befinder sig på Holmegaard Værk, der er en af museumsklyngens større afdelinger, er det, fordi museet så problemet komme tidligere på året.

Konfronteret med de stigende elpriser valgte det at investere i et stort solcelleanlæg, der producerer strøm til museet. Om et par uger bliver det gamle glasværks energitunge gasovn skiftet ud med en ny version, der kører på el. Og til næste år sættes endnu et solcelleanlæg op.

I alt kommer det til at giver museet 450.000 årlige kilowatttimer - og spare på forbruget.

”Hvis vi ikke havde gjort det, ville vi have en ekstraregning på halvanden mio., som ville have gjort endnu mere ondt”, siger han.

”Men det er ikke alle museer, der har mulighed for omstille til smartere energiformer på den måde – især ikke når renterne er så høje, som de er i dag”, konstaterer Keld Møller Hansen.

”Jeg mener virkelig, at politikerne burde komme på banen med statslån til en billig rente for at hjælpe museerne med den omstilling, hellere det end en slags børnecheck,« siger han. »Det ville være en meget konkret og samfundsnyttig håndsrækning”.

Danmarks Borgcenter ligger i Vordingborg.
Danmarks Borgcenter i Vordingborg hører under Museum Sydøstdanmark, som er tvunget til at lukke frem til vinterferien 2023 på grund af energikrisen og en presset økonomi. © Foto: Museum Sydøstdanmark

Må skære i udstillingsbudgetterne

De grønne tiltag gør det dog langt fra alene – og museumsdirektøren er ærgerlig over de faglige konsekvenser, det får. For museet betyder det, at de blandt andet foreløbig må opgive at besætte en stilling som faglig leder på borgcenteret.

”Vi havde lagt en ambitiøs plan, som vi kan krølle sammen nu, mens vi på Holmegaard også har frosset planen om at ansætte en museumsinspektør med speciale i kunsthåndværk og design. Det er en faglig forankring, vi mister, og det er virkelig ærgerligt”, forklarer han.

For museet betyder det også, at man må skære i udstillingsbudgetterne, droppe det spektakulære og forlænge de nuværende udstillinger, som fx "Magtens dronninger" og ’Blod og diamanter’ - og at stigende entrepriser er et ret realistisk scenarie.

Det er jo på mange måder en dødsspiral

Keld Møller Hansen, museumsdirektør, Museum Sydøstdanmark

”Det er jo på mange måder en dødsspiral. For hvis produktet bliver mindre attraktivt og prisen for at se det højere, er det måske også det, folk vælger fra i en tid, hvor krisen strammer, og alt andet stiger i pris. Vi har 8-9 mio. i entreindtægter plus relaterede indtægter på et tilsvarende beløb per år, som vi er ret afhængige af”, siger Keld Møller Hansen.

Han påpeger, at i museumsbranche har man nok en tendens til at male fanden på væggen og lidt ligesom landmændene brokke sig over vejret, uanset hvordan det er.

”Men det her er lidt anderledes end at have et underskud på en hel eller en halv mio. en gang imellem, og jeg synes, staten er nødt til at komme til undsætning. Vi har rygdækning fra vores kommune i år, men næste år har vi slet ikke, og kommunerne er rigeligt pressede i forvejen, ved jeg”.

”Vi har det lange lys på og håber, at det er bedre om et par år. Ellers bliver vi nok tvunget ud i mere drastiske tiltag".