Mads tog til grænsen for at hjælpe ukrainske flygtninge: Det var så konkret meningsfuldt

Til dagligt arbejder Mads T. Vestergaard på kontor.

Forskellen mellem ham og mange andre akademikere er, at han også er en del af beredskabet Røde Kors som psykosocial teamleder. Det betyder, at han den ene dag kan være på kontoret - skrive statusrapporter, holde møder, trække kaffe i automaten - og næste dag have Røde Kors-vesten på og befinde sig i det sydligste Sønderjylland for at tage imod ukrainske flygtninge.

Det var lige præcis det, som Mads T. Vestergaard oplevede for et par uger siden. Han havde egentlig forberedt sig på at tage til Rødby og tage imod flygtninge, der kom med færgen fra Tyskland. Men det viste sig, at der ikke var behov for Røde Kors’ indsats i Rødby. 

”I mellemtiden havde jeg hørt, at de manglede ressourcer i modtagecenteret i Bov tæt på den tyske grænse. Så jeg meldte mig på banen. Jeg er selv fra Sønderjylland og kunne tage hurtigt afsted”, siger han.

Tirsdag middag blev det aftalt, at han skulle til Bov, og samme aften var han på vej mod Sønderjylland.

Han var sendt ud sammen med fire andre medarbejdere fra Røde Kors for sammen med de frivillige at yde basal humanitær hjælp til de ankomne ukrainske flygtninge.

Swipe gennem billeder fra Mads T. Vestergaards fem dage i Bov her: 

Arbejdet på modtagecenteret

Mads T. Vestergaards arbejde bestod i at samarbejde med politiet og koordinere de frivillige. Han var der i fem dage og arbejdede 10-14 timer om dagen. 

”Det er, som om at behovet for pauser forsvinder, når man har Røde Kors-vesten på”, fortæller han.

Den lokale formand for Røde Kors i Padborg havde anmodet om hjælp fra frivillige på Facebook. På en uge havde over 100 sønderjyske frivillige meldt sig.

”Det var virkelig stærkt at opleve det store frivilligengagement. De mødte op i timevis fra morgen til aften og var helt klar på at arbejde om natten, hvis der var brug for det”, fortæller han og giver et eksempel: Da centerets mikroovn gik i stykker, hentede en af de frivillige deres egen og satte den op i stedet.  

Modtagecenteret var for de ukrainere, der ikke havde gyldige pas eller papirer med. Politiet skulle hjælpe dem med enten at søge nødvisum eller asyl, mens Røde Kors stod for den humanitære hjælp.

”Konkret var vi der som medmennesker, ikke myndighedspersoner. Vi skulle være synligt tilstede og skabe ro og tryghed. Der er mange ukrainere, som ikke har tillid til myndighederne. Lige meget hvor meget politiet smiler, så kunne Røde Kors noget andet”.

Arbejdet for Mads T. Vestergaard og hans kollegaer bestod i at lægge vagtplan for de mange frivillige. De kørte tre-holds-turnus, og til hver vagt skulle han briefe de frivillige, som bestod i at fortælle om Røde Kors’ principper og rolle over for de ukrainske flygtninge.

”Vi måtte ikke rådgive dem om deres situation. Vi skulle være der for dem og yde omsorg”, uddyber han.

De frivillige tog sig af flygtningene, når de kom med bussen fra grænsen i Padborg. De sørgede for mad, drikke og psykosocial støtte efter ukrainernes flugt fra det krigshærgede hjemland.  

”Medarbejderne fra Røde Kors var med til at sætte rammerne for arbejdet. Men det var altså de frivillige, der var rygraden i indsatsen”, siger han.

De fleste ukrainere i modtagecenteret havde flygtet gennem Polen, og stemningen i modtagecenteret var på samme tid træt og stresset. Mange af dem havde været på flugt i flere dage, fortæller Mads T. Vestergaard.

"Man kunne se det i øjnene på folk. De havde et sådan fortvivlet, men afdæmpet blik. Det er ret svært at forklare, hvordan det var”.

Særligt én situation står meget tydeligt for Mads T. Vestergaard. Da han skulle igennem et forrum til et toilet, stod der en dreng i hjørnet af rummet. 

”Jeg smilede til ham, men han var helt død i øjnene”, siger han.

 ”Man er jo meget bevidst om, at de er flygtninge, men når man har travlt og handler, og alt kører i centeret, så tænker man ikke direkte på krigen hele tiden, men på at få det hele til at fungere. Selvom jeg ikke snakkede med drengen, så kom krigen med ét slag meget tæt på, da jeg stod i det rum”.

Krigen kom tæt på

Det er nu et par uger siden, at Mads T. Vestergaard kom tilbage til København fra det sønderjyske. Som del af Røde Kors psykosociale beredskab var det første gang, at han var i sendt ud i sådan en situation.

Det eneste lignende, han før havde prøvet, var at være udsendt til covid-19-vaccinationssteder for at yde hjælp til sårbare borgere i køen. Men de to situationer kan ikke helt sammenlignes, fortæller han.  

Når han i dag tænker tilbage på de fem dage, er det særligt én oplevelse om en unge ukrainsk kvinde, der bor i Danmark, som slår ud i hukommelsen. Kvinden, der hjalp politiet med at oversætte mellem ukrainsk og dansk. I timevis sad hun i modtagecenteret og oversatte. Hun ville bare ikke stoppe, da hendes vagt var slut.

”Jeg blev nødt til at trække hende tilbage og sige, at hun var nødt til at tage hjem. Men det var umuligt. Med tårer i øjnene kiggede hun på mig og svarede, at det jo var hendes land, det handlede om. Hvis hun tog hjem, så ville hun bare sidde og se tv og føle sig magtesløs. Hun ville hjælpe”, fortæller han.

Konkret meningsfuldt arbejde

Mads T. Vestergaard vil gerne udsendes igen hvis muligheden byder sig.

”Det er så konkret meningsfuldt arbejde. Selvom det er en dybt tragisk situation, så skaber arbejdet mening i meningsløsningen”, siger han og fortsætter.

”Nå vi handler, så lever vi”.

Mads T. Vestergaard er ikke selv i tvivl om, at han arbejde bag skærmen på kontoret hjemme i København er lige så meningsfuldt. Han under alle dog akademikere at arbejde eller prøve med noget lignende.

”Vi kunne mærke at vores tilstedeværelse gav noget meningsfuldt til de ukrainske flygtninge. Den værdi er svær at måle. Den kan ikke djøficeres”, siger han med et smil i stemmen.