Har vi glemt, hvordan man strejker? Der kommer færre og færre konflikter på det private arbejdsmarked

Arbejdsmarkedet er under forandring, ikke mindst skubbet i gang af de seneste års coronapandemi. Flere og flere vil have større frihed i arbejdet, og mange ledere er klar på mere hjemmarbejde.

Men der har også været en anden og ganske opsigtsvækkende udvikling i den private sektor. For modsat i det offentlige, hvor bølgerne ofte går højt, kommer de private arbejdsgivere og arbejdstagere stort set aldrig i konflikt længere.

Antallet af konflikter på det private arbejdsmarked er faktisk det laveste i 30 år. I 2021 var der blot 96 konflikter, der førte til 4.726 tabte arbejdsdage. Det det laveste omfang nogensinde, viser en optælling fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA).

Men de meget få konflikter på DA-området følger faktisk en mangeårig tendens på hele det private arbejdsmarked, hvor konflikter er stort set fraværende.

Det forklarer Laust Høgedahl, der forsker i konflikter som lektor på Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet.

”Denne opgørelse fra DA viser bare den seneste udvikling i en tendens, vi har set i nu mange år. Konflikter i den private sektor falder, og nu har vi faktisk ikke haft en større konflikt på privatområdet siden 1998 under den famøse gærpakke-konflikt”, siger Laust Høgedahl.

Der har historisk ellers har været en større konflikt på privatområdet cirka hver 16. år, og det er altså nu er det altså mere end 22 år siden sidst. En fredstid, der meget vel kan fortsætte længe endnu.

”Vi ved fra forskning, at der gennem de sidste 30 år er sket en høj grad af internationalisering af arbejdet, som gør det nemmere at flytte arbejdspladser ud af landet, og det har disciplineret mange arbejdstagere", siger Laust Høgedahl.

"Desuden er en stor del af den private sektor et såkaldt minimallønsområde, hvor størstedelen af lønsummen aftales decentralt. Lønforhandlingerne for langt de fleste sker altså helt lokalt, og disse steder gælder konfliktreglerne ikke”, siger Laust Høgedahl.

Men er udviklingen så et udtryk for at styrkeforholdet mellem arbejdsgivere og arbejdstagere har flyttet sig? Tør privatansatte arbejdstagere med andre ord ikke længere at konflikte sig til bedre arbejdsvilkår?

”Modellen giver jo stadig mulighed for at strejke, og bare fordi det ikke sker i den private sektor, betyder det jo ikke, at den ikke fungerer. Den mindre grad af konflikt skyldes måske nærmere, at der er nogle andre forudsætninger for konflikt i dag, end der var for 25 år siden”, siger Laust Høgedahl.

Den offentlige sektor er i konflikt langt oftere

Kigger man på den offentlige sektor er konfliktniveauet langt højere. Så sent som sidste år nedlagde sygeplejerskerne arbejdet. Også i 2018 kiggede vi ind i en kæmpekonflikt. Og der var strejker og lockout i både 2013 og 2008.

Den forskel er, at reglerne for forhandlinger i den offentlige sektor er anderledes end på privatområdet, forklarer Laust Høgedahl. Her kan enkelte fagforbund på det kommunale og regionale område takke nej til et forhandlingsresultat og gå i konflikt, som det altså skete sidste år med sygeplejerskerne. I den private sektor er der derimod tradition for sammenkædning.

”Det betyder, at er der nogle områder, hvor de to parter i privatsektoren ikke kan blive enige, så ender forhandlingerne typisk med at blive samlet op i Forligsinstitutionen i et mæglingsforslag. I den offentlige sektor er der ikke samme tradition for sammenkædning, og det betyder, at enkelte forbund kan ende i konflikt, og det sker altså oftere”, siger Laust Høgedahl.

Privatansatte akademikere strejker ikke

Fagforeningen DM har knap 6500 medlemmer i Privatsektoren. Her kan man godt genkende udviklingen.

”For DM’s vedkommende og for akademikerne i det hele taget, bliver der næsten aldrig konfliktet på privatområdet. Vi skal vel nærmest tilbage til 2010 på DM’s område, hvor DR’s ansatte nedlagde arbejdet nogle dage på grund af fyringer, før uenighederne blev landet ved forhandlingsbordet. Det er stort set det”, siger forhandlingskonsulent Michael Larsen, som har repræsenteret DM’s privatansatte medlemmer i forhandlinger i henved 20 år.

Han påpeger, at forbundene i hovedorganisationen FH (tidl. LO) typisk har en mere offensiv tilgang, hvor et konfliktvarsel gerne bliver lagt på forhandlingsbordet i det øjeblik, en overenskomst udløber.

”Så varsler man konflikt, og det ligger på den måde og ulmer under forhandlingerne. Men der er typisk en videreløbsbestemmelse, hvor overenskomsten løber videre under forhandlingerne, selvom den er udløbet. Det ender dog typisk med at blive ved varslingen. For generelt er der tilfredshed med de resultater, som er landet på begge sider af bordet”, siger han.

Michael Larsen finder alligevel de mange år uden konflikter opsigtsvækkende. For bare fem-seks år siden havde reallønningerne på privatområdet i nogle år ikke fulgt med inflationen og var derfor reelt i minus i forhold til prisudviklingen.

Når det alligevel ikke endte i store uenigheder og konflikt, så kan det skyldes, at de mange år uden konflikt ender med at blive selvforstærkende, vurderer han.

”Modsat den offentlige sektor er man ikke længere vant til konflikt på privatområdet. Når der så opstår uenigheder, er mange bange for at miste arbejdet, selvom den frygt typisk er helt ubegrundet”, siger Michael Larsen.

Han påpeger, at det ofte viser sig, at der skal rigtig meget til, før folk mister arbejdet på grund af en konflikt.

”Det så vi for nyligt med bagagepersonalet i Københavns Lufthavn, som nedlagde arbejdet overenskomststridigt og blev truet med afskedigelser, men først efter at de havde fået en bod i Arbejdsretten og ikke derefter var gået i arbejde", siger Michael Larsen.