Tech-gigant bekæmper vilde prisstigninger: Fordobler lønbudget
Forbrugerpriserne stiger og indtil videre er lønnen ikke helt fulgt med. Men det bliver før eller siden tilfældet, siger arbejdsmarkedsøkonom Birthe Larsen, CBS. © Ritzau Scanpix
Microsoft vil globalt ”næsten fordoble” sit budget til lønstigninger, siger topchef. Et signal om, hvad der er på vej også i Danmark, siger økonom.
Lønnen skal op, lyder kravet fra en række fagforeninger, der næste år skal forhandle om de store private overenskomster med arbejdsgiverne.
På den anden side af Atlanten er der åbenbart tilslutning til kravet.
Ifølge tech-giganten Microsoft, der har 850 ansatte i Danmark, er det nemlig, hvad virksomhedens medarbejdere har udsigt til.
Microsoft-CEO Satya Nadella vil ”næsten fordoble” virksomhedens globale budget til lønstigninger, har han meddelt i en mail til medarbejderne.
Lønstigningerne, der primært skal tilgå medarbejdere ”tidligt eller i midten af karrieren”, skal tage hensyn til den stigende inflation og ”voksende leveomkostninger”, samtidig med at Microsoft med ændringen vil anerkende talenter i virksomheden.
Ifølge Birthe Larsen, lektor og arbejdsmarkedsøkonom ved Økonomisk Institut på CBS, kan Microsoft-chefens besked i høj grad ses en strategisk udmelding.
”Der er ingen tvivl om, at opsvinget i USA sidste år, høj beskæftigelse og nu også høje inflationsstigninger har givet et pres på lønningerne. Så når Microsoft nok alligevel er nødt til at hæve lønningerne, kan det jo være smart at signalere, at man er en fed arbejdsplads, der vil give de ansatte lønstigninger”, siger Birthe Larsen.
DA: Der kommer reallønsnedgang
Ifølge Satya Nadella vil lønstigningerne variere fra land til land, og mens Microsoft Danmark til Finans.dk har bekræftet, at de også omfatter Danmark, har den danske afdeling ifølge Finans ikke yderligere kommentarer.
Og hvor Microsoft-topchefen i USA altså bebuder store lønstigninger, varsler danske arbejdsgiverforeninger omvendt, at danske lønmodtagere må indstille sig på en tid med reallønstilbagegang.
Tal fra Dansk Arbejdsgiverforening viser, at lønstigningen var på 3,8 pct. i første kvartal af 2022 sammenlignet med samme måned i 2021. Men samtidig voksede inflationen til 7,4 procent i maj ifølge Danmarks Statistik mod 6,7 procent i april måned.
Og ifølge Birthe Larsen kommer vi før eller siden også til at se store lønstigninger i Danmark.
”Men der en vis forsinkelse i forhold til udviklingen i inflationen, blandt andet fordi folk er bundet af kontrakter, ligesom de store overenskomster pt. 2-årige. Så spørgsmålet er mere, hvornår lønstigningerne kommer”, siger hun.
Svært at fastsætte lønniveau
Birthe Larsen forventer til gengæld, at det bliver svært at fastsætte, hvor store lønstigningerne skal være.
”Normalt bliver lønnen fastsat ud fra forventningerne til inflationen, hvilket har været nemt i en del år, fordi inflationen har været relativ stabil. Nu har vi ikke bare høj inflation, men også stigninger fra måned til måned, og økonomer er uenige om, hvornår den vil aftage”, siger hun.
I den nuværende situation virker en inflationsstigning på 8 procent ikke længere urealistisk, påpeger hun.
”Samtidig har du med krigen i Ukraine et stort usikkerhedsmoment. Så som lønmodtager har du ikke nogen garanti for, at prisstigningerne aftager, hvilket igen gør det svært at acceptere, at der ikke kommer store lønstigninger”, siger Birthe Larsen.