Vil du læse mere om kulturlivet?
Tilmeld dig vores nyhedsopdatering her. Så sender vi dig en mail, når vi skriver noget nyt om kulturlivet
Akademikerbladet
© Foto: Jonas Heide Smith/SMK
Efter genåbningen skulle danskerne først ud og spise og så i biografen. Men nu melder også museerne om flere besøgende end normalt.
Efter genåbningen af Danmark var omsætningen i restauranter og barer allerede i juli 2021 tilbage på før-krise-niveau.
Og godt hjulpet på vej af film som Ternet Ninja kunne biograferne i august notere den bedste måned i 12 år, og nu er opturen tilsyneladende også nået til museerne.
Meldingen fra flere museer lyder, at antallet af gæster de seneste måneder har oversteget rekordåret 2019.
Det gælder blandt andet på Esbjerg Kunstmuseum. Mellem juli og september har museet haft 22 pct. flere gæster end i 2019.
”At man droppede afstandskrav og coronapas har virkelig fået folk tilbage”, siger museumsdirektør Inge Merete Kjeldgaard.
”Vi har været kulturelt underernærede, fordi vi ikke kunne komme nogle steder. Nu har jeg det selv sådan, at jeg næsten ikke kan få nok og besøger alle typer museer”, siger hun.
Også på Moesgaard Museum melder museumsdirektør Mads Kähler Holst om flere gæster end i 2019.
”Lige nu ser det ret fornuftigt ud, og vi er godt tilbage, men vi er også lidt spændte på, om vi kommer til at se forskydninger i danskernes forbrug af forskellige kulturtilbud”, siger museumsdirektør Mads Kähler Holst.
Foreløbigt ser det ikke ud til, at Moesgaard Museums gæster har ændret vaner. En populær udstilling om Pompei var medvirkende til, at museet sidste år kun havde syv pct. færre besøgende. Museets gæster får i efterårsferien sidste mulighed for at se den ligeledes populære Neandertaler.
Også Kunsten i Aalborg, der har fået stor omtale med det pengeløse værk Take the Money and Run, melder om 20 pct. flere gæster mellem juli og september, mens Skagen Kunstmuseum ifølge museumsdirektør Lisette Vind Ebbesen i slutningen af september og begyndelsen af oktober endelig er nået op på samme antal besøgende, som før Coronaepidemien.
Skagen Kunstmuseum har netop genåbnet særudstillingen ”Vores Værker”, der måtte lukke på grund af Covid-19 efter blot 11 dage.
”Det er en meget brugerinddragende udstilling, for vi har fået 63 fuldstændigt forskellige mennesker til at udvælge et værk fra vores samling, der har særlig betydning for dem”, siger museumsdirektør Lisette Vind Ebbesen.
Hun håber at særudstillingen vil medvirke til flotte besøgstal i efterårsferien, der blandt andet også byder på arrangementsrækken ”Aftenakademiet”, som afholdes igen for første gang siden 1883.
På Esbjerg Kunstmuseum er det udstillingen ”Wunderkammer 3”, der skal lokke gæster indenfor i efterårsferien. Også her er der tale om en anderledes form for kuratering, idet udstillingen er lavet i samarbejde med DNA-forskere ved GeoGenetics Centre under Københavns Universitet.
”Vi har blandt andet en amerikansk kunstner med, der har indsamlet tyggegummi, cigaretstumper, hår og andre efterladenskaber på offentlige steder. Så har hun fået DNA-sekventeret materialerne og brugt resultaterne til at skabe naturtro masker af de pågældende personer”, siger Inge Merete Kjeldgaard.
Mens altså flere museer melder om fremgang og voksende besøgstal, lider museer som Glyptoteket og Rosenberg Slot fortsat under, at de udenlandske turister fortsat ikke er tilbage på fuld kraft.