Regeringen satser på klima, men nu bliver miljøforskere fyret
AU Foulum ligger øst for Viborg og huser store dele af universitetets forskning i jordbrug med emner som husdyr, planter, økologi, bioenergi, miljø, klima, jord, genetik og teknologi. © Jørgen Weber, Aarhus Universitet
Toprocentsbesparelserne stoppede i 2019, men miljø- og fødevareforskningen bliver fortsat beskåret. Aarhus Universitet skal spare 34 mio. kr. og må nedlægge 50-70 stillinger.
Regeringen satser på, at forskningen kan levere løsningerne, der skal gøre Danmark i stand til at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 pct. i 2030.
Alligevel beskærer regeringen løbende forskningen i miljø- og fødevarer på Aarhus Universitet (AU) med to procent om året inden for myndighedsbetjening.
Siden 2009 er bevillingerne til myndighedsområdet på AU blevet reduceret med 2 pct. årligt svarende til en samlet besparelse på ca. 150 mio. kr..
Dekanen har ikke ønsket at sætte tal på, hvor mange der står til at miste deres arbejde.
Ifølge Forskerforums oplysninger drejer det sig om 50-70 stillinger, der skal nedlægges.
Rektor Brian Bech Nielsen kalder det i en nyhed på au.dk for et paradoks.
”Politikerne har nu i en lang årrække valgt at spare på området, samtidig med at der bliver efterspurgt stadig flere opgaver fra ministeriernes side. Nu er vi desværre nødt til at finde en holdbar økonomisk model, så myndighedsområdet kan hvile i sig selv”, siger AU-rektoren.