Spring menu over
Dansk Magisterforening

KU’s ansatte er bekymrede: Rektoratet forbereder besparelser for flere hundrede millioner

Københavns Universitet vil spare hundrede f millioner på administration.

Ledelsen på Københavns Universitet mener, at det er muligt at spare hundreder af millioner af kroner om året på administration. Det vækker bekymringer hos de ansatte, da mange allerede i dag ifølge seneste APV oplever udbredt grad af stress og dårlig balance mellem arbejdstid- og mængde. © Foto: Thomas Rousing, Ritzau Scanpix

Del artikel:

Rektoratet på Københavns Universitet forbereder reform af KU's administration på flere hundrede millioner om året. De administrative ansatte lufter deres bekymring i et åbent brev til KU’s bestyrelse.

Der kan spares hundrede af millioner af kroner om året i administration på Københavns Universitet. Det påpeger universitetets rektorat på baggrund af en analyse som ifølge ledelsen viser, at det sandsynligvis er muligt at gøre ”de administrative processer mere enkle og samtidigt spare flere hundredemillioner kr. om året”.

Derfor vil KU’s rektor Henrik C. Wegener og resten af rektoratet fremlægge en plan, der gør KU's administration bedre og billigere. Det skriver rektoratet i et brev dateret den 22. august, som Akademikerbladet har.

”Nogle vil måske være fristet til at sige, at midterfeltet er ”godt nok”. Men med stigende udgifter til forskningsinfrastruktur, målsætninger om mere fri verdensklasseforskning samtet ønske om konstant at udvikle vores uddannelser, bliver vi nødt til at skabe størst muligt økonomisk råderum inden for vores nuværende rammer”, skriver KU’s rektor Henrik C. Wegener.

Men den udmelding vækker dyb bekymring blandt de administrative ansatte på KU. I et åbent brev til rektoratet, som Akademikerbladet også har fået, henviser de ansatte blandt andet til, at en arbejdspladsvurderingen (APV) fra maj måned på KU viste, at 30 procent af KU’s ansatte havde fysiske symptomer på stress.

Og kun godt halvdelen (57 procent) af KU’s ansatte har balance mellem arbejdstid og arbejdsmængde.

”Trivslen er under pres på KU, og det har naturligvis mange årsager. Mistrivslen er systemisk i og med, at det ikke er problemer den enkelte medarbejder kan løse, men hvor løsning kræver systematisk og dybdegående indsatser på tværs af KU gennem længere tid. Det er et arbejde og en proces, Hovedsamarbejdsudvalget (HSU) har påtaget sig ansvar for, men selvsagt ikke kan løse egenhændigt”, skriver Anita Kildebæk Nielsen, bestyrelsesformand og fællestillidsrepræsentant for AC-TAP og Alexander S. Memedi, fællestillidsrepræsentantssuppleant for AC-TAP på vegne af AC-TAP-klubbens bestyrelse.

Et sådant budskab skaber naturligvis utryghed om ens fremtid på KU og har negativ påvirkning af motivation, trivsel og arbejdsevne som følge

Anita Kildebæk Nielsen, bestyrelsesformand og fællestillidsrepræsentant for AC-TAP og Alexander S. Memedi, fællestillidsrepræsentantssuppleant for AC-TAP på vegne af AC-TAP-klubbens bestyrelse

Organisationen er allerede presset

De ansatte lufter i det åbne brev bekymringer over ledelsens besparelsers-udmelding af en række årsager.

  • At analysearbejde skal sættes i gang i en organisation, der allerede er presset, som APV’en viser. Arbejdspresset steg mange steder på KU under corona og er alt for mange steder blevet kronisk for tungt for både VIP og TAP.
  • For det andet er de påvirket af udmeldingen om, at der skal spares flere hundrede millioner.

”Et sådant budskab skaber naturligvis utryghed om ens fremtid på KU og har negativ påvirkning af motivation, trivsel og arbejdsevne som følge”.

  • En tredje hovedbekymring er, om (alle i) bestyrelsen helt forstår, at hvad der sættes i gang ikke ”bare” er et analysearbejde, som efterfølgende nemt kan implementeres i en 1-2-3-proces, men en gigantisk kulturforandringsproces.

I brevet understreger de ansattes repræsentanter, at de tager ledelsens beslutning om at iværksætte et reformarbejde af administrationen til efterretning, og at de vil gå konstruktivt ind i at få gennemført reformarbejdet på bedst mulig måde.

”Vi håber dog, I til gengæld vil tage vores bekymringer med i jeres beslutningsproces, og at I vil huske på APV-resultaterne og vil lægge vægt på, at KU fortsat og reelt skal være en attraktiv arbejdsplads med høj trivsel for alle ansatte, og at dette er lige så vigtigt som forskning og undervisning på internationalt niveau”.