Spring menu over
Dansk Magisterforening

Ny forening for nyuddannede akademikere: ”Vi vil gerne undgå, at folk går ned med flaget”

Andreas Andersen, Forperson i Os i Transit Projektleder og facilitator hos Aron – Center for bæredygtigt arbejdsliv

Andreas Andersen er forperson i ’Os i Transit’ og fungerer som facilitator for online-møderne for medlemmerne. © Foto: Privat

Af Mona Samir Sørensen
Del artikel:

Færdig med studiet og hvad så? Det kan være både ensomt og forvirrende at være ung dimittend fra universitetet, men den nye forening ’Os i Transit’ tilbyder et fællesskab, hvor unge akademikere kan støtte og motivere hinanden i overgangen til arbejdslivet.

Hvem er jeg? Hvad kan jeg? Kan jeg noget overhovedet? Det kan virke paradoksalt, at man som nyuddannet akademiker kan have så megen tvivl om eget værd, men det er ikke desto mindre virkeligheden for mange, når de står i overgangsfasen fra studie til ledighed til arbejdsliv.

Det fortæller den 28-årige Andreas Andersen, som er medstifter af den nye forening ’Os i Transit’, der henvender sig til unge, nyuddannede akademikere.

”Der er meget stress og mistrivsel blandt nyuddannede, og et af foreningens mål er at undgå, at folk går ned med flaget”, siger han.

Det er gratis for dimittender at være medlem, og man mødes online i såkaldte vækstgrupper og taler med ligesindede over hele landet. Den geografiske spredning er en af fordelene ved at mødes online, mener Andreas Andersen, som fungerer som facilitator for grupperne.

Jeg var i tvivl om, hvordan jeg skulle forholde mig til det at være jobsøgende, hvad jeg egentlig havde af muligheder, og ikke mindst hvordan jeg kunne komme videre

Andreas Andersen, Os i Transit

Nogle af de emner, grupperne taler om, er for eksempel usikkerhed i kontakt til virksomheder, tvivlen ved at være generalist, tid og energi i hverdagen samt hvordan man håndterer afslag.

Foreningen ’Os i Transit’ er ikke en fagforening eller et jobsøgningskursus, understreger Andreas Andersen, men et fællesskab, hvor man giver hinanden støtte, motivation og inspiration til nye idéer og perspektiver i overgangen til arbejdslivet.

Følte sig alene

I 2020 dimitterede han fra Aalborg Universitet med en cand.mag. i Anvendt Filosofi og Psykologi og har selv stået i den overgangsfase, hvor det at være ledig og skulle navigere i et jobmarked og en ny selvforståelse var hårdt arbejde.

Andreas Andersen flyttede til København for at øge sine chancer for at finde arbejde, men så nemt gik det ikke. Da sommeren gik på hæld, og det blev midten af september, stadig uden job, begyndte det at blive rigtig hårdt.

”Jeg var i tvivl om, hvordan jeg skulle forholde mig til det at være jobsøgende, hvad jeg egentlig havde af muligheder, og ikke mindst hvordan jeg kunne komme videre. Og jeg følte mig meget alene med mine tanker”, fortæller Andreas Andersen.

Han tvivlede både på sig selv og på sine kompetencer set fra en arbejdsgivers synspunkt. Men han kom også til at tvivle helt grundlæggende på, om han havde valgt den rigtige uddannelse. For under jobsøgningsforløbene via jobcentret og A-kassen blev han rådet til at undlade at beskrive, hvad han havde beskæftiget sig med under studierne.

”Anvendt filosofi er jo ikke den mest professionsspecifikke uddannelse, og jeg fik hele tiden at vide, at jeg i en jobansøgning hellere skulle beskrive, hvilken person jeg er, og hvilken slags medarbejder arbejdspladsen ville få”, fortæller Andreas Andersen.

Det at pakke sin faglighed væk, var ikke nemt, husker han.

”Jeg hørte det som om, min faglighed ikke var relevant, og jeg oplevede, at jeg skulle opfinde en profil, der ikke rigtig passede til at være nyuddannet og næsten uden arbejdsmæssige erfaringer”, fortæller Andreas Andersen.

Hjælper at tale med andre

Trods rigtig god støtte fra sin jobkonsulent, kom hjælpen til at holde gejsten oppe fra en helt anden kant. Nemlig fra en veninde, som var i samme situation. De to begyndte at mødes jævnligt og tale om, hvordan de hver især håndterede processen med at være jobsøgende.

De opdagede, at de havde rigtig meget til fælles. Og at det at tale sammen i sig selv gjorde en forskel.

”Det gav så meget motivation at tale med min veninde, og jeg fik en masse idéer. Og så var det bare rart at finde ud af, at jeg ikke var alene om at være usikker”.

Undervejs opstod også motivationen til at gøre noget ved en tidligere idé, nemlig at starte et projekt, der henvender sig til nyuddannede akademikere i mistrivsel.

Andreas Andersen, Os i Transit
Anders Andreasen. © Foto: Foto: Julie Dinnesen, partner i Aron

Projektet blev udviklet i et samarbejde med Andreas Andersens gamle praktikplads, Aron – Center for bæredygtigt arbejdsliv.

Projektet var en succes, og det blev besluttet at starte en forening. Midler blev søgt, og med støtte fra Tuborgfondet og Aron, som i dag er Andreas Andersens arbejdsplads, er foreningen ’Os i Transit’ blevet en realitet.

Ikke som et forbigående projekt, men forhåbentlig som en varig forening, der kan udvikle sig og blive et fast tilbud til nyuddannede i overgangen fra studie til arbejdsliv.

Hvad er vigtigt at vide som nyuddannet akademiker?

”Det er vigtigt at vide, at man ikke er alene om at være usikker på sig selv og sin situation. Og så er det vigtigt at vide, at vi findes”, siger Andreas Andersen.

OS I TRANSIT

Os i Transit er en forening for nyuddannede akademikere, der er på vej ind på arbejdsmarkedet og som har brug for støtte, inspiration eller nye perspektiver på deres situation. Det er gratis at være medlem.

I foråret 2022 opstarter foreningen fire vækstgrupper for ledige dimittender. Vækstgrupperne faciliteres online af en professionel facilitator med fokus på vidensdeling og erfaringsudveksling.

Målet med vækstgrupperne at give deltagerne et ”kollegaskab” i overgangen til arbejdslivet, hvor man kan udveksle erfaringer og få inspiration til nye perspektiver og måder at gribe eksempelvis jobsøgning, hverdag og identitet an på.

Se mere på https://www.cfba.dk/os-i-transit/

Du kan også kontakte forperson Andreas Andersen på andreas@cfba.dk.